Kritikken af identitetspolitikken er ofte blot et spejl af den identitetspolitiske blindgyde

Efter et par måneder med den fortsat rasende coronapandemi i centrum er den politiske debat atter vendt tilbage til kritik af en gammel kending: identitetspolitikken. Det sker i en grad, så mange debattører og meningsdannere nærmest virker lettede over at kunne håne kritik af Shu-bi-duas Danmarkssang frem for at forholde sig til århundredets værste sundhedskrise og økonomiske nedtur. Men anti-identitetspolitikken er ofte blot et spejl af den selvdestruktive identitetspolitiske blindgyde, hvor begge bidrager til at skærme status quo mod legitim kritik.

»I vores eget lille konsensusdemokrati er anti-identitetspolitikkens ukvalificerede forsvar for status quo da også efterhånden blevet et tværpolitisk samlingspunkt, hvor mange ynder at tage del i en nærmest rituel afvisning af karikeret fjollede krav uden at gøre sig umagen med at forstå de reelle uretserfaringer, som kravene ofte bunder i,« skriver Malte Frøslee Ibsen. LEAH MILLIS

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Identitetspolitik er god publicistisk business, må man forstå. Alene inden for den seneste måned har nærværende avis trykt en lang række indlæg fra borgerlige stemmer såsom Kathrine Lilleør, Per Stig Møller, Sørine Gotfredsen, Christian Marcussen, Henrik Dahl, Lasse Marker, Amalie Lyhne, Morten Hesseldahl, Mikkel Andersson, Anders Krab-Johansen, Anne Sophia Hermansen og Tom Jensen – alle med stort set enslydende pointer og konklusioner.