Jeg er stadig argentinsk i min sjæl

Arbejdet med at instruere musicalen »Evita« på Det Ny Teater har for Daniel Bohr været som en rejse tilbage til barndommen i Argentina, hvor hans families historie flere gange krydsede Evita Perons.

Daniel Bohr i gang med prøverne på "Evita" på Det Ny Teater med flere end 50 medvirkende på scenen. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

Vi begynder med slutningen. Med begravelsen. Midt på det blanke gulv troner kisten, næsten kongeligt draperet i blåt, hvidt og guld med en overdådighed af hvide blomster på låget. Bag kisten står general Peron, Argentinas diktator, tavs, i fuld militær ornat, mens folket, sortklædte mænd, kvinder og børn defilerer forbi med blomster, lys og billeder af deres elskede Evita.

Langsomt sænkes kisten ned i gulvet, mens Andrew Lloyd Webbers udødelige melodi klinger ud i rummet: »Don’t cry for me, Argentina!«

»Jatak, så har vi vist nået nok for i dag, det er gået rigtig godt,« lyder det ude fra mørket på tilskuerpladserne, hvor Daniel Bohr sidder ved instruktørpulten.

Det er første prøvedag på scenen for de flere end 50 medvirkende i Det Ny Teaters spektakulære opsætning af den 35 år gamle musical om den fattige, men ambitiøse Eva Duarte, der takket være sin skønhed og karisma kæmpede sig op til at blive præsidentens hustru og landets førstedame, vandt international berømmelse og fik ikonstatus blandt Argentinas fattige, inden hun døde af kræft som bare 33-årig.

Opsætningen af »Evita« er en mangeårig drøm, der går i opfyldelse for argentinsk-født Daniel Bohr, hvis families historie gentagne gange i 1940erne, 50erne og 60erne krydsende Peron-familiens.

»Da det berømte hvide »Evita« album udkom i 1976, forsøgte jeg at få mulighed for at sætte det på scenen. Jeg havde været i Danmark i fire år på det tidspunkt og syntes, det kunne være sjovt at præsentere en musical fra mit hjemland for det danske publikum,« siger han og tilføjer: »Men selvfølgelig fik vi den ikke, for Andrew Lloyd Webber havde fuldt kontrol over rettighederne og sine egne planer.«Så gik der mange år, og Daniel Bohr var tæt på de 70 og stod foran sit 50 års instruktørjubilæum, da Det Ny Teaters direktør, Niels Bo Valbro, ringede og spurgte, om han havde lyst til at lave »Evita«.

»Det krævede ingen betænkningstid at sige ja,« siger han og smiler stort.

Daniel Bohr blev født i 1943 i Buenos Aires ind i en familie af kunstnere.

»Min far, Jose Bohr, var en berømt entertainer, filmmager og komponist i Sydamerika. Han kom til Buenos Aires som 19-årig og blev hurtigt et stort idol i Argentina. Så blev han hentet til først New York, hvor han spillede med sit eget orkester, og siden til Hollywood, hvor han lavede den første spansksprogede Hollywoodfilm, hvilket gjorde ham til et idol for omkring 300 millioner spansktalende mennesker,« fortæller Daniel Bohr.

Fra Hollywood fortsatte faderen til Mexico og videre rundt i en række sydamerikanske lande, inden han i 1940 vendte tilbage til Buenos Aires.

»I 1941 skulle han lave castings til den første film, der blev lavet som en co-produktion mellem Argentina og Chile, og en ung skuespillerinde ved navn Eva Duarte opsøgte ham. Men far tog hende ikke, og det kom han til at fortryde senere,« siger Daniel Bohr.

Størstedelen af hans barndom og ungdom boede familien i Chile, men med regelmæssige besøg fire-fem gange om året hos familie og venner i Argentina, hvor Eva Duarte i 1945 blev gift med Juan Peron og i 1946 præsidentfrue.

»Arbejdet med »Evita« har – som de siger i »X Factor« – været en utrolig rejse tilbage i tiden, som at træde ind i en tidsmaskine, der konstant bringer så mange minder frem. Selv efter 42 år i Danmark er jeg stadig argentinsk i min sjæl,« siger Daniel Bohr. Han mindes bl.a. en episode fra 1950, hvor familien holdt ferie på det fine seaside ressort, Mar del Plata, uden for Buenos Aires.

»Vi boede på Hotel Armitage, hvor også Eva Perons mor, fru Duarte, boede. Hun vidste udmærket godt, hvem min far var, og alle vidste, at han år tilbage havde afvist at give den unge Eva en filmrolle,« fortæller han.

