Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jon Stephensen: Danmark er et landbrugsland – forstå det nu, kødhoveder

Dette er ikke en klumme om ret, men et opråb om fornuft, moral og etik. For hvor længe kan vi blive ved med at trodse folkesundhed, stigende fedme-epidemi, og ikke mindst den enorme klimabelastning, vores ekstreme, eksplosive og stadig voksende kødindtag medfører?

»Vi kunne dyrke meget mindre og få mere natur eller brødføde mange flere mennesker med det, vi dyrker i stedet for at fodre dyr,« skriver Jon Stephensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Brasen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For en stund blev #metoo, islamistisk terror, muhammed-tegninger og valget i USA ryddet af bordet. Da finansminister Nicolai Wammen (S) sidste torsdag morgen foreslog to kødfrie dage i statens kantiner, gik Danmark i breaking news. For er der noget, der kan skræmme danskerne, er det tanken om at indtage så meget som et enkelt måltid uden kød.

Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, rykkede da også lynhurtigt ud foran kamera og TV 2-mikrofoner. »Det er dybt åndssvagt, at regeringen vil indføre to kødfrie dage. Prøv at forestille dig i hæren, at så skal alle vores raske Jens'er, som har været ude på stroppetur, sidde og tygge i en selleribøf. Det virker jo helt latterligt. Jeg vil sige, at det her inspirerer mig kun til at spise dobbelt så meget kød.«

DF, der i den sidste tid har haft svært ved at ramme den danske folkesjæl, ramte her 100 pct. plet. Få dage efter var forslaget efter samtaler med fagforeninger og lønmodtagerorganisationer trukket af bordet.

Retten til kød hver dag og flere gange om dagen er så stadfæstet, som stod det i Grundloven, at den skal ingen pille ved. Danmark er en nation af kødspisere.

Jon Stephensen, teaterdirektør på Aveny-T

»Jeg er rasende træt af, at al fornuftig forsøg på forandring skydes ned som elitært og med usaglige argumenter.«


Hver dansker spiser i gennemsnit næsten 52 kg kød om året. Det gør os til et af verdens mest kødspisende nationer i verden, viser en opgørelse fra DTU Fødevareinstitut. Ifølge andre opgørelser spiser vi mere kød, end de baconspisende briter gør, og langt mere kød end i resten af Skandinavien. Burgerlandet USA ligger i top tre.

Dette er ikke en klumme om ret, men et opråb om fornuft, moral og etik. For hvor længe kan vi blive ved med at trodse folkesundhed, stigende fedme-epidemi, og ikke mindst den enorme klimabelastning vores ekstreme, eksplosive og stadig voksende kødindtag medfører?

Landbrugsarealet udgjorde i 2017 62 pct. af Danmarks samlede areal. Det gør Danmark til Europas mest opdyrkede land. Samlet set er kun 26 pct. af EUs areal opdyrket. 4/5 af Danmarks opdyrkede areal bliver brugt til at dyrke foder til dyr, særligt svin og malkekvæg.

80 pct. af det, vi dyrker, går til at fodre dyr med. Læg dertil, at Danmark årligt importerer omkring 1,6-1,7 mio. ton soja. Sojaen bliver brugt som proteinfoder til dyr. Københavns Universitet estimerer, at kun 20 procent af importeret soja er certificeret afskovningsfri. Danmark beslaglægger altså enorme arealer i Sydamerika til sojabønne-produktion med fatale konsekvenser for klimaet og biodiversiteten i områder som Amazonas.

Jeg er rasende træt af, at al fornuftig forsøg på forandring skydes ned som elitært og med usaglige argumenter. I årtier har cigaretter dræbt i tusindvis af danskere hver eneste år uden nogen politiker for alvor har turdet gribe ind. Og nu ser vi samme angst for forandring – og med samme grupperinger af modstand – når det gælder fornyelse og ændringer af forstokkede og usunde madvaner.

Danmark svømmer i fisk og har 7.300 km kystlinje. Alligevel er det kun nytåraften, at fisk for alvor er på bordet. Vi kunne dyrke meget mindre og få mere natur eller brødføde mange flere mennesker med det, vi dyrker i stedet for at fodre dyr. Vi kan på så mange måder reducere C02 ved at omstille, producere og spise mindre kød.

Vi kan være uenige om meget. Men kan vi ikke være enige om én ting: Den danske folkesjæl sidder altså ikke i trynen på en pakke hakket svin.

Jon Stephensen er teaterdirektør på Aveny-T