Hvad er dit livs bedste måltid?
»Gastronomi har altid fyldt kolossalt meget i mit liv. Men jeg kan blive ved med at vende tilbage, til første gang min far lavede familieklassikeren »Bøf Stroganoff«, samtidig med at han gav mig den fulde fortælling. Jeg indtog lige dele fortælling og lige dele mad. Det var svært helt at afkode, om det smagte så godt, fordi han forinden havde indviet mig i hele processen: Hvor vigtigt det er at skære kødet i forhold til fibrene, pudre det korrekt med paprika og lave en håndskåren dobbeltkogt pomfrit til. Hele symbiosen er afgørende for det endelige resultat. Og der var naturligvis tale om Boeuf sauté Stroganoff – og ikke den rædselsfulde bodegagryde med snerrende cocktailpølser! Når det laves perfekt fra bunden, er Boeuf sauté Stroganoff en sand kongeret!