Der er lagt op til en hurtig og intens forhandling i forbindelse med regeringens genopretningsplan, og efter forlydender er det sandsynligt, at 10-15 procent af den danske bistand får kniven. Flere forventer nu, at Mellemfolkeligt Samvirke og andre bistandsorganisationer går i gang med et »hylekor« - blandt andet udtalte forsker Gorm Rye Olsen fredag, at »når ulandsforkæmpere forsøger at udlægge det, som om en mindre reducering vil være fatal for dansk bistandspolitik, er det rent politisk spil«.

En mindre reducering er ikke fatal for dansk bistandspolitik - vi vil stadig være et af fem lande, der lever op til 0,7 målsætningen - men den er fatal for verdens fattigste, fordi en reducering er en del af en stærkt bekymrende tendens, vi kan se i Europa og på globalt plan. En tendens, som gør, at vi kommer længere væk fra at håndtere vor tids største udfordring - at udrydde sult og fattigdom.

Den første tendens kommer som følge af finanskrisen - på grund af krisen er den gamle hæderkronede målsætning om at give 0,7 procent af BNI i bistand kommet i alvorligt stormvejr. EUs medlemslande forhandler i øjeblikket for at få en samlet position til konferencen om FNs 2015-mål i september, men langt de fleste lande er langt fra at nå 0,7 målsætningen, og mange medlemslande kæmper imod indførelsen af tidstabeller og nationale handlingsplaner, som kan få bistandsprocenten op. Danmark har i årevis kæmpet for at få andre lande med i det gode selskab, og det forlyder, at de kommende rådskonklusioner vil bekræfte målsætningen om at nå 0,7 procent i bistand, men på en hemmelig briefing fra et stort EU-medlemsland blev det sagt, at det er heldigt, at dét overhovedet sker! Med andre ord ser det ud til, at opbakningen bag 0,7 procent-målsætningen er delvis forsvundet.

En dansk nedskæring her små fire måneder før FNs 2015-måls-konference vil fuldstændig underminere den kamp, Danmark har ført i årevis for at få andre lande til at efterleve løfterne. Når EUs udviklingsministre mødes i juni for at forberede en fælles position, vil der formentlig være masser af pæne ord, men der er ikke lagt op til tilførsel af ressourcer. EU vil op til topmødet ifølge forlydender komme med en pakke på 7,5 milliard kroner, men ingen af pengene er nye. De er taget fra eksisterende udviklingspuljer, og måske kan de allerfattigste og mest udsatte befolkningsgrupper ikke få del i pengene, fordi deres stater ikke kan leve op til de krav, der stilles for at få pengene.

I det lys er det ikke svært at få øje på en anden afgørende tendens - at mistilliden mellem verdens rige og fattige lande er afgrundsdyb og bliver stadigt større, og at det efterhånden er ved at være så stort et problem, at det afholder os som verdenssamfund fra at kunne komme frem til løsninger på fælles globale udfordringer. Det blev senest set ved COP15. Her blev de fattigste lande og befolkningsgrupper ladt i stikken, fordi der ikke blev indgået en retfærdig, bindende og ambitiøs aftale, men derimod »Copenhagen Accord«. Næste store prøve for det multilaterale samarbejde er FNs 2015-måls-konference i New York til september. Her står Danmark sammen med Senegal i spidsen for at styre processen og sikre et godt resultat, som bringer os markant nærmere mod at nå 2015-målene.

Det er i lyset af de to nævnte tendenser, at vi skal se på, hvor meget vi giver i bistand og hvorfor. I 2009 blev der givet knap 120 milliarder dollars i udviklingsbistand fra OECD-landene. Det svarer samlet set til 0,31 af alle giverlandenes bruttonationalindkomst. Der er langt op til løftet fra 1970 om at give 0,7 procent i bistand. Sammenlignet med andre pengestrømme til og fra ulande udgjorde remitter (det som familiemedlemmer i udlandet sender hjem til familie og venner i udviklingslande) 321 milliarder dollars i 2009. I 2008 investerede udlandet 707 milliarder dollars i udviklingslandene, mens konservative estimater vurderer, at udviklingslandene hvert år mister mellem 500-1000 milliarder ved kapitalflugt, hvor penge på lovlig eller ulovlig vis trækkes ud af udviklingslandene og derfor ikke bidrager til landenes udvikling.

Set i det lys er bistand en lille, men afgørende kapitalstrøm. Den er - eller bør være - rettet direkte mod at komme de allerfattigste til gavn. Bistanden skal sørge for at skabe nogle gode rammebetingelser - sundhed, uddannelse, demokrati - som ulandene kan bruge til at komme videre. Udviklingsbistand er en fuldstændig afgørende faktor for at nå 2015-målene, fordi bistand gives til udviklingslandene med det klare formål at skabe udvikling for mennesker, der lever i fattigdom.

Regeringen kan naturligvis skære, hvor den vil, men alle synes enige om, at ulandene er uden skyld i finanskrisen, og alle erkender, at den rammer de fattigste hårdest.

Alligevel vælger man at lade dem betale. Er debatten om det »en del af det politiske spil«, som Gorm Rye Olsen siger? Ja, det er det. Men i Mellemfolkeligt Samvirke ser vi ud over andedammen og hyler gerne for verdens fattigste.