Robbie Williams
Telia Parken, mandag
★★★☆☆☆
»God bless our Robbie / He is so well hung« gjaldede det med pomp og pragt ud i Parken. Melodien var Melodien var Elgars patriotiske britiske »Land of Hope and Glory« - ordene umiskendeligt Robbie Williams’ egne. Det var top fjollet og prætentiøst på den meget uprætentiøse måde. Og som sådan en passende intro til den 43-årige popsangers lallede koncert-comeback i Parken mandag aften.
Eller koncert er måske så meget sagt. Jo, der var da musik og noget, der lige akkurat kunne kategoriseres som sang fra den noget stakåndede gorilla med gavflabe-glimtet i øjet oppe på scenen. Men mest af alt var der tale om et udstyrsstykke af et show fuld af gøgl, fis og ballade og selvfornedrende slapstick-humor i den britiske tradition.
Sådan har Robbie kørt millionbutikken i årevis, og eftersom hans repertoire består af mere eller mindre det samme kuld gamle 15-20 år gamle hits garneret med et par stykker fra seneste plade, er det mest af alt scenografien, plathederne og de skøre optrin, der kan overraske fra tour til tour.
Fungerede det så? Tja, hvis man synes, det er morsomt at se en voksen mand løfte op i sin kilt for at fremvise sin bulne gylp, var man nok godt underholdt. Publikum hylede i hvert fald af grin, hver gang han spillede fransk, undskyld engelsk, klovn.
Han væltede huset, da han tog titlen på Sinatra-schlageren »Something Stupid« helt bogstaveligt ved at hive en kvinde fra publikum op på scenen og give hende en grim ansigtsmaske på, der samtidig fik hende til at lyde som en tonedøv trold, når hun stemte i på sin del af duetten. Ren revy.
Om George Michael fik vi at vide, at Robbie ville sutte hans lem, første gang han så ham, mens han efter »Kids« gjorde nar af både sin alder og vægt: »Jeg føler mig gammel og fed, når jeg synger den sang. Man ved, man er gammel, når man ser porno og med det samme tænker, at den seng ser godt nok behagelig ud.« Haha. Super sjov onkeljoke.
Artiklen fortsætter under billedet...
Når Robbie insisterer på at kalde sig entertainer fremfor sanger, forstår man ham godt. Hans timing er god - det er trods alt ikke let af levere standup i stadionformat - og plathederne til trods var det et ganske underholdende show, der blev hjulpet godt på vej af nogle gigantiske storskærme formet efter Robbie i boksende profil, seks røvrystende danserinder og gæster i form af hans egen far (semi-rørende) og Peter Schmeichel på akustisk guitar (helt malplaceret).
Men musikalsk er og bliver Robbie Williams en letvægter. »Angels« og »Feel« er fine radio-ballader. »Come Undone« og »Millennium« er også udmærkede kompositioner. Men så var der heller ikke meget mere at komme efter denne aften, og i stedet måtte han ty til sit håbløst inferiøre cover af George Michaels »Freedom 90« samt gamle swing- og crooner-sager som den grænseløst irriterende »Minnie The Moocher« og gudhjælpemig Sinatras store slagnummer »My Way«.
Det var langt fra overbevisende. Og det blev ikke gjort meget bedre af, at Robbies stemme var så slidt, at han lod publikum og korpigerne synge indsatserne på mange af de store omkvæd.
Tyndt. Og slet ikke noget at grine af.
