Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den fri debat er en fest

Der er nok af ting at være skeptisk og kritisk over for, men pessimismen har aldrig haft ringere kår end i dag, hvor risikoen for at blive modsagt konstant er til stede. Det kan vi til dels takke sociale medier for. Men først og fremmest os selv.

De sociale medier gør ikke verden mere sandfærdig eller det modsatte. Men de gør påstande mere gennemsigtige og nødvendige at kunne argumentere for. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris

I aften, lørdag, skal jeg til fest med en af de mest livsbekræftende og optimismebefordrende flok mennesker, jeg kender. Det er en stor, løs gruppering af overvejende lidt yngre og temmeligt politisk engagerede folk, der i hvert fald spænder fra erklærede medlemmer af SF over stålsatte socialdemokrater til ærværdige konservative, løsslupne Liberal Alliance-folk og udefinerbart partiløse som blondinen og mig. Venstre er der dog næppe så mange fra – det er ordentlige mennesker – men der kan sagtens gemme sig sympatisører med Enhedslisten ude i ligusterhækken eller venner af DF dybt nede i sofaerne, og der vil i øvrigt være repræsentanter for talrige køn og mindst fire forskellige verdensreligioner (ateister inklusive).

Eller gemme og gemme. Festen i denne sammenhæng er ikke mindst, at selv om – eller netop fordi – meningsbølgerne sagtens kan gå endog meget højt, giver det ikke mening at gå stille med noget som helst. Og da slet ikke sin egen holdning eller vilje til at blive modsagt.

Jakob Levinsen Fold sammen
Læs mere

I særdeleshed med min alder og baggrund kan man nærmest kun gå derfra – forventeligt henne omkring solopgang søndag morgen – med troen på demokratiet, dannelsen og fremtiden inderligt bestyrket, for ikke at sige galvaniseret. Jeg er vokset op i en bedsteborgerlig familie, hvor ungdomsoprørets hashstinkende barbarer og deres marxistiske langhårsmusik tilsyneladende lå på lur umiddelbart uden for den havelåge, vi ikke havde. Siden kom jeg til at læse humaniora og færdes i den københavnske medie- og kulturelite, hvor man til gengæld stort set konstant levede på lånt tid, mens åndløse nationalister i skrårem og popstøvler beskar vores støttemidler, censurerede vores knækprosa og generelt gjorde sig klar til at genindføre 1930erne på fregatten Jylland.

De halvvoksne kan altid være bange

Ikke for det, også i dag kan man sikkert finde masser af endog meget forskellige grunde til at vride sine forknytte hænder og vende øjnene mod den himmel, man muligvis alligevel ikke tror på. Alt efter temperament og retningen af ens manglende udsyn kan der jo være både Trump, Putin, Alternativet, Nye Borgerlige, EU, Brexit, fake news, Forfatterskolen, Harry Potter, islam, porno, hipsterskæg, silikonebryster, rygere, ikke-rygere, DR, Spotify, klimaforkæmpere, klimafornægtere, feminister, hulemænd, sociale medier, gamle medier, veganere, kødbjerge, de røde, de sorte, de grønne, de gule og de regnbuefarvede at frygte og foragte. De halvvoksne kan altid være bange.

Vist er der da nok af ting og folk og fænomener at være skeptisk og måske ligefrem hvæsende kritisk over for. Kulturkløften ligger bare ikke mellem højre og venstre eller mellem storby og provins, eller hvor man nu traditionelt vælger at plante sine grådkvalte stråmænd og mobilisere sine falske »vi'er«. Den ligger mellem jubelpessimisme på den ene side og vilje til samtale på den anden.

Det er i høj grad takket være nye medier af alle mulige slags. Ikke fordi de i sig selv gør verden mere sandfærdig eller det modsatte. Men fordi de gør påstande mere gennemsigtige og nødvendige at kunne argumentere for.

Fake news, pøbelvælde og den slags er jo mildest talt ikke noget, som Mark Zuckerberg eller Vladimir Putin har opfundet. Der går en lige linje fra vore dages bogstavelig talt livsfarlige vaccinationsmodstandere tilbage til alskens okkulte sekter i civilisationens tidligere faser. Ligesom ikke helt få krige i historien er blevet indledt (eller magthaveres eftermæle beseglet) ved den rigtige misinformation på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og det uanset at hverken Bismarck eller Stalin var på Twitter.

»Uanset hvilke fjendebilleder og kilder til grundangst man måtte føle trang til at fremture i, er risikoen for at blive modsagt med kvalificerede argumenter konstant til stede.«


Til gengæld er der i helt anderledes grad kommet umiddelbar og kontant afregning, og pessimismen har aldrig haft ringere kår. De ekkokamre, der gerne tales om i forbindelse med sociale medier – og som mildest talt også har mange fortilfælde lige fra obskure kulter til min ungdoms studenterpolitik – er i dag blevet helt og aldeles porøse. Uanset hvilke fjendebilleder og kilder til grundangst man måtte føle trang til at fremture i – fortsæt selv listen ovenfor – er risikoen for at blive modsagt med kvalificerede argumenter konstant til stede.

Det samme er muligheden for at møde flinke folk med synspunkter, man til at begynde med – men ikke nødvendigvis i det lange løb – er flintrende uenig i. Til gengæld må man så også selv være i stand til at tale sin sag for andre end indforståede. Kun i ekkokamrene gider nogen høre dig skrige.

Så på et eller andet tidspunkt sent i aften vil jeg givetvis forsøge at holde balancen på et papvinsglat køkkengulv, mens en slipseklædt SFer underholder sig med en meget lidt burkaklædt borgerlig indvandrerkvinde, jeg selv argumenterer for Bob Dylan som skønsanger og finkultur som en betonliberal mærkesag (eller omvendt), og atter andre prøver at danse Socialdemokratiets eventuelle valgstrategi. Det bliver heldigvis en lang nat.