»En eftermiddag til en te-dansant kom der pludselig nogle mørkklædte herrer over til vores bord. De beordrede min far til at rejse sig og gå tværs gennem salen over til fru Duarte, som var en meget bestemt og meget omfangsrig kvinde, og bede hende danse med sig. Tango. Det var familiens lille hævn for, at han i sin tid havde afvist den – nu – store Evita.«

Daniel Bohr ler ved tanken om faderens pinsler på dansegulvet. Men familien Perons hævn forblev ikke ved det. Da Jose Bohr i 1953, året efter Eva Perons død, flyttede tilbage til Argentina og forsøgte at lave film, optræde og indspille plader, var alle døre lukket for ham. Det samme skete senere i Venezuela, hvortil Juan Peron drog i eksil, da han blev væltet som diktator i 1955.

»På det tidspunkt var min far bl.a. direktør for Venezuelas nationale filmstudie, Bolivar, men da Peron ankom til Caracas, blev min far omgående fjernet fra sine poster,« fortæller Daniel Bohr.

Også under Perons mangeårige eksil i Spanien under general Franco lykkedes det ham at stikke en kæp i hjulet for Jose Bohrs projekter, da denne i 1964 kom til Madrid for at indspille tre film.

»Peron sendte bud efter far, men far nægtede at komme og hilse på ham, og efter den dag var alle døre også i Spanien lukket for ham, og han fik aldrig lavet de tre film.«

Daniel Bohr oplevede også selv, da han som ti-årig gik i skole i Buenos Aires, Peron-familiens magt og ikke mindst den nærmest helgendyrkelse, Evita Peron blev genstand for efter sin død.

»Hver morgen mødte vi i skolegården og sang i kor: »Peron-Peron-Peron!« – og min lillebror, som på det tidspunkt skulle lære at læse, lærte ikke at stave A - B - C, men E - V - I - T - A,« fortæller han. »Vi lærte også, at selvom Jomfru Maria er alle børns moder, så var Evita alle argentinske børns moder, og ganske vist sidder Jomfru Maria til højre for Jesus oppe i himlen – men til venstre sidder Evita.«

Selvom meget af historien om Evita Peron således også er hans egen historie, er Daniel Bohrs mission med musicalen »Evita« først og fremmest at lave en god teaterforestilling, som taler til et publikum anno 2014, der ikke er vokset op med Evita Peron, hverken som musical eller som politisk og historisk figur.

»Vi skal ikke lave dokumentar, historietime eller politisk erklæring. Vi skal lave teater,« siger han.

»I dag er »Evita« en klassiker, og jeg har set på den ligesom på en hvilken som helst anden klassisk opgave, jeg får tilbudt – hvad enten det er en opera af Mozart eller et skuespil af Shakespeare, Ibsen eller Strindberg. »Evita« er en historie om magt, ambition og magtbegærlighed. Men det er også en fortælling om alt det gode, som denne person gjorde for et helt folk. Vi må ikke glemme, at Evita skaffede kvinder stemmeret, hun fik sammen med Peron bygget hundredvis af skoler, nye hospitaler og boliger til de fattige. Hun skaffede folk arbejde og kom af med imperialismen – hun smed alle de store engelske og franske industrimagnater ud og blev uvenner med Amerika, fordi hun nationaliserede alle de amerikanske, engelske og franske selskaber. Hun gjorde alt det for at få Argentina til at blomstre. Det er der ingen tvivl om. At det så også gjorde, at Argentina i 1952-53 var totalt bankerot, er en anden historie.«

Sammen med scenografen Paul Farnsworth, der også stod for scenografien til Daniel Bohrs Reumert-belønnede opsætning af Andrew Lloyd Webber-musicalen »Love Never Dies« i 2012, har han skabt et kalejdoskopisk univers, der skal vise alle lagene af myten Evita.

»Vi skaber på scenen et Buenos Aires, hvor historien udfolder sig, både den egent-lige historie med Evitas rejser til Vatikanet, til Francos Spanien og Mussolinis Italien, og den historie, der foregår inde i Evas eget hoved,« siger han.

»Eva Peron var mange personer i én, og det forsøger vi at vise ved at have mange Eva’er på scenen. Der er den gode Eva, den passionsfyldte Eva, den onde, den hævngerrige og den generøse Eva. Alle disse figurer ligger i denne vidunderlige historie, og når jeg ser på alle de elementer, er jeg egentlig fuld af beundring for Evita. Hun var en kvinde, der fuldt ud troede på, hvad hun kunne udrette.«

»Evita« har premiere på Det Ny Teater 23. januar og spiller til 4. maj.