Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lidegaard gør ondt værre med våben til Syrien

Våbenhjælp. Martin Lidegaard har intet lært af de sørgelige erfaringer fra “det arabiske forår”. Han går helt fejl af, hvad Syrien er for et samfund og vil gøre ondt værre med sin våbenhjælp.

Sådan så et boligkvarter i den syriske by Homs ud 15. maj. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Danmark åbner for våbenstøtte til Syriens oprørere«. Sådan lød en bemærkelsesværdig overskrift i Berlingske til et interview med udenrigsminister Martin Lidegaard (20.5.)

En dansk udenrigsminister, der vil gribe ind i en borgerkrig i et andet land ved at levere våben, er i sig selv opsigtsvækkende. Men dertil kommer, at forslaget også virker helt uigennemtænkt. Desuden vidner det endnu en gang om, at danske politikere ligesom andre i Vesten tror, at et land som Syrien ligner Danmark og andre vestlige lande. Den fejl begik man under »det arabiske forår« i Egypten, Libyen og andre steder. Og det samme sker nu igen i Syrien.

EU har en våbenembargo mod Syrien, som Danmark har støttet. Man skulle tro, at den havde særlig stærk støtte fra en udenrigsminister fra Det Radikale Venstre, som er et parti, der har antimilitarisme som en del af selve fundamentet. Men foruroligende nok skulle der kun et enkelt møde til, for at Martin Lidegaard vendte 180 grader. I midten af maj besøgte han den syriske oprørsregering, der holder til i det sydøstlige Tyrkiet. Og her havde han øjensynligt ladet sig besnakke til en total kovending, så han nu er tilhænger af at ophæve EU’s våbenembargo.

»Endnu flere våben i Syrien er ikke uproblematisk. Men status quo er et endnu værre scenario, og jeg vil sammen med vore allierede overveje, hvordan vi kan give de moderate oprørere mo- mentum på slagmarken. Hvordan vi kan øge støtten - også i den hårde ende,« sagde Martin Lidegaard efter besøget.

BORGERKRIGEN I SYRIEN er en enorm menneskelig katastrofe, som millioner af uskyldige civile lider under. Borgerkrigen har varet i over tre år. Den har kostet omkring 165.000 døde. Mere end ni millioner mennesker er flygtninge eller internt fordrevne - ud af en befolkning på 23 millioner. Den syriske oprørshær, som kæmper mod præsident Assad, går for at være »moderat«. Men disse oprørere er blevet trængt af oprørere, som er rabiate islamister, der får støtte fra hellige krigere fra Vesten.

Det er den alvorlige og tragiske baggrund for Martin Lide- gaards overvejelser. Men disse overvejelser virker pinligt hovsa-prægede og uigennemtænkte. Hvad er det for våben, som Martin Lidegaard vil forsyne de såkaldt moderate oprørere med? Lette våben gør hverken fra eller til. Og det vil være et meget stort skridt at forsyne dem med tunge våben som missiler og anti-tank våben. Dertil kommer, at der slet ikke er sikkerhed for, at disse våben ikke vil havne hos de rabiate oprørsgrupper. Hvis Vesten sender våben, vil der næsten uundgåeligt opstå et pres for at sende tropper til Syrien.

Men hvad er det overhovedet for en konflikt, Martin Lidegaard vil blande sig i med våben? Hvem er det, han vil støtte? Når han taler om de »moderate« oprørere, forestiller han sig sandsynligvis mennesker, der går ind for personlig frihed, ligestilling og et sekulært demokrati, som det vestlige. Men de, som har de holdninger, er et forsvindende lille mindretal uden den store opbakning i befolkningen. Grundlæggende er det helt andre holdninger, der præger befolkningen.

SYRIEN LIGNER MERE andre lande i den arabiske verden. Det er dybt præget af det islamiske syn på mennesker og samfund. Og det er frem for alt et klansamfund. Det vil sige, at det er et samfund, hvor man ikke »deler sig efter anskuelser« som Martin Lidegaards åndelige fader Viggo Hørup engang udtrykte det. I et klansamfund deler man sig tværtimod efter hvilken familie, hvilken stamme eller klan eller hvilken religiøs gruppe, man tilhører.

Syriens nyere historie har været præget af én lang kamp mellem flertallet af sunnimuslimer, der udgør omkring 74 procent, og mindretallet af alawitter på 10 til 13 procent. Det gælder også borgerkrigen. På trods af, at alawitterne er i mindretal, er det dem, der har siddet på magten i landet. I 1982 slog alawit-styret under Hafez al-Assad et oprør blandt sunnimuslimer, som var ledet af Det Muslimske Broderskab, ned med hård hånd. Borgerkrigen er dybest set en krig mellem disse to grupper. Det skriver den tidligere amerikanske ambassadør i Syrien, Ryan Crocker, i en overbevisende analyse i AL MONITOR fra maj i år.

Ryan Crocker forudser, at borgerkrigen i Syrien vil fortsætte ligesom i Libanon, indtil parterne er totalt udmattede. Krigen i Libanon varede fra 1975 til 1990. Det er uhyggelige perspektiver. Men det bedste Vesten, ifølge Crocker, kan gøre er at yde humanitær bistand og forberede sig på, hvordan man får ordnede forhold, når borgerkrigen engang bliver afsluttet. Hvis Vesten griber militært ind, risikerer man kun at gøre ondt værre, skriver han.

MARTIN LIDEGAARD har tilsyneladende intet lært af erfaringerne fra »det arabiske forår«. For nogle år siden brød der et oprør løs mod de autoritære regimer i de nordafrikanske lande som Tunesien, Egypten og Libyen. En del af oprørerne var vestligt orienterede unge mennesker. De var en forsvindende lille gruppe. Oprøret blev hurtigt overtaget af yderligtgående islamiske kræfter som Det Muslimske Broderskab, der har betydelig støtte i befolkningen.

Men Vesten - politikere og medier - stirrede sig blinde på de unge oprørere i storbyernes centrum. De støttede dem hovedløst og bidrog dermed til en udvikling, der styrkede de islamiske kræfter. Det betyder, at situationen i dag på flere måder er værre end før »det arabiske forår«. Men tilsyneladende har Martin Lidegaard og andre intet lært af disse erfaringer. De kan være ved at gentage den samme ulykkelige fejltagelse i Syrien, som kan bane vej for rabiate islamister.