Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

»Spionage – en strengt forbudt nødvendighed«

Hans Jørgen Bonnichsen: I den politiske, økonomiske og militære spionage eksisterer der ingen etik og moral, og alle er her sig selv nærmest. Det er almindeligt anerkendt, at spionagen kan have en fredsbevarende funktion, da spionerne ved deres aktiviteter kan medvirke til at afsløre modpartens sande hensigter.

Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef i PET. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vreden og forargelsen over den amerikanske sikkerhedstjeneste NSAs spionageaktiviteter kender ingen grænser. De sidste dages oplysninger om, at NSA tilsyneladende spionerede mod Danmark og andre lande op til og under klimatopmødet i København i 2009, gjorde den ikke mindre. Det fik igen oprørte ord frem i nogle af vore politikeres munde. Og som en lyd fra Ekkodalen gentog regeringen sit mantra: At den »ikke har grund til at tro, at der foregår ulovlig amerikansk overvågning af Danmark og danske interesser.« Statsministeren er kaldt i samråd og nu kræves der klare svar.

Det er forbundet med en vis risiko, når regeringen fastholder sit mantra. Spionagens forudsætninger for succes er nu engang, at den foregår hemmeligt, og at den ikke bliver opdaget. En bastant gentagen afvisning vil altid blive betragtet som suspekt. Sidst, men ikke mindst, som et forsøg på at regeringen vil lukke eller neddrosle en vigtig demokratisk debat om efterretningsvæsenets midler og metoder.

Viden og åbenhed er derimod redskabet til en fair vurdering af efterretningsarbejdets væsen og uvæsen, men også til forståelsen og respekten for dette arbejdes vigtige samfunds- og sikkerhedsmæssige funktion.

Læs også: FE afviser NSA-spionage

Det burde være evident, at stater har brug for oplysninger, der kan fremme deres interesser. Det er ganske enkelt opgaven for efterretningstjenester, uanset hvem man er, og hvor på jordkloden man befinder sig. Forsvarets Efterretningstjeneste, vor egen National Security Agency (NSA), beskriver i sin årsberetning, at dets opgave bl.a. er at: »indhente konkrete samtaler eller en specifik aftale mellem højtstående beslutningstagere fra et eller flere lande, som måske kan få betydning for danske interesser nu eller på lang sigt.« Spionagen er ganske enkelt en strengt forbudt nødvendighed, hvor der ikke skelnes mellem venner og fjender, også fordi man ved, at en ven i dag kan være en fjende i morgen.

Og lad mig da afsløre, at jeg ikke vil blive overrasket, hvis det viste sig, at fremmede efterretningstjenester, herunder USA, aktuelt rettede deres interesser mod, hvilke jagerfly Danmark vil købe. Fire lande skal kæmpe om en milliardkontrakt, der vil løbe over tre årtier og koste danske skatteydere et stort tocifret milliardbeløb. Et køb der vil have en storpolitisk betydning, der rækker langt ud over Danmarks grænser. Tænk hvis man som interessent fik adgang til informationer, der kunne skaffe en forhandlingsfordel. Det ville være en konkret realisering af såvel CIAs som NSAs missionsbeskrivelse. Sandsynligheden for at det foregår, er lige så stor som, at der i øjeblikket er hektisk spionageaktiviteter omkring fredsforhandlingerne i Geneve.

Det »gode« er, at alle aktører i spionagespillet kender reglerne og konsekvenserne. I den politiske, økonomiske og militære spionage eksisterer der ingen etik og moral, og alle er her sig selv nærmest. Enhver stat stræber efter sikkerhed for sine borgere, at kunne klare militære og økonomiske udfordringer, forhindre ethvert forsøg på at ændre systemet mod dets vilje og vogte over sine hemmeligheder.

Det er almindeligt anerkendt, at spionagen kan have en fredsbevarende funktion, da spionerne ved deres aktiviteter kan medvirke til at afsløre modpartens sande hensigter, og dermed formindske risikoen for overreaktioner. Årsagen til, at Den Kolde Krig ikke udviklede sig til en »varm krig«, er spionagen.

Læs også: Råd vil have regeringen til at bekæmpe overvågning

Så om man kan lide det eller ej, er det en nøgtern erkendelse af den virkelighed, vi er placeret i. Det er hyklerisk og dobbeltmoralsk at fornægte disse kendsgerninger, eller for venlighedens skyld, et tegn på håbløs uvidenhed.

Men der kan være gode grunde til, at den danske regering tøver med at reagere over for NSAs spionage. Der skal være særdeles alvorlige krænkelser og utvetydige beviser til stede. Selvfølgelig endnu stærkere, hvis det drejer sig om »venner«, der har gjort mere for vor sikkerhed end nogen anden. Vi har i værnet af vor nationale sikkerhed og af vore unge udsendte i krise – og krigsområderne været afhængige af de amerikanske efterretninger som de af vores.

Spionagen mod formandskabet under COP 15 har ikke haft en sådan alvorlig karakter. Det er derfor forståeligt, at regeringen bruger den almindelige grundsætning for betingelserne for en efterforskning af et strafbart forhold. Der skal, som det står i retsplejeloven, være »rimelig formodning om et strafbart forhold«.

Læs også: Den Kolde Krig er flyttet til internettet

Det udelukker dog ikke, at man i påkommende tilfælde kan gribe alvorligt ind. Det skete, da PET i slutningen af 1970erne konstaterede, at CIA foretog ulovlig aflytning af den nordkoreanske ambassade, uden at PET var orienteret. Dette førte til, at tre CIA-folk af den daværende Anker Jørgensen-regering blev erklæret for »persona non grata«, altså uønskede og måtte forlade landet. Om det var klogt diskuteres stadig. Jeg er rimelig sikker på, at man i dag havde taget en alvorlig kollegial samtale fra »chef til chef«, hvor man havde »kridtet banen op« for samarbejdet, eller, hvis det havde været i nationens interesse, fået modparten til at indlede et samarbejde, som man gjorde, da man i sin tid fandt ud af, at CIA havde hvervet stifteren af SF, Aksel Larsen, som en væsentlig kilde til oplysningerne om kommunistpartiets internationale hemmelige paroler. Da fik PET adgang til CIAs debriefinger.

Om noget sådant er sket i sagen her, ved vi intet om, men uanset hvad, så er regeringens rutinemæssige og klassiske afvisning på det formelle plan i orden. Om den er klog og risikofri, er et helt andet spørgsmål. Burde man ikke have erkendt, at det er umuligt at afvise, at spionagen har fundet sted, og måske fortsat finder sted, men også, at vi er en del af den ved at formidle viden om Forsvarets Efterretningstjeneste betydning for Danmark? Og samtidig hermed forsikret os om, at vi ikke kapitulerer over for spionagen, men at PET som vor nationale sikkerhedsmyndighed og kontraspionageafdeling gør alt for at forebygge, modvirke og forhindre spionagens skadevirkninger, og at de heller ikke skelner mellem ven og fjende.

Læs også: Jakob Scharf havde succes i kampen mod terror

Det ville skabe en større forståelse for spionagen som en »strengt forbudt nødvendighed«, mindske risikoen for »hvis nu…« og ikke lægge låg på en offentlig og kritisk debat om NSAs og andre efterretningstjenesters aktiviteter og grænserne for deres virke.

Det er der hårdt brug for i en verden, hvor vi alle befinder os i et digitalt panoptikon.