Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Smid banditterne ud

Peter Kurrild-Klitgaard. Fold sammen
Læs mere

Skal man pege på en fællesnævner imellem dansk politik og amerikansk politik for tiden, så er det, at vælgerne – både til højre og til venstre – er godt og grundigt trætte af det politiske »establishment«.

Ved folketingsvalget herhjemme sidste år fik »de gamle partier« deres hidtil mindste tilslutning. Fremgangen fik fire partier, der aldrig har været med i regering, og som på hver sin måde repræsenterer en kritik af status quo. Samtidigt ligger danske politikere hvert år nederst på listen over samfundsgrupper, som vælgerne har tillid til.

I USA har de to første runder i udvælgelsen af præsidentkandidater givet uortodokse vindere. En (Donald Trump) er først for nylig blevet medlem af sit parti (republikanerne) efter at have været Demokrat og solid støtte for bl.a. Clinton i årevis. Han har aldrig beklædt et politisk embede og er stort set uden politisk organisation. Den anden (Bernard Sanders) har ganske vist været politiker næsten hele sit liv, men først for et lille, for amerikanske forhold ekstremt venstrefløjsparti og kun fra 2015 som Demokrat. Begge kandidater er – af holdninger og facon – stort set så langt fra billedet af den typiske, amerikanske politiker, man kan komme.

De har også – indtil videre – tromlet hen over de designerede arvinger fra to politiske dynastier, Clinton og Bush, som har domineret amerikansk politik i næsten 30 år, er solidt placeret i det politisk spiselige, og har enorme ressourcer baseret i årtiers »networking« blandt magtfulde særinteressegrupper.

Og Trump/Sanders er kun toppen af isbjerget. Ingen anden USA-præsident i 60 år har så længe været så lidt populær som Obama (oftest over 50 pct. imod). Kongressen under ét er sjældent populær, men ligger nu på rekordlavt niveau (77 pct. er utilfredse). Mest sigende har andelen af amerikanere, der synes, at landet ikke er »på rette spor« været stor under hele Obamas embedsperiode og ligger nu på 64 pct.

Hvad præcis skyldes den store utilfredshed? Det første, man må gøre sig klart, er, at der ikke er en fælles utilfredshed, der går fra ét udgangspunkt til ét fælles mål. I USA er den utilfredshed, som Trump og Sanders kanaliserer, delvist foregrebet af så forskellige bevægelser som Tea Party-bevægelsen og Occupy Wall Street, uden at kandidaterne repræsenterer disse.

Det andet er, at den underliggende utilfredshed også er forskellig fra USA til Danmark – og de mange andre lande, hvor status quo også er presset (Grækenland, Spanien, Belgien, Storbritannien m.fl.).

En klar fællesnævner er dog, at ovenpå godt et årti med global vækst og fremgang for både velstand og demokrati i årene cirka 1989 til 2001, har vi siden set mere rutschebane-agtige økonomiske konjunkturer og en række krige og konflikter oveni med Vesten som deltager. I en globaliseret verden mærkes effekterne af begge dele kraftigere end før.

Læg oveni den eskalerende migrationsbølge fra »midten« af kloden mod de rige, nordlige egne – fra Mellemøsten, Asien og Afrika til Europa og USA og fra Latinamerika imod USA. En bølge, der både lægger pres på de offentlige budgetter (i Europa), og i flere lande betyder øget konkurrence for lønmodtagere med lav markedsværdi – og næsten uvilkårligt leder til kulturelle sammenstød.

Politikere alle steder lover løsninger, flere goder og færre omkostninger – men leverer ikke i forhold til løfterne. Måske fordi de har lovet for meget og skal gå på kompromis. Måske fordi nogle satser på, at vælgerne alligevel stemmer på dem, når det kommer til stykket. Men det skal de ikke regne med: Kommer der ikke et stort, generelt og langvarigt velstandsopsving, er der ingen grund til at tro, at utilfredsheden vil blive mindre.