Af Søren Kassebeer soren@berlingske.dk
Der er flere ting, der er skræmmende ved professor Frederik Stjernfelts skræmmende bog »Syv myter om Luther«. Hovedpersonen selv er skræmmende, ja. Men de myter om ham, som lever i bedste velgående, og som også er indeholdt i bogens titel, er også skræmmende. For hvordan i himlens navn kan det være, at vi stadig, sådan i al almindelighed, går rundt her i luthersk-evangeliske Danmark og omegn og tror, at Martin Luther var en slags åndelig forfader til såvel velfærdsstaten som adskillelsen af stat og kirke? Og hvordan kan det være, at den reformation, som den autoritære bondemordstilhænger og jødehader satte i gang for netop 500 år siden, figurerer i den politisk besluttede såkaldte demokratikanon over »centrale begivenheder, filosofiske strømninger og politiske tekster, der vurderes at have haft betydning for udviklingen af det danske folkestyre«?
Det skriger til himlen, og det er Frederik Stjernfelts store fortjeneste, at han - der ikke selv er teolog - så præcist, kildebaseret og letlæst sætter tingene på plads, ikke ved at fortælle noget, man ikke allerede vidste, men ved at fortælle en anden historie end den gængse om »den forlorne sødsuppeskikkelse«, som man samles om her i jubilæumsåret. Selv den mest inkarnerede lutheraner må blive rystet, om ikke andet så bare en lille smule, i sin grundvold. Læses bør bogen i hvert fald af enhver med interesse for religion, åndsliv og historie, og hvis den kan få teologer og andre op af stolene og fortælle, hvorfor Frederik Stjernfelt tager fejl, og hvorfor de stadig mener, at Luther var en guds gave til menneskene, så meget gerne, tak. Det kan kun blive underholdende. Måske ligefrem lærerigt.
Men lad os tage dem én for én, myterne:
1 Luther indførte religions, ytrings- og tanke frihed. Nej, siger Stjernfelt: »Teologiske ytringer, der gik ham imod, var djævelskab og skulle straffes med døden« og »heller ikke mere generelt var Luther vel tilpas med ytringer, der havde argumentets karakter«. Eller som Luther selv skrev: » ... altså skal fornuften dræbes i alle som tror på Kristus, ellers har troen ingen plads hos dem, for fornuften kæmper mod troen«.
2 Luther indførte skellet mellem stat og kirke. Nej, siger Stjernfelt. »Det er næsten den mest ejendommelige af vores syv myter, for Luther skabte i Sachsen en helt ny type statskirke, tæt sammenvævet med fyrstestaten, under kurfyrstens beskyttelse og med ham som kirkens øverste biskop«.
3 Luther bidrog til demokratiets fremvækst. Nej, siger Stjernfelt, der kalder påstanden for »surreel« og peger på den demokratikanon, vi nævnte indledningsvis, som et udtryk for mytens sejlivede popularitet. Og det var ikke, fordi der ikke var tanker i Luthers samtid, der handlede om retsstaten, lighed for loven og andet, der pegede fremad mod moderne demokrati, for det var der. Men hos Luther? Nej. »Undersåtternes ubetingede lydighed over for den fyrstelige øvrigheds guddommelige udøvelse - det var Luthers politiske doktrin,« skriver Stjernfelt, og selv skrev Luther bl.a. sådan her om de bønder, der havde gjort oprør mod den fyrstelige undertrykkelse: »Bønderne ville heller ikke høre; lod sig intet sige. Så måtte man åbne ørerne på dem med bøssekugler, så hovederne sprang i stykker«.
4 Hekseprocesserne var katolske, ikke lutheranske. Nej, siger Stjernfeldt. »I Danmark begynde hekseafbrændingerne simpelt hen med indførelsen af lutherdommen«. Luther selv skrev bl.a., at »Heksene skal man dræbe, for de er tyve, horkvinder, røvere og mordere«, og ifølge Stjernfelt havde den lutherske optagethed af hekse at gøre med kvindens rolle i hans teologi. Luther skrev f.eks. et sted: »Kvinden skal være hjemmets hersker, det viser skaberværket ved at de har en bred bag og lår, så de skal sidde stille.« Og videre: «Åndsevner ville vi ønske de havde, men vi er nødt til at tåle dem som de er«.
5 Luthers antisemitisme havde ingen effekter. Forkert, siger Stjernfelt. Dels var den absurd i sin voldsomhed og sin vulgaritet, jvf. f.eks. dette Luther-citat: »Salme 81 siger: åbn munden, så skal jeg fylde den. Men jøderne kneb mund, øjne, ører og næse sammen af alle kræfter og hele deres hjerte. Så kom djævelen, og for ham spærrede de øjne, svælg, ører, hjerte og alle sanser op. Da sked og sprøjtede han dem så fulde, at de flød over af djævlelort alle steder. Det får dem til at smaske af hjertens lyst, som svin. Sådan vil de have det«. Dels fik Luther, skriver Stjernfelt, »imprægneret lutherdommen med et potentiale af stærkt og intensivt jødehad«. Hvilket ikke mindst de lutherske kirkers udbredte begejstring for nazismen flere hundrede år senere var et alt for tydeligt udtryk for.
6 Luthers mørke sider var bare sådan, som tiden nu engang var. Nej, siger Stjernfelt. »I en vis forstand er tidsånds-argumentet så enfoldigt, at det næppe er værdigt at vie en større principel tilbagevisning. Alligevel møder man det konstant, selv hos højt uddannede og begavede personer, som næppe selv nogensinde kunne finde på at underkaste sig nogen tids ånd.«
7 Luthers mørke sider havde ingen effekter. Forkert, siger Stjernfelt og peger i den forbindelse på, at tyske protestanter dokumenterbart i langt højere tal end katolikker var motiverede for at støtte nazismen. »Der er ikke anden konklusion,« skriver Stjernfelt, »end at den politiske orientering i verdens førende lutherske kirker og deres menigheder var en forudsætning for den nazistiske magtovertagelse«.
Har Luther da slet ikke gjort noget godt, spørger Stjernfelt afslutningsvis og peger herefter på, at han da f.eks. var »stærkt medvirkende til at bryde kristendommens dominans i Vesten«, og at »denne pluralisering af kristendommen blev et ferment for sund skepsis, for oplysning, for selvstændig tænkning.« Altså alt det, som Luther selv så indædt bekæmpede.
Intet er så ondt, at det ikke er godt for noget. Heller ikke Luther. Selv om det kan synes tæt på.
Syv myter om Martin Luther
Forfatter: Frederik Stjernfelt. Sider: 176. Pris: 99,95 kroner. Forlag: Gyldendal
