Årets Reumert 2019 er reddet – med lodder og trisser

Reumert overlever, men der er stadig usikkerhed om fremtiden for Danmarks store scenekunstpris, efter at Bikubenfonden sidste år trak sin støtte til uddelingen. »Vi håber, nogen vil tage over permanent,« siger Dansk Teaters Louise Stenstrup.

Efter 20 år meddelte Bikubenfonden sidste år, at man ikke længere vil være sponsor for Årets Reumert. Nu arbejdes der på at finde en ny aktør, der vil føre Danmarks store scenekunstpris videre. Her er det Aalborg Teater med Morten Kirskov i spidsen, der jubler over prisen for Årets Forestilling ved prisfesten i Skuespilhuset i 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Æren er lige stor, og festen skal også nok blive festlig. Men prismodtagerne skal være forberedt på at få færre kroner og øre med hjem i lommen end tidligere år, når Årets Reumert 2019 uddeles 2. juni.

Siden Bikubenfonden i juni 2018 – efter 20 år som vært og sponsor for Danmarks store scenekunstpris – annoncerede, at man ikke længere ville finansiere uddelingen, har der været usikkerhed om fremtiden for prisen.

Det var håbet, at en anden fond ville træde i stedet, men det er endnu ikke sket. Derfor samledes en lille gruppe på foranledning af Dansk Teater i december for at redde prisuddelingen i 2019 og dermed give tid til, at der kan findes en løsning, der sikrer scenekunstprisen på længere sigt.

»Jeg er meget glad for, at vi i denne svære situation er blevet enige om, at vi må rykke sammen i branchen og sørge for, at der bliver en uddeling i 2019, mens vi venter på, at der forhåbentlig er en ny aktør, der vil træde til fra 2020. Det ville være for ærgerligt, hvis vi ikke får mulighed for at fejre og anerkende alle de fantastiske forestillinger i denne sæson,« siger Dansk Teaters direktør, Louise Stenstrup.

For elitær og indadvendt

Lige nu arbejdes der derfor på to fronter. Den ene handler om at finde sponsorer, der vil bidrage til prisarrangementet og muligvis også til, at der trods alt kan følge et vist kontant beløb med æren og prisen ved dette års Reumert-fest.

Og den anden handler om at se efter større fonde eller sponsorer, der kan være interesserede i at føre prisuddelingen videre i en mere permanent og større form fra 2020 og frem.

»Vi er meget åbne over for, at prisuddelingen kan få et andet format fremover,« siger Louise Stenstrup, som godt kan se for sig, at en fremtidig scenekunstpris f.eks. bliver mere borgervendt og kommer mere i øjenhøjde med danskerne.

»Der har de senere år været rejst kritik af, at Reumert Prisen – og festen – har været for elitær og indadvendt. Det vil en ny sponsor eller fond måske ændre på,« siger hun.

Der er i øjeblikket dialog med flere fonde, og Louise Stenstrup håber, der findes en løsning i tide til, at fremtiden for scenekunstprisen kan meldes ud ved prisuddelingen 2. juni.

Når der overhovedet bliver en prisfest i 2019, skyldes det også, at den hidtidige Reumert-jurys 15 medlemmer har givet hinanden håndslag på fortsat at rejse landet rundt og se teater, selv om Bikubenfonden har trukket sin støtte.

»Dette års Reumert bliver altså med lodder og trisser, men jeg er taknemmelig for, at der er bred enighed i branchen om, at vi fortsat skal have en scenekunstpris,« siger Louise Stenstrup.

Årets Reumert uddeles i forlængelse af teaterfestivalen CPH:STAGE på Nørrebro Teater i København søndag 2. juni 2019. Nomineringerne til Årets Reumert vil løbende blive offentliggjort på ISCENE.dk