Jeg sidder uroligt på stolen, ved siden af mig sidder en betjent, han spørger mig, om jeg vil have et glas vand, jeg nikker. »Jeg skal lige finde en anden til at være her, du må nemlig ikke være her alene,« siger han, og jeg svarer høfligt, »selvfølgelig«. Med min bedste charme spørger jeg, om han har mere materiale end det, jeg allerede har fået tildelt aktindsigt i. Han ryster på hovedet og forsvinder hurtigt ud ad døren.
Jeg læner mig ind mod computerskærmen, mens jeg spoler frem og tilbage i optagelsen fra videoovervågningen. Jeg kan mærke en isnende kulde løbe mig ned ad ryggen, da jeg trykker på space og pauser. Jeg er ikke i tvivl, der står jeg, og ved siden af mig de to mænd, jeg tydeligt genkender. Jeg trykker play og kan se, hvordan mændene ser på mig. Jeg taler med dem, krammer den ene, og da jeg vender mig rundt og går, peger den ene på mig, går helt tæt på sin ven, hvisker noget i hans øre, hvorefter de begge griner højt, mens de følger mig med blikket.
