Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Tillid til andre mennesker og lidt på kistebunden gør os lykkelige

Danskerne er generelt et lykkeligt folkefærd. Det har ikke ændret sig de seneste 30 år og skyldes blandt andet, at vi er opdraget til at stole på andre mennesker og privilegeret med en vestlig levestandard, der giver os mulighed for at spare lidt op.

Tillid til andre mennesker er en af årsagerne til, at danskerne er et lykkeligt folkefærd. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere

Danskerne er adskillige gange kåret som verdens lykkeligste folk. Mens en række meningsdannere har påstået, at det ikke kan være rigtigt – vi bør efter deres mening slet ikke være lykkelige – er billedet klart fra mange undersøgelser i snart 40 år.

Ser man på folks langsigtede lykke, vel at mærke vurderet af dem selv, ligger Danmark permanent i toppen af de globale ranglister. En del af forklaringen er økonomi, men en væsentlig anden del af forklaringen handler om forhold, der både gør os lykkeligere og rigere.

Danske medier har siden midten af 1990erne skrevet om dansk lykke og globale lykkeforskelle. I mange år var historien, at Danmark var verdens lykkeligste land. FNs årlige World Happiness Report har dog ikke placeret Danmark i toppen de seneste år, men »kun« blandt de fire første. Journalister og andre har givet mange svar på nedturen, men sandheden er, at der ingen nedtur er. Man skal blot være sikker på, hvad man måler.

Christian Bjørnskov Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Bjørnskov.

En stor del af misforståelsen ligger i, at ord som »lykke« og »lykkelig« viser sig at dække over to meget forskellige fænomener, der ikke har meget med hinanden at gøre. Det første er det sus af lykke, man kan få, når ens børn får de rigtige julegaver, når man får god mad (eller sex), og af den første forårsdag. Den lykkefølelse varer dog kun ved ganske kort, er typisk væk dagen efter og modsvares ofte af lige så kortvarige glimt af ulykke.

Den anden slags lykke er en mere bevidst vurdering af, hvordan vores hverdag er mellem glimtene af stor lykke eller elendighed, og ændrer sig kun langsomt over tid og gennem vores liv.

Danskerne er mest tilfredse med deres liv

Hvis man tror, at det hele drejer sig om den kortvarige lykke, kan det være svært at opdage de lykkelige danskere. Vi er kulturelt ikke særligt disponeret for at vise stor lykke – eller stor elendighed – over for andre end vores allernærmeste. Vi ser derfor sjældent virkeligt lykkelige ud, eller synes, at alt er lige så fantastisk som amerikanerne, ligesom vi heller ikke viser sorg på samme åbenlyse måde som i Sydeuropa eller Mellemøsten.

Det er dog ligegyldigt, da det er den langvarige lykke, vi danskere excellerer i. Det er også kendt, at det er den langvarige lykke, som fanges i internationale spørgeundersøgelser, uanset om man spørger om lykke eller tilfredshed.

Ser man for eksempel på de absolut nyeste tal – de to EuroBarometer-undersøgelser fra sidste år – vil man se, at danskerne er de mennesker i Europa, der er mest tilfredse med deres liv. Går man 30 år tilbage, før medierne begyndte at interessere sig for fænomenet, var mønstret det samme.

I virkeligheden er der ikke sket noget med Danmarks status, og journalister, som skriver om, hvordan lykken er faldet, overser eller ignorerer, at FNs undersøgelser bruger et spørgsmål fra Gallup, der blander folks forventninger om det perfekte liv ind i lykkemålingerne.

I de europæiske undersøgelser svarer danskerne i gennemsnit 3,68 på en skala fra 1 til 4, mens de næste lande er Holland på 3,51 og Sverige på 3,42. EU-gennemsnittet er 3,04, og listen sluttes af Grækenland på 2,36.

Selv inden for Europas grænser er der således meget store forskelle på, hvor lykkelige folk er. Disse forskelle er endnu større på tværs af verden, hvor langt de fleste mennesker i Afrika er ulykkelige og stærkt utilfredse med deres liv, mens steder med en vestlig levestandard som Japan, Singapore og Taiwan også har cirka europæisk lykke.

