Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kunne man forestille sig en politiker sige »Nå ja, du har ret, jeg har taget fejl«?

Hvordan kan man overhovedet tro på en autoritet, der ikke kan tvivle? Hitler tvivlede ikke, diktatorer og despoter har det med ikke at tvivle. Dermed lytter de heller ikke.

Debat
Den uvidende har ikke ret på forhånd. Alligevel er uvidenhed og tvivl vigtigt i debatter, der forsøger at argumentere sig frem. Hvordan kan man tro på en, der ikke kan tvivle? spørger Gorm Harste. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Hvornår er det sidst set, at en politiker har udbrudt »nå ja, du har ret, jeg har taget fejl«? Seerne forsøger at følge med i Clement Kjersgaards hæsblæsende diskussionsshow og undrer sig. Mange tænker uvilkårligt »er det mig, der ikke forstår noget?« og fluks er temaet ændret, nye personer tropper op på podiet, nye tilgange, andre eksperter, andre partier, journalister, erhvervsfolk og vidende borgere.

Det samme sker i Deadline og ved forsamlinger. Langt ude i korridorerne og bag møderne kan man så høre tvivlen gnave – »ja, vi ved ikke rigtig«, »vi er faktisk på gyngende grund«, »det er også derfor, vi må læne os op ad EU-Kommissionen eller London eller Berlin«.

Den, der tvivler og ikke forstår, har ikke nødvendigvis ret. Det bliver ellers let en opfattelse i Jantelovs-landet Danmark. Den uvidende har ikke ret på forhånd. Alligevel er uvidenhed og tvivl vigtigt i debatter, der forsøger at argumentere sig frem. Hvordan kan man tro på en, der ikke kan tvivle?

Gorm Harste Fold sammen
Læs mere

Faktisk indgår tvivl helt grundlæggende i vores europæiske kultur og sågar i den kinesiske. Omtrent samtidig fandt græske filosoffer som Sokrates og Platon frem til, at tvivl rummer mere sandhed end påståelighed. Det ses også hos den vigtige kinesiske filosof og samfundstænker Laozi og i hans taoisme om den sort-hvide yin/yang-cirkel, der ligner en pandabjørn. Der er en anden side. Betænk den, inddrag den, forstå den! Sokrates gjorde tvivlen, hypotesen og den modsatte argumentation til en dyd.

Retssystem og filosofi

Senere optrådte denne tvivl i den europæiske domstolskultur og i højmiddelalderens filosofi om disputten. Opstil en hypotese og prøv at se, om det modsatte holder. Det er også derfor, vi har forsvarere og anklagere. Disputkulturens for/imod har været afgørende i den europæiske videnskab.

Senere blev den også fremmet af Reformationen i omegnen af Martin Luther. Han gik i harm strid mod påstanden om pavens suveræne ufejlbarlighed. Der er ikke nogen, der er suveræn, og allerhøjst kan man finde denne skråsikkerhed i det enkelte menneskes samvittighed og tro over for Gud.

Hvis man tror, at Jorden er flad, kunne man så ikke i stedet forestille sig, at den er rund? Tror man, at Jordens naturressourcer er ubegrænsede, kunne man så ikke forestille sig, at de var begrænsede? Naturen går ikke i debat med sig selv.

Vi kan alle være blinde. Det er umuligt for os at se, at vi ikke kan se det, vi ikke kan se. Vi kan blot prøve at tage højde for det. Men hvordan?

Vælgerne er lede og kede og trætte af politikernes skråsikkerhed. Men det er faktisk ikke den enkelte politikers fejl. Fejlen ligger indbygget i massemediernes debatkultur. En enkelt sætning kan blive citeret, blive brugt og misbrugt til ukendelighed. Otte sekunder er lang tid i en TV-avis: så politikerne bliver bange for at begå fejl i et bombardement af spørgsmål, som de straks skal svare på. Derfor dækker de sig ind i floskler og varm luft.

