5 stjerner: Hjerteskærende dokumentar sætter ansigt på nogle af børnene i Syriens fangelejre

Uanset hvor man står i spørgsmålet om folk med dansk statsborgerskab i syriske fangelejre, ville de fleste nok have overvejet at handle som den svenske morfar Patricio Galvez, hvis de var i hans situation.

Patricio Galvez med sit yngste barnebarn, som han hentede ud af al-Hol-lejren i Syrien sammen med de seks øvrige børnebørn. Fold sammen
Læs mere
Foto: CPH PIX

Når dokumentarfilm er bedst, formår de at fortælle en basalt medrivende historie OG behandle et aktuelt emne. »Children of the Enemy« rammer plet på både det ene og det andet parameter. Ikke mindst fordi det er en både aktuel og utroligt menneskelig historie.

I disse dage diskuterer vi heftigt, om det er sikkert at sende syriske flygtninge tilbage eller ej, og hvad vi skal stille op med de 19 børn med tilknytning til Danmark, der sidder i fangelejre i det krigshærgede land.

Uanset på hvilken side af grøften man står i den debat, kan nok ingen, der har børn eller børnebørn, sige, at de ikke ville have overvejet at gøre præcis som svensk-chilenske Patricio Galvez. Hvis de altså var modige og stædige nok.

Syv forældreløse børnebørn

Galvez’ datter, Amanda, konverterede til islam, indgik et arrangeret ægteskab med den etnisk svenske IS-terrorist Michael Skråmo og rejste i 2014 til Syrien for at slutte sig til Islamisk Stats kalifat. Fire år senere blev Amanda dræbt i et bombeangreb, mens Michael Skråmo døde få måneder senere under kampene om Baghouz.

Da vi møder Patricio Galvez i »Children of the Enemy«, sidder hans syv forældreløse børnebørn i alderen et til otte år i en fangelejr i Syrien. Og Patricio Galvez vil gøre alt for at dem til Sverige.

Det projekt er ikke bare som at slå i en dyne, men som at slå i en hel lagerhal af sengetøj. Patricio Galvez kontakter Røde Kors, Red Barnet, det svenske udenrigsministerium og utallige andre, men selv om alle har forståelse for hans situation, er der ingen, der konkret kan hjælpe. Derfor tager han sagen i egen hånd og rejser til Syriens naboland Irak for at finde sine børnebørn.

En kamp mod uret

De viser sig at sidde i al-Hol-lejren, der er bygget til 9.000 mennesker, men hvor der nu bor 80.000, og der er mangel på selv de mest almindelige fornødenheder. Galvez’ kamp får en ekstra nervepirrende dimension, da det viser sig, at det yngste barnebarn er både sygt og svært underernæret.

Det er næsten ulideligt at følge den stædige morfars anstrengelser. Han hænger konstant i telefonen og render hjælpeorganisationer og ambassader på dørene og går ellers rundt som en ulv i et bur på hotelværelset, hvor der er redt op til syv børn, og bunker af legetøj står og samler støv.

Imens han er fuld af selvbebrejdelse for datterens radikalisering og spørger sig selv, hvad han skulle have gjort anderledes.

I en scene, der er både rørende og næsten sjov, ser han YouTube-videoer, om hvordan man binder babyslynger for at forberede sig til at kunne transportere det yngste barnebarn – og muligvis for at føle, at han foretager sig et eller andet konstruktivt – men har noget af et hyr med det, i en grad så filmens instruktør kortvarigt selv træder ind i billedet for at hjælpe. I øvrigt uden at være til nogen særlig hjælp.

Netop den menneskelige dimension er »Children of the Enemy«s helt store styrke. Selvom Patricio Galvez' datter åbenlyst har foretaget forkerte valg i sit liv, og hans svigersøn efter alt at dømme var en kæmpe skiderik, så er det svært for denne anmelder at se, hvorfor de syv mindreårige børn skal bøde for forældrenes fejltrin.

Og selv hvis man over for sig selv kan argumentere for det fornuftige i at lade børnene være i Syrien, så bør man se dokumentarfilmen for at blive mindet om, at bag alle principperne og de storpolitiske dilemmaer gemmer sig rigtige mennesker.

»Children of the Enemy«
Genre: Dokumentar. Instruktion: Gorki Glaser-Müller. Varighed: 95 min. Kan ses på CPH PIX nu.