Valget fik DF til at ligne modløse levebrødspolitikere. Nu vil Morten Messerschmidt bekæmpe kulturløse liberalister og røde partier

Folketingsvalget fik Dansk Folkeparti til at ligne ideforladte mosefund uden kontakt med vælgerne. Nu er Morten Messerschmidt på en mission for at genantænde gløden i den nationalkonservative værdikamp. For ham er det afgørende at udrydde enhver tvivl om, at Dansk Folkeparti er et borgerligt parti.

»Det konservative udgangspunkt er, at der er en fælles norm. At man taler pænt. At der er en velbevandret i, hvad der er dansk historie og arv,« siger Morten Messerschmidt (DF). Linda Kastrup

Man kan ikke mærke på Morten Messerschmidt, at Dansk Folkeparti har lidt et af partiets bitreste nederlag i nyere tid. Han virker ukuelig og kamplysten. Som en mand der er på mission for at genrejse et faldent Dansk Folkeparti som danskernes foretrukne borgerlige, nationale og konservative parti.

Efter årelange flirterier mellem Thulesen Dahl og Mette Frederiksen er danskernes billede af DF nemlig blevet for mudret.