Både de europæiske og de internationale forskelle er generelt meget stabile. De store ændringer over årene er enten sket i tigerøkonomier i Asien, i Østeuropa, og omkring finanskrisen. I øst har kommunismens fald og introduktionen af demokrati og en markedsøkonomi de fleste steder gjort folk markant lykkeligere. Folk i Polen og Tjekkiet er i dag næsten præcist så lykkelige som franskmændene.

I dele af Europa ramte finanskrisen også lykken hårdt, og mens Grækenland er permanent dårligere i dag, har lykken i resten af Europa rettet sig op sammen med økonomien. Portugals befolkning, der ellers blev ramt voldsomt af krisen, er for eksempel i dag så lykkelige, som de nogensinde har været siden landets første undersøgelser i 1984.

Lykkelig af at spare lidt op

Mens det blev diskuteret intensivt i årevis, om penge gør folk lykkelige, har der ikke mindst siden ægteparret Stevenson og Wolfers studier dannet sig konsensus i forskningen de senere år om, at økonomi faktisk er vigtig.

Den direkte virkning af at blive rigere skal dog ikke overvurderes, da det også har vist sig, hvor hurtigt folk ændrer deres standarder. Når man som individ bliver rigere, kan man både købe og opnå mere og bliver derfor lykkeligere. Men i takt med at man også opdager, at man kan mere, hæver man sin standard for, hvad man opfatter som et almindeligt liv, og lykken falder dermed igen, når man vænner sig til den nye levestandard. Mange rent materielle fremskridt gør derfor folks liv objektivt bedre, men deres subjektive opfattelse ændrer sig ikke meget på den lange bane.

Selv om folk derfor kan vænne sig til mange ting, skyldes en signifikant del af forskellene på både enkeltpersoner og hele lande alligevel økonomi. Forskningen peger nemlig også på, at der er forskellig lykke forbundet med forskellige slags forbrugsmønstre.

For det første er folk lykkeligere, når de ikke bruger hele deres indkomst, men sørger for at have en vis opsparing. Håndterer man sin økonomi på den måde, uanset hvor rig eller fattig man er, køber pengene tryghed. For det andet har studier vist, at forbrug på oplevelser giver mere varig lykke. Mens man meget hurtigt vænner sig til en ny bil, er tilvænningen til nye oplevelser væsentligt langsommere.

I det private er danskernes forbrugsvaner derfor ikke så tossede. Mens politikere kan fortvivle over, at vi sparer for meget op og ikke sætter »gang i hjulene«, som de gerne vil have, er mønstret forbundet med større lykke. På samme måde er danskernes glæde ved at rejse faktisk ikke en dum måde at bruge penge på, hvis man stræber efter at være lykkelig.

Til gengæld er der intet, der tyder på, at en stor offentlig sektor er forbundet med større lykke. De mange ting, velfærdsstaten leverer, er enten noget, vi vænner os hurtigt til, eller forhold, der ikke kan opveje det tab af økonomisk frihed, som det høje skattetryk også indebærer. Om noget viser den nyeste forskning, at de steder, hvor staten skaber væsentligt mere end omfordeling og offentlige kerneopgaver, er borgerne mindre lykkelige. Lykke er ligesom innovation ikke noget, som politikere kan skabe.

De skandinaviske velfærdsstater bidrager således ikke til at gøre regionen til den lykkeligste i verden, men et andet aspekt af vores økonomisk frihed gør: De institutioner, der omhyggeligt og fri af politisk påvirkning beskytter folks ejendomsret og ret til deres eget liv. Mens nordisk politi og retsvæsen ikke er perfekt, er det langt bedre end næsten noget andet sted i verden.

Tillid betyder meget for vores lykke

Hemmeligheden bag danskernes placering som verdens nok lykkeligste befolkning handler dog ikke blot om økonomi. Vi er langtfra verdens rigeste – ifølge CIAs World Factbook er vi cirka nummer 23 – men vi de er mest tillidsfulde af alle. I en ny undersøgelse i 40 lande var danskerne også dem, der var mest tilbøjelige til at indlevere tabte punge med penge i.

Tilliden til andre danskere gør vores liv langt lettere og lykkeligere - i særdeleshed vores liv med andre danskere, vi ikke kender. På samme måde gør den os rigere, end vores kolde periferi af Europa ellers havde været.

Uanset regering og økonomi lærer vi vores forældres og bedsteforældres tillid til andre mennesker. Det kan næppe gøres bedre.