Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Voksnes tillid til deres børn er den bedste gave, de kan give

Aldrig har voksne vidst mere om deres børns gøren og laden. Risikoen er, at vi i misforstået bekymring frarøver dem muligheden for at lære af egne fejl og derved udvikle sig.

Aldrig før har børn været omgærdet af så mange bekymringer, som de er i dag. Men i al den velmenende bekymring risikerer forældre at frarøve børnene naturlig selvtillid. Arkivfoto: Johan Gadegaard/Ritzau Scanpix  Fold sammen
Læs mere

Lykke. Hvad betyder det? Refererer det til en indre følelse af glæde? Den indre følelse, som opstår, når man, ja, lykkes? Det kunne noget tyde på. Skal vi leve et lykkeligt liv, er der to ingredienser, vi i hvert fald ikke kan komme udenom: Gode sociale relationer og en fornemmelse af, at man lykkes med de projekter, man sætter sig for. I hvert fald en gang imellem. Men hvad, eller rettere sagt hvem, skaber forudsætningerne for, at man lykkes, eller bibeholder troen på, at man kan lykkes, selv om man ikke gør det?

Her kan psykologien komme os til hjælp. I undersøgelse efter undersøgelse er det blevet dokumenteret, at andre menneskers tillid eller mangel på samme har en afgørende betydning for, om jeg lykkes eller ej. Tilliden til at lykkes opstår med andre ord ikke i et vakuum.

Frej Prahl Fold sammen
Læs mere

Det begyndte med psykolog Robert Rosenthals undersøgelser i 1968. Her påviste han gennem forskellige forsøgsopstillinger, at skolelæreres henholdsvis negative og positive forventninger til elever påvirkede elevernes præstationer signifikant - uanset elevernes potentiale for at lære. Sidenhen er forsøgene blevet gentaget i en lang række sammenhænge, og konklusionen er ret entydig: Forventninger skaber virkelighed.

Mælkebøttebørn

Der findes en gruppe børn, som er lykkedes i tilværelsen på trods af svære opvækstvilkår. De bliver i folkemunde kaldt mælkebøttebørn, fordi de ligesom mælkebøtten gør det utænkelige: Bryder igennem og blomstrer på trods af overvældende modstand. Det har været foreslået, at mælkebøttebørn skulle være født særligt robuste. Født med en særlig modstandsdygtighed. Det lader ikke til at være tilfældet.

Det er ikke deres medfødte genetik, som gør dem til mælkebøttebørn, men de møder, de har haft med andre mennesker. Det er ikke, hvem de er. Det er, hvem de har mødt. Mennesker, som i kraft af deres varme og oprigtige nærvær har indgydt børnene håb. Et håb om, at der er en sol over asfalten. En sol, det er værd at blomstre op til.

Derfor er det afgørende, at vi dropper ideen om, at mælkebøttebørn overlever, fordi de er stærke i sig selv. De er stærke i kraft af andre. Den første fortælling bygger på et individualistisk menneskesyn, som vi også ser afspejlet i behandlingsverdenen i dag med et udpræget fokus på diagnoser m.v. Vi underkender i stor stil betydningen af det menneskelige møde, og derfor er de færreste af os klar over, hvor stor en betydning, vi i virkeligheden har i mødet med andre mennesker.

Jeg elskede hver af dem

Alle, som har overlevet deres barndom, har sådanne minder - minder om møder med mennesker, som troede på én. Holdt af én. For nogle er det minder om mennesker tæt på dem. Minder om hjemmet hos morfar og mormor, hvor jeg virkelig kunne være mig selv, hvor der var kærlighed og tryghed. Hvor jeg ikke skulle være på vagt. Eller mindet om den lærer, som tog sig tid til mig. Som uden at irriteres hjalp mig med den danske stil. Som spurgte mig, hvordan jeg havde det på en måde, hvor jeg vidste, at her var der plads til, at jeg kunne svare ærligt.

Jeg stødte engang på en tankevækkende beretning. For mere end 50 år siden gav en ung sociologiprofessor på John Hopkins universitetet i USA sine elever følgende opgave: De skulle interviewe 200 unge, som boede i byens slumkvarterer. Derefter skulle de studerende forudsige de unges fremtid.

De studerende nåede frem til det resultat, at 90 pct. af de unge ville tilbringe en større eller mindre del af deres liv i et fængsel. Så gik der 25 år. Nu bad han sine nye studerende finde de unge, som var blevet interviewet 25 år tidligere for at se, hvordan det var gået dem. De fandt 180 af de 200. Kun fire af dem havde været i fængsel. Hvorfor havde de forrige studerende taget så meget fejl i deres forudsigelser? Hvad var årsagen?

