Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det er på tide at genopdage den borgerlige sjæl

Det burde aldrig have været borgerlig politik at skele til, hvor folk kommer fra, eller hvilken religion, de praktiserer. Det burde være borgerligt at anerkende mennesket i enhver.

Johannes Vermeers malerier fra de stille stuer, hvor dagslyset falder blidt ind fra siden, er billeder af borgerlighedens sjæl, skriver Jens Christian Grøndahl. Den hollandske kunstmaler levede 1632-75. Billedet »The Milkmaid« malede han i 1657-58. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHRISTIAN HARTMANN/REUTERS/RITZAU SCANPIX

Borgerlig, hvad vil det sige? Enhver af os er borger, og i demokratiet er borgerne ligeberettigede. Det udelukker ikke klasseforskelle, men det betyder, at medfødte privilegier må vige for flid, evner og vilje. Det indebærer også, at alle, uanset hvor flittige, dygtige og ihærdige de er, har krav på den samme respekt. Det enkelte menneskes værdighed er i det borgerlige demokrati udgangspunkt og målestok for al politik.

Den sociale baggrund og de materielle vilkår spiller ind på vores udfoldelsesmuligheder, men ud fra en borgerlig betragtning defineres individet ikke af sine forudsætninger. Friheden har højeste prioritet for det borgerlige jeg. Friheden til selv at forme sit liv. Men alle er ikke lige stærke og talentfulde. Frihed uden fællesskab er for de stærke ensbetydende med retten til at trykke sig selv af. For de svage er det et frit fald ned i utrygheden.

Fællesskabet forpligter til hensyn og solidaritet, men det gør friheden også. Din frihed trækker grænsen for min. Uden respekten for den andens værdighed bliver friheden gold og ensom.

Jens Christian Grøndahl Fold sammen
Læs mere

Dynamikken mellem frihed og fællesskab er vital for demokratiet. Politik handler om at afveje frem og tilbage. Derfor er det stadig meningsfuldt at skelne mellem højre og venstre. Man må kende sit udgangspunkt og anerkende modstanderens.

De meget liberale opfatter friheden som en modsætning til fællesskabets snærende bånd. Betragter man nutidens borgerlige, er der imidlertid en anden, mere paradoksal modsigelse, der springer i øjnene.

Ingen er så besatte af det gode livs rammer. Som om vi alligevel er ét med vores vilkår. Man passer sit luksusforbrug og disciplinerer sin krop. Den administrerende direktør gør sig til af, at han deltager i Iron Man, det er nærmest obligatorisk. Det forlyder ikke, om han også læser bøger. Fortrolighed med Thomas Mann er langt fra at være et succesparameter, men sådan har det ikke altid været. Tværtimod er tanken om sjælens frihed og dannelse lige så gammel som demokratiet.

Da Athens bystyre i 399 før Kristi fødsel dømte Sokrates til døden, var det et tidligt eksempel på modsætningen mellem kollektiv følgagtighed og åndelig stræben. Filosoffen havde villet lære sine medborgere at tænke selv. Indse, at det sande, det gode og det skønne er evige værdier hævet over det materielle livs flygtige blændværk. Det var for stærkt. Han fordærvede ungdommen, hed det, men før han tømte bægeret med skarntydesaft, holdt han en tale, der har været eksamenspensum i 2.000 år.

Det er en historie om eneren over for gruppen, men også om idealer og selvopofrelse over for forfængelighed og dovenskab. Ifølge Sokrates var det, vi kalder virkeligheden, for blændværk at regne sammenlignet med de evige ideer. Lige siden har demokratiet udviklet sig i dynamikken mellem åndsliv og pragmatisme.

Samtidig med, at bankvæsenet vandt frem i renæssancens italienske bystater, opfandt Dante den europæiske litteratur ved at digte på sit modersmål. Det borgerlige samfund og den verdslige kunst fulgtes ad. Kunstnerne var ikke længere henvist til at formidle religionens dogmer eller hylde den feudale magt. Kulturen flyttede sit fokus fra fællesskabets ydre verden af nødvendighed og tvang til det enkelte menneskes indre verden af følsomhed og fantasi.

I 1600-tallets Holland fandt de rige købmænd status i at samle på billeder af bønder, der står på skøjter, eller en pige, der læser et brev. I de følgende århundreder udvikledes et sensitivt sprog for det nære liv. Værdigheden i det almindelige, fjernt fra historiens valplads eller magtens pomp og pragt. Vermeers malerier fra de stille stuer, hvor dagslyset falder blidt ind fra siden, er billeder af borgerlighedens sjæl.