Den ufejlbarlige leder

I enkelte tilfælde ligger blindheden også i den såkaldte narcissistiske eller sociopatiske personkult om ufejlbarligheden hos lederen, der tror sig selv som pave.

Lad os prøve at forestille os en debatkultur, der går i stik modsat retning. Vend op og ned på hvad der kendetegner en god debat! »Re-volution« betyder »at vende op og ned«. Jeg prøvede det engang som repræsentant for statskundskaben i en debat med en filosofi-professor. Studenterne jublede af iver. Vi diskuterede EU og vendte vores standpunkt og argumenter om, så vi forsøgte hver især efter bedste evne at argumentere for den andens synspunkt. Vi byttede perspektiver.

Det ville jo være dybt pinligt for os begge, hvis vi ikke kendte modargumenter og kunne gå bag om overfladen på de mest velkendte synspunkter. Diskussionen kom derved til netop ikke at hæfte sig ved det trivielle. Den kunne foregå i et mere sagtmodigt og lyttende tempo. Den blev saglig, faglig og fornuftig.

»I disse dage ser vi et hav af politikere love langt mere, end de kan holde.«


Hvordan kan man overhovedet tro på en autoritet, der ikke kan tvivle? Hitler tvivlede ikke, diktatorer og despoter har det med ikke at tvivle. Dermed lytter de heller ikke. Men der skal ikke blot tales og besluttes, også lyttes, tvivles, grubles. Når først råd og rådgivning så er blevet ræsonabel, kan der foretages en rationel beslutning. At sætte fornuften i højsædet er at sætte tvivlen frem, at dokumentere den og at argumentere for meningen med den.

Diplomatisk tæft

Den politiske debat fanges alt for ofte, måske endda altid, ind i selvsikkerhedens fængsel. Gode diplomater er fortrinlige tilhørere til de mest umulige påstande, de kan nørkle med dem som en snedker med et gevind, indtil tingene alligevel kan fungere. Men vi kender ikke meget til denne diplomatiske tæft i den politiske debat. Faktisk bliver den jo da heller ikke på nogen måde tør og kedelig. Debatdeltagerne bruger al deres fantasi på at finde nye vinkler, som de forstår, og som modparten ikke regner med allerede er blevet forstået. Det er temmelig underholdende. Prøv det!

Pointen er at se på et forhold fra et andet perspektiv. Drikkevandsdirektiver, braklægning af jord, vindmøller og solenergi, energikilder i Norge eller Frankrig må alt sammen forstås ud fra andre og atter andre vinkler. Lige som irritation i Rusland og Ukraine, eller synspunkter om Leave og Remain i de skandaløst udiplomatiske Brexitforhandlinger i det britiske parlament. Vi må forstå, hvad der er problemet på den anden side af en grænse. Eller i et andet parti.

En journalist må forstå ekspertens perspektiv, og eksperten forstå journalistens. Vestjyderne må forestille sig københavnernes livsverden, de arbejdende de arbejdsløses og de arbejdsløse de arbejdendes. Lad erhvervslivet forstå menneskelivet, og lad menneskelivet forstå erhvervslivet.

Politisk hykleri?

I disse dage ser vi et hav af politikere love langt mere, end de kan holde. Der foreslås beslutninger om forhold, der ved nærmere eftersyn først skal gøre sig gældende længe efter valget, når alt er glemt, og andre dagsordener er kommet i søgelyset. Færre benzinbiler – men om 20 år. Politik er hykleri, har man sagt. Vælgerne får selvfølgelig mistanke om valgflæsk. Men må også forstå, at det politiske system skal kunne svare på alt. Det kan det ikke.

Lad derfor deltagerne skifte side, for eksempel i Clements debatcirkus. Få dem til at forstå hinanden ved slet og ret at bede dem om velargumenteret at tage modpartens standpunkt. Forsøg at se, om de faktisk til fulde har forstået det modsatte synspunkt.