Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Varm luft fra muslimer og kristne

Claus Thomas Nielsen: En såkaldt kontaktgruppe for kristne og muslimer har i Berlingske 23. maj begået en kronik som består af lige dele varm luft og tvetungethed.

Kan det mon passe, at Abdul Wahid (billedet) og de øvrige muslimske skribenter i kronikken d. 23. maj gør fundamentalt op med koranens forhold til loven, skriver Claus Thomas Nielsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De skriver f.eks: »Friheden til at give udtryk for en religion eller tro må kun underkastes sådanne begrænsninger, som både er foreskrevet ved lov, og som er nødvendige af hensyn til den offentlige sikkerhed, orden, sundhed eller sædelighed eller andres grundlæggende rettigheder og friheder.« For de kristne kronikører, deriblandt den religiøse relativist Anders Gade­gaard, er dette formentlig (og forhåbentlig) varm luft i en grad, så en CO2-kvote er påkrævet.

Men hvad betyder denne gummitale mon i munden på de muslimske lærde? Langt hovedparten af verdens muslimer, og så godt som alle muslimske lærde, mener i hvert fald at de »lovmæssige begrænsninger« også – således som koranen foreskriver – skal bestå i forbud mod konvertering(shariaen kræver dødsstraf), afskaffelse af religiøs ytringsfrihed, andenrangsstatus for ikke-muslimer, osv. Kan det mon passe, at Abdul Wahid og de øvrige muslimske skribenter i kronikken gør fundamentalt op med koranens ganske umisforståelige tale om disse ting? I så fald er de ikke længere muslimer og vil miste al opbakning i muslimske miljøer. Så mon ikke det blot er udtryk for Abdul Wahid Pedersens og andre imamers legendariske evne til at ophæve modsigelsens grundsætning og på én gang have gensidigt udelukkende synspunkter på f.eks. stening af utro kvinder, flerkoneri, kvinders mindreværd osv.?

Det i kronikken, som har vakt mest opsigt, er besynderligt nok dens påstand om, at kristendomsfagets navn er falsk varebetegnelse og derfor bør ændres til ’religion.’ Forfatterne har sådan set ret i, at det er falsk varebetegnelse, men det skyldes ikke, som de hævder, fagets formålsbeskrivelse, det skyldes at folkeskolen også på dette punkt fatalt svigter sin kundskabsformidlende opgave. Formålsbeskrivelsens stk. 2 er ganske klar:

Fagets centrale kundskabsområde er kristendommen, som den fremtræder i historisk og nutidig sammenhæng.

Ligesom grundloven tager formålsbeskrivelsen udgangspunkt i, at Danmark og Europa har et jødisk/kristent fundament. Andre religioner er gæster, og gæster behandler man som udgangspunkt høfligt. Men man smider dem på porten, hvis de begynder at opføre sig som værter og kræver arveret til huset. Så sent som i 1920 valgte man at placere et kæmpemæssigt kors på Christiansborgs spir som en formaning om, at den lovgivende og udøvende magt skal forvaltes i lyset af den kristne tro og i ansvar over for den kristne Gud, således som grundloven da også klart tilkendegiver. Og en del af dette ansvar består naturligvis i at tilse, at skolen atter begynder at leve op til sit ansvar for at formidle kendskab til kristendom, til vor enestående salmeskat osv.

Ønsker man at ændre på dette, så skal man naturligvis fjerne korset fra vort flag og fra Christiansborgs spir. Men først skal grundloven anstændigvis skrives om og det skal besluttes, hvilket fundament vort samfund i stedet skal have. Den beslutning vil imamerne givetvis også gerne hjælpe os med at træffe.