Da de nye studerende læste interviewene igennem, bemærkede de, at mere end 100 af de unge havde talt om en lærer, som de alle havde haft. Man fandt frem til denne lærer. Hun hed Sheila O’Rourke og var i mellemtiden blevet 75 år og kommet på plejehjem. Da hun blev spurgt, hvorfor hun blev nævnt af alle disse unge, kunne hun bare sige:

»Det eneste, jeg gjorde, var at elske hver eneste af dem!«

Sheila troede på drengene, og man fristes til at sige, at tro kan flytte bjerge. Måske havde Sheila O’Rourke virkelig så stor betydning, at hun ændrede drengenes livsbane. Noget i forskningen støtter i hvert fald den hypotese.

I forskningen kan vi se, at den faktor, som allerbedst forudsiger trivsel senere i livet, er minimum én tryg voksen tilknytningsrelation. Det betyder én voksen, jeg kan mærke holder af mig, én, jeg kan betro mine inderste tanker uden at frygte, at den pågældende voksne støder mig bort. Én voksen, som er i mit liv længere tid ad gangen. Én, som tror på mig.

Hvilke konsekvenser skal det have?

Bag ethvert barn med selvtillid står der en voksen, som har holdt af og troet på det barn. Men hvordan står det til med voksnes tillid til børn i dag?

Aldrig nogensinde har børn været omgærdet af så mange bekymringer, som de er i dag. Nogle af bekymringerne bør vi handle på - eksempelvis den alt for tidlige institutionalisering af vores småbørn. Men så snart børnene rammer børnehavealderen, har de i den grad brug for vores tillid til, at de kan selv. Som fireårig rendte jeg selv rundt blandt børn af stofmisbrugere. Vi boede i et socialt boligbyggeri, Hårup Parken, uden for Aarhus. Min mor og far kan umuligt have haft styr på, hvad vi lavede, og hvor vi var.

Det ville være utænkeligt i dag. I gamle dage vidste børnene altid, hvor forældrene var, men forældrene vidste ikke, hvor børnene var. Det billede er vendt. Nu ved forældrene altid, hvor børnene er. Børn bliver kontrolleret og mikroreguleret i et historisk set uset omfang. De bliver omklamret af bekymringer, og bekymringer er mistillid: Får de nu nok grøntsager, udvikler de sig på den rigtige måde socialt, ser de for meget skærm, opfører de sig »korrekt« i andres øjne, opfylder de progressionskravene i skolen? Og vigtigst af alt - afskærer voksnes bekymringer børn fra at gøre deres egne erfaringer i børneflokke uden voksenopsyn. Børn har brug for at gøre deres egne erfaringer, slå sig ad helvede til, gå over deres egne grænser for at mærke, hvor grænsen gik, og erfare, at de overlevede. Men det har vi ikke tillid til.

» I sidste ende risikerer vi at skabe en generation af børn, som får svært ved at lykkes i livet, fordi deres forældre i mistillid og bekymring har frarøvet børnene deres egen selvtillid.«


Tillid på trods

Mistilliden er vokset ud af øget viden om børn. En viden, som for sig selv betragtet er vidunderlig, men jo mere vi ved, desto mere er der også at bekymre sig om. Den øgede viden er måske både problem og løsning på samme tid. For vi ved også, at den mistillid, forældre i bekymring møder deres børn med, kommer til at smitte af på børnenes selvtillid som børn og senere som voksne. I sidste ende risikerer vi at skabe en generation af børn, som får svært ved at lykkes i livet, fordi deres forældre i mistillid og bekymring har frarøvet børnene deres egen selvtillid.

Man siger, at tillid er noget, man skal gøre sig fortjent til. Man skal på en måde kunne fremlægge beviser for, at man er tilliden værdig. Men i en risikokultur som vores, hvor alt kan gå galt, bliver det nærmest umuligt at fremlægge den liste af beviser. Man bliver aldrig tilliden værdig. En tillid baseret på beviser bliver med andre ord for skrøbelig.

Vi bliver nødt til at udvikle en tillid, som ikke kræver beviser. En tillid på trods. En tillid til, at det nok skal gå, selv om vores børn klarer sig dårligt i skolen, kommer fulde hjem fra festen i 8. klasse, har de »forkerte« venner, eller hvad det nu kan være. For i den kultur, vi i dag lever i, kan vi hele tiden finde beviser på, at vi ikke bare kan have tillid. Der vil altid være noget at bekymre sig om. Børn har mere end nogensinde brug for forældre, som uanset vind og vejr udstråler: Det skal nok gå. Du skal nok finde din vej.

Frej Prahl er bogaktuel med »ARGH. Den sunde vrede i familielivet«