Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den danske angst for opdragelse

Claus Holm: Vi mangler voksne, der tør tage et opdragelsesansvar. Sådan lyder det fra to norske forskere, der er aktuelle med bogen »Angsten for opdragelse«. Det gælder også her i Danmark.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ordet opdragelse er reaktionært. Voksne skal skam ikke opdrage mere. I hvert fald ikke officielt. I stedet er ambitionen, at forældre fører ligeværdige samtaler med deres kompetente børn. Denne ligeværdighedsideologi dominerer danskere. Årsagen er en historisk succes med at udviske forskelle mellem gamle og unge, mellem forældre og børn og mellem lærere og elever. Succesen er opnået ved at demokratisere opdragelsen i hjemmet, daginstitutionen og skolen. Alle skal være med. På lige fod med andre. Men medaljen har en bagside. Angsten for opdragelse hedder den - og det er titlen på en ny norsk bog af filosoffen Arne Vetlesen og pædagogen Per Bjørn Foros. I bogen beskriver de to forfattere de kedelige konsekvenser af, at den antiautoritære pædagogiske tradition har sejret.

Den første konsekvens er, at opdragelse er sendt i skammekrogen. I dansk sammenhæng viser undersøgelser, at pædagoger og lærere er præget af, hvad man kunne kalde en bestemt type af opdragelsesskam. Det betyder, at de helst undgår vrede, skældud og at fremstå som magtfulde autoriteter overfor børn. I stedet er idealet, at de står for en positiv og anerkendende tilgang til børn. Det kan altså godt være, at danske voksne, lærere og pædagoger stadig opdrager, men de sørger for ikke at stå ved det eller at skamme sig over at gøre det, hvis det ikke kan ske med det gode.

Ifølge de to norske forskere hænger det sammen med, at vi har skabt autoritetsforskrækkede voksne, der ikke står frem som tydelige, beslutsomme og ansvarlige voksne. Gør de det, bliver de udpeget som forældede forældre, der bilder sig ind at være forbillede for deres børn. Og hvem tør være forbillede i en verden, hvor vi fortæller hinanden, at det vigtigste er, at alt forandrer sig. Ikke mange. Det er børns omstillingsparathed, ikke voksnes erfaringer, der dur. De voksne har derfor abdiceret fra rollen som autoriteter. Overraskende er det ikke. Når voksnes autoritetsudfoldelse i godt 50 år har været en samfundsfjende, skaber det et opdragelsesmæssigt vakuum. Den anden kedelige konsekvens af at udviske forskellen mellem voksen og barn er kombinationen af voksnes ansvarsflugt og belastning af børn med for stort ansvar. Problemet opstår, når børn bliver tildelt et ansvar, som de ikke er modne til at tage. Selv om børn, som noget helt naturligt, tror, at de kan lære af voksne, hvordan ting gøres, er det lykkedes os at bilde børn ind, at det vigtige er, at de selv træffer stadigt flere valg stadigt tidligere. Det er 1990ernes idé om det kompetente, der har rystet rækkefølgen: først modnes man, så bliver man myndig. Det betyder, at evnen til at skelne mellem myndige voksne og umyndige mindreårige er svækket. Konsekvensen er voksnes ansvarsflugt. For eksempel når man gør mindreårige strafbare og fritager voksne for det ansvar, deres myndighed ellers tilsiger. Men vi ser også en anden konsekvens, nemlig at børns modningsprocesser forceres eller helt springes over. Det fører til, at børn træder ind som opdragere af deres forældre og desværre også til såkaldt forstrakte børn, der er gammelkloge, alvorlige og bærer af stor ensomhed. Det er helt galt.

