Jeg ville skrive noget om wokeismens indtog på folkebibliotekerne i dette mit borgerlingske nyhedsbrev #44, men så lukkede Coop hele Irma-kæden, hvorved hverdagens små traumer kom til at overskygge selv identitetspolitikkens ideologiske angreb på åndsfriheden.

Hvad betyder regnbuebiblioteker, når man ikke længere kan runde den kreative københavnske overklasses dagligvare-safe space på vej fra arbejde og få en lille håndfuld varer med til 300-400 kroner?

Selv bor jeg på Østerbro, hvor Irma-butikkerne ligger lige så tæt som gourmetbagerierne, og med cirka de samme priser, men der var noget særligt med Irma. Man følte sig som et bedre menneske, når man havde afleveret en ordentlig luns af sin opsparing for det, der kostede betydeligt mindre i en nærliggende discountbutik.

»Det samme – bare dyrere« kunne i mange år have været Irmas rette slogan, men pyt, sagde mange bedsteborgere i de københavnske reservater, der ved at gå i Irma kunne pynte sig med kædens fornemmelse for økologi og veganisme, også selv om det, de hentede, var en konventionel skummetmælk og en fabriksfremstillet Irma-kaffe.

Det er tiderne

Uh, det føltes godt. Og nu er det snart væk.

Jeg ser for tiden »Matador« med min yngste datter, og man udbryder nærmest i kor med Maude Varnæs: »Det er som om, det simple efterhånden kryber ind over alt.«

Nogle Irma-butikker bliver nu til discount. Har man hørt mage!

Berlingskes mad- og vinredaktør, Søren Frank, var måske den, der på dagen for meddelelsen om Irmas lukning fangede den øvre kreative klasses folkestemning bedst i en kommentar med den sigende titel: Kan man overhovedet leve uden Irma?

»Jeg ville have forsvoret, at det nogensinde skulle ske, men i dag handler jeg faktisk mindst lige så meget i Netto, som jeg handler i Irma,« skriver Søren Frank.

»Med andre ord er de høje priser det eneste unikke, man har været sikker på at kunne finde i Irma i de senere år. Og selv om jeg formentlig er parat til at bruge flere penge på fødevarer end gennemsnittet i Danmark, skal jeg ikke lægge skjul på, at jeg har fundet det mindre sjovt at handle i Irma det sidste år, hvor inflationen har raset.«

»Når jeg står der for enden af varebåndet med endnu en sviende kæmpebon, er det, jeg spørger mig selv, om det virkelig stadig er nødvendigt at handle i Irma? Svaret er desværre nej. Og at dømme efter de ikke længere eksisterende køer, som jeg de sidste år har mødt i mine lokale Irmaer, er jeg tydeligvis ikke alene om at have det sådan,« skrev han.

Det er tiderne. Tiderne!

En journalist på mediet Zetland illustrerede på Twitter atmosfæren i de københavnske saloner meget godt:

Se hvad der sker med din Irma

Hvis vi et øjeblik her bevæger os bort fra den let kyniske galgenhumor, man også kunne høre rundt omkring i byen forleden, så er Irmas lukning jo faktisk en ganske konkret historie for mange mennesker. Selvfølgelig især for Irmas medarbejdere, men også for de kunder, der er vant til at handle i kæden.

I en Berlingske-artikel kunne jeg for eksempel forvisse mig om, at min nærmeste Irma midt i det, kæden selv i jobopslag har døbt »Irma-land«, bliver til en Coop, mens den næstnærmeste lukker.

Du kan også tjekke din lokale Irmas fremtid ud her.

Demokratiske virksomheders begrænsninger

Og i næste bølge kom jo så alle holdningerne til det, der nu sker. Den tidligere administrerende direktør for Irma Alfred Josefsen gik ud i Berlingske med hård, hård kritik af den måde, Coop har administreret hans fhv. arbejdsplads på.

Berlingskes erhvervsredaktør, Thomas Bernt Henriksen, valgte det ideologiske perspektiv: Som bekendt er Coop en slags demokratisk virksomhed, fuldt og helt ejet af medlemmerne, de gamle danske brugsforeninger i moderne klæder. Et levende arvestykke fra den danske andelsbevægelses storhedstid.

Men hvor godt lever den slags demokratiske virksomheder, som blandt andet Enhedslistens Pelle Dragsted har skrevet tykke, begejstrede bøger om, mon i virkeligheden? Bedømt på dagligvarebranchen i Danmark ikke synderligt godt, må Thomas Bernt Henriksen ganske tankevækkende konstatere i denne leder.

Tilbage til de woke biblioteker

Pyh … så, nu fik jeg luft for mit eget private Irma-chok, hvorefter vi kortvarigt kan vende tilbage til de woke biblioteker.

Jeg bruger jo altid mit nyhedsbrev til at gøre reklame for noget af alt det andet gode, Berlingske har til dig, og hvis jeg var dig, ville jeg nærlæse mandagens historie om regnbuebiblioteker og en kursusrække for ansatte på landets biblioteker. Læs blot indledningen:

»Danske biblioteksansatte kan i disse dage og uger komme på kursus og få indsigt i »racialisering, hvidhed og privilegier.«

Her kan de få konkrete bud på, hvordan de kommer i gang med at lave et mere inkluderende »regnbuebibliotek«, eller de kan få værktøjerne til at gennemgå eget biblioteks bogsamling med »kritiske briller.«

Alt sammen med sigte på at øge mangfoldighed og repræsentation.

Det viser en intern mail med fire kursusbeskrivelser, som Berlingske er kommet i besiddelse af, og som blev sendt til lederne af hovedstadens biblioteker i begyndelsen af det nye år.«

Artiklen rejser det spørgsmål, om danske bibliotekers litterære udvalg nu skal ideologisk præges af wokeismen og LGBTQ-dagsordenen. Det vil i givet fald måske være i strid med biblioteksloven, hvoraf det fremgår, at bibliotekerne ikke må lade »religiøse, moralske eller politiske synspunkter« være afgørende i udvælgelsen og sammensætningen af deres bogsamlinger.

Superlove

Hvilket kun efterlader mig med den opgave at finde ugens sang, som jeg jo altid forsøger krampagtigt at få til at hænge sammen med hovedtemaet i mit borgerlingske-nyhedsbrev.

Jeg tænkte og tænkte og tænkte, og så kom jeg på, at der så vidt jeg ved kun er skrevet ét betydeligt dansk hit, som foregår i et supermarked.

Derfor runder vi i denne uge af med Malurt. Vi ses derude – men ikke i Irma.