Engang langede han ud efter homo-prides og EU. Nu vil Alex Vanopslagh omskabe det borgerlige Danmark

Efter valgmassakren på Liberal Alliance er 27-årige Alex Vanopslagh blevet katapulteret ind i rollen som manden, der skal genrejse det liberale Danmark. Hvordan ser det borgerlige projekt ud for en ung provokatør, der engang har slået sig op på EU-modstand og påstande om, at kvinder vil domineres i sengen?

»Jeg mener jo, at det borgerlige projekt i de kommende år må være at finde ud af, hvor staten som system i gåseøjne »undertrykker« borgerne,« siger Alex Vanopslagh, der er ny formand for Liberal Alliance. Søren Bidstrup

På Christiansborgs gange står de opstablede flyttekasser som vraggods. Forhenværende folketingsmedlemmer, der ikke klarede skærene i det store blodbad, er ved at rømme Liberal Alliances kontorer.

Folketingsvalget udartede sig til en katastrofe for Liberal Alliance. Partiet gik fra 13 til fire mandater, og partiformand og udenrigsminister Anders Samuelsen røg helt ud af Folketinget. Efter valget rettede Henrik Dahl, der klarede at blive genvalgt, en hård kritik mod partiledelsen, som han beskyldte for nepotisme og topstyring. Siden undskyldte Dahl sin bandbulle.