Lasse Marker: »Det er ikke første gang, at minoriteter bruger identitetspolitikken som magtinstrument«

Alle normale spilleregler for en videnskabelig og demokratisk samtale bliver sat ud af kraft, når de undertrykte selv bliver undretrykkere, skriver Lasse Marker i denne klumme.

 
USA er i oprør efter George Floyds død under en anholdelse. Video: CNN/Reuters/Ritzau Scanpix, redigering: Ida Meesenburg Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I søndags deltog 15.000 mennesker i Black Lives Matter Denmarks demonstration i København mod politivold mod sorte, men ikke alle var lige velkomne. Hvide deltagere skulle gå bagerst. De havde forbud mod at tale med pressen og måtte ikke synge kampråbet »I can't breathe« (»Jeg kan ikke få luft«, red.).

Black Lives Matter demonstration i København d. 31. maj 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares/ Ritzau Scanpix.

Den danske talsperson, Bwalya Sørensen, krævede Danmarks første mørke udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye, spærret inde med kampråbet »lock him up« (spær ham inde, red.) og anklagede senere Amnesty for at være racister, hvilket medførte, at Amnesty aflyste deres planlagte demonstration, som skulle have været afholdt i tirsdags i Aalborg.

I kampen mod undertrykkelse bliver de undertrykte selv undertrykkere. Og det er ikke første gang, at minoriteter bruger identitetspolitikken som magtinstrument. Sidste år var det for eksempel musikeren O/RIOH med det borgerlige navn Rikke Østergaard, der ikke mente, at Infernal hørte til på scenen under Copenhagen Pride, da bandet ikke selv er LGBT+ personer. Flere virksomheder, der iklædte sig regnbuens farver, blev beskyldt for såkaldt »pinkwashing«, mens hvide personer skulle gå bagerst i den særlige Nørrebro Pride.

Også på universiteterne blomstrer identitetspolitikken i fuldt flor. I 2018 fik en kvindelig underviser af anden etnisk baggrund en undskyldning af ledelsen på CBS, da hun følte sig krænket over sangen »Den danske sang er en ung blond pige«. Samme år indførte KU forbud imod krænkende udklædning til fester – som for eksempel indianer – mens ledelsen på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab sidste år opfordrede alle undervisere til at bruge kønsneutrale betegnelser, når de tiltaler de studerende. Det er dog ikke kun kulturen og sproget, men også den akademiske frihed, der er under pres.

Den danske stjerneforsker Ole Wæver er i øjeblikket sygemeldt med stress, efter at hans verdensberømte teori om »sikkerhedsliggørelse« er blevet anklaget for at være racistisk. Efter at han har forsøgt at forsvare sig imod kritikken, anklages han nu for såkaldt »hvid skrøbelighed«, der betyder, at hvide mennesker er blinde over for, at de er en del af en global racistisk magtstruktur.

På den måde sættes alle normale spilleregler for en videnskabelig og demokratisk samtale ud af kraft.

Selv på ministerielt niveau har identitetspolitikken vist sit grimme fjæs. I kølvandet på #MeToo-bevægelsen oprettede Kulturministeriet sidste år en whistleblower-ordning, hvor studerende på de kunstneriske uddannelser anonymt kan anmelde deres undervisere, hvis de føler sig krænket. I forsøget på at beskytte de studerende imod krænkelser, krænker man nu undervisernes retssikkerhed.

Problemet er, at den kritiske debat forstummer med truslen om at blive kaldt racist, homofob eller mandschauvinist. Men hvis man vil tage kampen imod krænkelser af sorte, LGBT+ personer og kvinder alvorligt, bør man sige fra over for ekstreme stemmer, der misbruger deres historiske position som undertrykte til selv at undertrykke.