Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Red Reumert

Nogle enkle kneb kan forny Årets Reumert, så priserne også har en chance fremover, selv om Bikubenfonden har trukket sig.

Priser her og der og alle vegne. Kan de ikke være ret ligegyldige efterhånden? Er de ikke bare kunstneres belønning af deres venner? Ikke i Reumerts tilfælde. Årets Reumert gives til dansk scenekunst i næsten alle afskygninger. Og den store dommerkomité har beholdt fagligheden i fokus og med årene gjort prisen til et flagskib i dansk kultur.

Så da Bikubenfonden i sidste måned trak sig ud af Årets Reumert, var det lidt af et chok for kulturlivet. Bikubenfonden har sikret uddelingen af de 16 priser plus den store særpris med herlige Bodil Udsen som første modtager siden 1998 og dermed haft 20-års jubilæum med hæderen. Men prisen har i dag »et andet fokus end Bikubenfonden«, hed det. Fonden ser stadig prisen som »et kvalitetsstempel for både forestillinger og scenekunstnere« – man savner bare et »nyskabende og udviklende fokus«.

Kan andre fonde ikke bare tage over? Den nyhed ville jo blive hilst velkommen alle steder fra. En overtagelse virker bare ikke så realistisk. Både fordi de færreste trods alt har Bikubenfondens muskler. Og fordi udviklingen måske ikke siger så meget om Årets Reumert – men om nye krav til og mål for selve fondsmiljøet. Ingen kan klandre Bikubenfonden som sådan. Når man selv får noget i gang, må man også lukke det igen. Fonden har gjort et kæmpe stykke arbejde og postet millioner i sit projekt. Så hvad enten den nu besinder sig eller ej, skal der lyde en stor tak for både idé og udførelse gennem snart en generation.

Hvis man alligevel ville lokke den gamle fond tilbage eller en ny ind – hvad skulle der så laves om? Måske ikke så meget endda. Komiteen kunne for det første indstifte et par priser til det eksperimenterende. Hvis man droppede opdelingen af køn i kategorierne Årets Hovedrolle og Årets Ensemblerolle, ville regnskabet endda gå i nul. Internationale organisationer inden for film har allerede gjort noget lignende og dermed bragt sig på højde med det 21. århundredes syn på kvinder versus mænd. Og man kunne for det andet droppe showet. Aktørerne selv er glade for uddelingerne og har som udgangspunkt haft stort held med udførelsen. Men andre i miljøet virker ikke helt så vilde med de fester – især når man ikke selv står på gæstelisten. Showet ender nemt som en lukket fest i ret bogstavelig forstand og har måske i virkeligheden sendt et helt forkert signal.

Og glæden ved en Reumert har jo aldrig ligget i adgangskortet til den fest. Glæden ligger lidt mere i glasstatuetten af John Kørner og de 200.000 kroner. Vigtigere endnu er selve æren. Simpelthen fordi komiteen gennem så mange år har valgt de rigtige modtagere. Fordi dommerne har lagt en masse arbejde i projektet og ad den vej holdt niveauet højt. Aktørerne i teatrets fantastiske verden har været vilde med prisen gennem to årtier og måske ligefrem arbejdet med den som gulerod.

Og dét er måske argument nummer ét for prisens overlevelse: At alle lige strammer sig dét mere an. Ikke for festens skyld. Knap nok for æren, statuetten eller de gode penges skyld. Men slet og ret fordi nogen holder øje med dem og sætter deres arbejde til debat længe efter sidste tæppefald.