75 år: Han er musicalens lidenskabelige mester

Instruktøren Daniel Bohr er en temperamentsfuld kunstnernatur med mange store musikforestillinger bag sig.

Instruktøren Daniel Bohr (til højre) i fuld vigør. Her instuerer han musicalen »Evita« på Det Ny Teater - i øvrigt sat i fødebyen Buenos Aires. Thomas Lekfeldt

»Anmelderrost, prisbelønnet sceneinstruktør med 52 års erfaring og mange succeser i bagagen, stadig aktiv og mobil, velordnede og stabile private forhold og meget mere medgørlig, end rygterne vil have det til, tilbyder sig til alle slags sceneopgaver, store som små. Referencer, anmeldelser, CV og anbefalinger kan fremsendes hvis ønskeligt.«

Sådan skriver instruktøren og tidligere teaterleder Daniel Bohr på sin hjemmeside, hvor man bl.a. kan booke det foredrag, han rejser land og rige rundt med. Her fortæller han om et langt liv i teatrets tjeneste. Et teaterliv, der har ført ham verden rundt, og som slet ikke er ovre endnu.

Han er en kompromisløs og temperamentsfuld kunstnernatur med stærke holdninger til sit arbejde

De sidste mange år har det især været musikteatret i stor stil, han har helliget sig – musikken blev hans skæbne! Allerede i chef-tiden på Aalborg Teater var musikteatret en vigtig del af repertoiret. Men de senere år har han haft flere opgaver på især Det Ny Teater, hvor han har sørget for, at en række store musicals er kommet mere end frelst i land. »Jekyll and Hyde«, »Evita«, »Annie Get Your Gun«, for bare at tage nogle af de forestillinger, hvor han har ekserceret flot med tropperne, skabt fart og tempo, holdt stilen uden at forfalde til museumsteater og fået det, der skal se legende let ud, men absolut ikke er det, til at svæve over scenen.

Hans iscenesættelse af Reumert-vinderen »The Sound of Music« fik den følelsesmæssige side af sagen frem, så den ellers så yndige musical blev et sjæledrama – og politisk knugende med familien von Trapp som flygtninge i sidste billede. Og da han fik fingrene i Andrew Lloyd Webbers lidt tvivlsomme opfølger til »Phantom of the Opera«, »Love Never Dies« fik historien det følelsesmæssige, gotiske schwung, den skulle have, en meget bedre – og meget mørkere – iscenesættelse, end man havde kunnet opleve ved verdenspremieren i Londons West End. Også den indsats blev hædret med en Reumert som Årets Musikforestilling.

Argentinsk sjæl

Daniel Bohr er født i Buenos Aires, Argentina. I begyndelsen var det egentlig arkitekturen, der interesserede  ham, men det blev en filminstruktøruddannelse, han tog i det Spanien, hvortil familien var flyttet via Chile i de tidlige 1960ere. Her fik han en karriere både inden for fjernsyn og det teater, som efterhånden fik overtaget.

Ved ankomsten til Danmark blev han hurtigt en del af dansk kulturliv som underviser på Den Danske Filmskole  og Operaakademiet, og han debuterede som instruktør med Picassos »Fire små piger« på Det Kongelige Teater i 1973. Opgaverne som instruktør ledte til, at han 1978-81 blev chef for Den Jyske Opera. Herefter blev han chef for Aalborg Teater, hvor han imidlertid ragede uklar med sin bestyrelse. Endelig stod han i tre år i spidsen for Bergen Festspillene.

I det hele taget har der undertiden været drama i kulissen, hvor Bohr har befundet sig.

»Selv efter 42 år i Danmark er jeg stadig argentinsk i min sjæl,« forklarede han Berlingske for en lille håndfuld år siden. Han er i hvert fald en kompromisløs og temperamentsfuld kunstnernatur med stærke holdninger til sit arbejde. Sidste sommer måtte han for eksempel forlade det stort anlagte friluftsspil på Nyborg Vold efter uenigheder.

Gennem alle årene har han været freelance instruktør herhjemme og i udlandet med en stribe opsætninger bag sig. Man husker bl.a. et par vellykkede samarbejder med veninden Bodil Udsen, bl.a. Maria Callas-forestillingen »Masterclass«, et væld af klassiske og nye operaer samt  opsætninger af nogle af de store jyskproducerede musicals.

Boligen i forbindelse med det smukke Glorup Gods på Fyn nær Nyborg, som han deler med partneren gennem 43 år, skuespiller og tidligere teaterleder Christian Lange, er et godt udgangspunkt for flere produktioner på Den Fynske Opera  de senere år. Og for det rejseliv, der er freelance instruktørens. Til næste sæson gælder det bl.a. den store turné med den danskproducerede skagensmaler-musical »Lyset over Skagen«.

Daniel Bohr fylder 75 år lørdag  29. december