Børn har brug for at få lov til at være børn sammen med voksne, som de stoler på tager ansvar for deres fremtid. En rigtig voksen skal ifølge de to norske forskere kunne sige: »Glæd dig til det, du har foran dig. Det er det, du skal overtage, når min tid er omme.« Og i hvert fald skal han ikke slå korsets tegn foran sig og sige: »Godt, det ikke er mig, der er ung i dag.«

Men hvor er de voksne, som tør bruge ordet opdragelse? Ikke ret mange steder. Årsagen er, at opdragelsen bliver sat lig med at være et autoritært udtryk. Det skete for nylig, da udkastet til SFs principprogram blev kritiseret for formuleringen om, at enhver myndig borger blandt andet har pligt til at opdrage sine børn. Meget sigende for den danske opdragelsesangst endte SF med at vedtage et nyt principprogram, hvor ordet opdragelse blev fjernet.

Det understreger en hovedpointe fra bogen Angsten for opdragelse: Vi er ikke i stand til at skelne mellem gode og dårlige autoriteter mere. Når den anti-autoritære pædagogik og politik ikke alene sejrer, men sejrer ad helvede til, sætter mange uden videre ord som opdragelse og autoritet lig med at være gammeldags, paternalistisk og bedrevidende. Resultatet er, at vi forveksler autoritet med en autoritær voksenperson, der opdrager til ufrihed og lydighed. Det er et samfundsproblem.

Ifølge de norske forskere løser vi problemet ved igen at skelne mellem en autoritetsperson og en autoritær person. Den autoritære person kræver lydighed, når han siger: »Du skal gøre, som jeg siger, du skal, fordi jeg siger det.« En person med autoritet har en anden tilgang: »Jeg vil blande mig i dit liv ved at overbevise dig om, hvad der er rigtigt og forkert, at du gør.« Det sidste sker ved, at opdrageren optræder med tydelighed, når han forsøger at overbevise sig selv, sine børn eller elever om, hvad der er respektabelt at gøre. Det sker, når voksne yder modstand og siger nej til deres datters ønske om at købe et for seksuelt udfordrende stykke tøj. Eller når en lærer med faglig autoritet afstår fra at psykologisere undervisningssituation ved at gøre den til et spørgsmål om elevernes selvværd. Men i stedet udvikler elevernes faglige selvrespekt, der så i øvrigt, som sekundær gevinst, giver selvværd.

Så hvad er det, at folk, der ikke kan lide ordet opdragelse, ikke har fattet? For det første fatter de ikke, at det 20. århundredes progressive antiautoritære projekt med at skabe de ligeværdiges samfund, er indløst. Man løber ganske enkelt åbne døre ind, når man stadig udråber autoritær opdragelse som fjenden. For det andet ser de ikke altid deres egen selvmodsigelse, når de kritiserer idéen om opdragelse og stadig taler varmt for et stærkt samfundsmæssigt fællesskab. For fællesperspektivet kræver modet til opdragelse, der handler om at voksne overfører bestemte værdier baseret på opdragerens egne værdiopfattelser eller på fælles værdier i samfundet.

Det har vi i det danske samfund, i det norske samfund og for den sags skyld i alle de lande, der har haft held med at erstatte idéen om ligeværd mellem kompetente mennesker med idéen om, at voksne opdrager deres børn.

Idéen om det kompetente barn har siden 1995, hvor forfatteren Jesper Juul udgav bestselleren om det kompetente barn, fået mange voksne i hele Norden til at hævde, at det vigtigste var et ligeværdigt og gensidigt forhold mellem barn og voksen. Men der er to ting, man - på linje med de to norske forskere - bør hæfte sig ved. For det første var Jesper Juuls bog et opgør med barn-voksen forholdet, som man kendte det tilbage fra 1950erne og 1960erne. Bogen handler derfor om et opgør med fortidens forældretyranni. For det andet er det sådan, at Jesper Juuls bud på børneopdragelse i dag er fuldstændig ukontroversielt.

I dag har vi rent faktisk at gøre med en forældregeneration, som ikke har selv har erfaringer med lydighedsfikserede forældre. Snarere har denne generation - børn af ungdomsoprøret - gjort sig erfaringer med at være ligeværdige med deres børn. Forældretyranniet er kort sagt afløst af idéen om ligeværdighed. Men denne idé kan også være tyrannisk. F.eks. hvis den ikke levner plads til en debat om, hvori voksnes stadige ansvar for at opdrage består.