Stole her og der og alle vegne. Den private koncertsal på Islands Brygge kan ikke klage over interessen. Men han er jo også den hjemvendte søn:
Bo Skovhus har stået på alverdens scener. Han har sunget opera med selveste Anna Netrebko i hovedrollen. Han har sunget operette med selveste Bryn Terfel ved sin side. Han har sunget romancer med selveste Daniel Barenboim ved klaveret.
I disse dage der står der så Amager, Værløse og Espergærde på hans kalender:
Den verdenskendte vestjyde tager rundt og serverer romancer for sine landsmænd og ditto damer. Romancer af Schumann - den travle tysker ville være fyldt 200 i år. Endda med specialisten Helmut Deutsch ved klaveret.
Bo Skovhus kommer tæt på sådan en aften. Manden runder det halve århundrede om et par somre, men har aldrig set mere dynamisk ud. Han ligner stadig en finkulturel jægersoldat. En følsom sjæl med hår på brystet.
Og han kan stadig det med liederne. Nogle sangere er bedst til store operaer, til store rum, til det store udtræk. Andre er bedst til enkle sange med klaver. Bo Skovhus rimer på begge dele. Hvilket i sig selv har gjort ham til en klassisk kendis i klodeklasse.
Den største udfordring
Hvordan lytter man bedst til lieder?
Lytterne har mødt større udfordringer i livet. Den kloge arrangør har også trykt teksterne i aftenens program, måske endda med oversættelser - bare så man får det fulde udbytte af Kerner, Goethe og hvad digterne ellers hedder.
Nej: Den største udfordring står sangeren selv med. Rigtig mange liedkoncerter begynder lidt spagt, lidt uroligt, lidt klemt.
Ikke engang Bo Skovhus er en undtagelse fra den regel. Han folder sig kun halvt ud i de første minutter den mandag. Klemmer en smule om sin stemme. Giver for lidt plads til luften i sig selv.
Eller hvad? Måske vil han det sådan. Allerede sang nummer to lyder helt anderledes. Hans læber former den ene fantastiske vokal efter den anden.
Så fra »Stille Liebe« har han salen i sin mundhule. Han breder sig ud, gør stemmen glattere, lader musikkens forskelle komme af sig selv. Og den underskønne »Stille Tränen« høres med en af verdens bedste liedsangere. Indser man nu.
Og det fortsætter bare. Sang efter sang. Bo Skovhus rammer stemningen præcis hver gang.
Publikum i Bryggens koncertsal er dejligt kultiveret. Folk springer ikke op og hujer efter hver anden sang. Man sidder ordentligt og hører manden færdig. En lille ting, måske - men sjælden efterhånden.
Lidt mere varme
Den danske verdensbaryton virker mere personligt nærværende efter pausen. Man kan pludselig mærke, hvad man ellers har savnet: Lidt varme i hans smil, varme i hans fortolkning, varme i hele situationen.
Så de to håndfulde sange til sidst slår alt den aften. Vel også fordi Skovhus har sat dem sammen selv. Fordi rækkefølgen er hans eget værk.
Om man kunne ønske sig mere? Lidt mindre kølig professionalisme, måske. Plus måske en lynhurtig eller knap så højtidelig sang. For man trænger efterhånden til et åndehul midt i denne to timers uigennemtrængelige patos af verdenssmerte og romantisk ironi.
Men det kommer alt sammen: Aftenens andet sidste ekstranummer bliver »Der Soldat«, endda til et digt af H.C. Andersen - thi sådan en sang har berømte Schumann også skrevet.
En lidt jævn sang. En lidt sentimental sang. Hvor godt.
