Gastronaut: Da jeg fik det fermenterede fuglefoster i munden, måtte jeg bare kaste op - instantly!

Per Thøstesen er en ægte »gastronaut«. Han er herrelandsholdets kok og ejer af den velrenommerede Bistro Boheme i Indre København. AOK har stillet ham en række hurtige spørgsmål om hans bedste og værste gastronomiske oplevelser.

Per Thøstesen i køkkenet på Bistro Boheme, som han også er ejer af. Anne Bæk

Hvad er dit livs bedste måltid?
»Det var første gang, jeg var på El Bulli. Jeg kom næsten helt uforberedt. Jeg var der med »Røde Claus« (Claus Christensen fra restauranten »Salon«). Vi var inviteret af vinfirmaet Otto Suenson. »Røde« og jeg var fuldstændigt betaget af deres uniformer, af at de stod og lavede sorbet lige foran os. Vi var sådan: »What the fuck er det lige, der sker her?!« El Bulli var et regulært trylleshow. Det var en komplet overrumplende oplevelse.«

Kokkene opererede som et præcisionsurværk i køkkenet på legendariske Restaurant El Bulli i Catalonien, 150 km nord for Barcelona, hvor Per Thøstesen har haft sin indtil videre største gastronomiske oplevelse. Restauranten lukkede i 2011. BJARKE ØRSTED

Hvad er dit livs værste måltid?
»Det var på et gadekøkken i Thailand. Det var umiddelbart ok, men så fik jeg et æg. Jeg bider i det, og så er det et af de der æg, kaldet balut med et halvgammelt andefoster inden i. Jeg får den her rådne fulgeunge ind munden og kan fornemme det på læben og ned af min hage. Så måtte jeg simpelthen bare kaste op – instantly! Det var simpelthen det værste! Jeg vil også sige, at den islandske specialitet hákarl er en grotesk spise. Det er typisk grønlandshaj, der er saltet og så fermenteret i månedsvis. Man forstår simpelthen ikke, at folk spiser det frivilligt. Jeg var på Island til en madfestival, og så serverede de det gudhjælpemig som sushi!«