Johannes Vermeers maleri »The Milkmaid«, som det tager sig ud, når det ikke er beskåret, hvad redaktionen beklager, vi har været nødt til i toppen. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHRISTIAN HARTMANN/REUTERS/RITZAU SCANPIX.

De katolske biskopper havde sjældent set andet i kunsten end en propagandamaskine, og i Reformationens kirker var æstetikken en uvelkommen afledning. Adelen har under alle omstændigheder altid foretrukket at gå på jagt. Det blev borgerskabet, der kom til at hylde kunsten for dens egen skyld og give den en ny plads i samfundets midte. I det 19. århundredes humanistiske borgerlighed var formuepleje kun den nødvendige forudsætning. Aldrig et mål i sig selv.

Her i landet er navne som Hirschsprung og Jacobsen emblematiske for et dannet kulturborgerskab, der har været på retur lige siden. Fortrængt af en økonomisk overklasse, der kulturelt er sunket ned på det proletarniveau, som Julius Bomholts oplyste socialdemokrater i sin tid hævede sig over.

Det værste er, at også socialdemokraterne har sluppet tanken om kunsten som fællesmenneskeligt anliggende til fordel for den sterile modstilling af elite og folkelighed. Inden for idræt er det stadig tilladt at være elitær, hvorimod det bliver taget som en fornærmelse, hvis kunsten ikke er umiddelbart tilgængelig og fordøjelig for alle.

Smagsdommeri, hedder det, hvis man, efter at have brugt et liv på at dygtiggøre sig, ikke lægger sig fladt ned for den forudsætningsløse masses utålmodige krav om at få bekræftet – ikke udfordret – sine forventninger.

Markedskræfterne har fået samme status, som det guddommelige forsyn havde i den førmoderne æra, og de sociale medier skubber på. Det handler ikke længere som hos Sokrates om at udvikle sjælen og tænke selv. Værdigheden bliver en akavet overlevering, når selvværdet afhænger af likes og klik.

Spørgsmålet er så, om vi kunstnere bærer en del af ansvaret for kunstens marginalisering. Hvis vi ikke selv tror på det gode, det sande og det skønne, hvorfor skulle andre så gøre det? Hvis Kunstakademiets professorer kun af navn udgør en elite, men ingen af dem kan tegne, hvorfor så ikke bare lukke og slukke?

I det 20. århundrede blev den borgerlige humanisme gjort til skamme af verdenskrigenes barbari. Efter skyttegravenes giftgas var det gode, det sande og det skønne bare tomme ord. Filosoffen Nietzsche havde allerede konstateret Guds død. Frigjort fra kristendommens åg kunne mennesket nu hengive sig til den animalske livslyst. Der var ingen mening, alt var et spørgsmål om fortolkning.

Den franske forfatter Albert Camus tog Nietzsche til sig, men i hans version blev meningsløsheden et ensomt, tragisk vilkår. Så kom den tyske besættelse, og han gik ind i modstandsbevægelsen. Krigen tvang ham til at blive politisk. Han genopdagede fællesskabet. Hvad frihed og retfærdighed betyder.

I dag smiler de intellektuelle ironisk ad Camus’ patos, men måske skulle vi tage at læse ham igen. Når isbjergene smelter, og det halve Afrika vandrer mod nord, når antisemitismen vender tilbage, og den demografiske forandring gøres til et valg mellem islamofobi og multikulturalisme, er der brug for et borgerligt åndsliv. En tro på, at værdigheden er universel.

Ja, det handler stadig om værdighed, men det handler også om den kultur, der gennem Europas historie var værdighedens udtryk. Uden dannelsen som fælles sprog for demokratiets ånd bliver vi stumme. Når vækst er alt, okkuperes det kulturelle tomrum af identitetspolitikkens småtskårne og hadefulde tale.

Det burde aldrig have været borgerlig politik at skele til, hvor folk kommer fra, eller hvilken religion de praktiserer. Det burde være borgerligt at anerkende mennesket i enhver. Betone friheden til at vælge sit liv, skabe sin egen identitet. Stille de samme krav til os selv, som vi stiller til den fremmede.

Danskerne valgte fællesskabet ved folketingsvalget 2019. Umiddelbart blev resultatet en skuffelse for det blå Danmark, men valgets udfald maner også til besindelse. Det er på tide at genopdage den borgerlige sjæl.