Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Forleden mødtes jeg ude på DR i Deadline med landets nye kulturminister, Jakob Engel-Schmidt fra Moderaterne.
Han er en meget venlig og meget talende mand, og dertil umanerligt debatlysten, hvilket er en fordel for en kulturminister. For for de fleste af slagsen bliver det meste ved snakken, og så er der gået tid med det.
Med Jakob Engel-Schmidt, der højst overraskende fik kulturministerposten, kan det godt blive anderledes, har jeg en fornemmelse af. Han bryster sig af, at Moderaterne var med til at få et længere afsnit om kulturpolitik ind i SVM-regeringens grundlag, og det er jo som udgangspunkt godt.
Grunden til, at jeg befandt mig i DR Byen sammen med ministeren (og vært Niels Krause-Kjær, der noterede sig, at vi var tre hvide mænd, hvad man er nødt til at deklarere nu om stunder) var, at jeg til gengæld mener, regeringens kulturpolitik tegner ualmindeligt skidt. I betragtning af, at der i regeringen er et nominelt borgerligt parti og dertil et såkaldt lilla, er SVM-regeringens kultursyn ufatteligt lidt borgerligt.
Borgerligt svigt
Præcis kulturen og dannelsen udgør måske det største borgerlige svigt de sidste 50 år.
Ude i virkeligheden har borgerlige overladt alle dannelsesinstitutionerne, dem der putter et verdensbillede ind i hovedet på opvoksende danskere, til venstrefløjen.
Man kan ikke bebrejde venstrefløjen, at skoler, daginstitutioner, uddannelsesinstitutioner, højskoler, kirken, kulturinstitutionerne og såmænd også medierne er fyldt til randen med røde undervisere, pædagoger og andre, der selvfølgelig præger børn og unge professionelt, men lige så selvfølgeligt ofte også vil have en form for bias i det verdenssyn, de bringer ind i klasseværelser, auditorier eller andre steder.
Man kan bebrejde dem, der ikke er der: De borgerlige. De er i vidt omfang blevet væk, og det samme gælder politikerne på Christiansborg. De borgerlige partiers kulturpolitik har med enkelte undtagelser været nærmest lammende fraværende.
Man kan vel nikke anerkendende mod DF'eren Alex Ahrendtsen, der karakteristisk for sit kultursyn netop har udgivet en god bog om lagerforvalter Peter Rindal, kulturoprøreren fra 1960ernes danske provins, og den konservative Nikolaj Bøgh, der bliver ved med ikke at komme i Folketinget, selv om han prøver og prøver, men som jævnligt skriver kommentarer i Berlingske.
Og er det så ikke stort set det?
Alt det forkerte
Nu har vi så fået en regering, der åbenbart vil noget med sin kulturpolitik. Den vil bare alt det forkerte.
Lad os begynde i regeringsgrundlaget, hvor kunst og kultur ligesom tilfældet var i 1960erne og 1970erne, da »al god kunst var politisk«, og Rindal råbte op, bliver gjort til et politisk redskab.
Der står noget om, at kultur er godt for vores nationale fortælling og for økonomien. Og så kommer det:
»Regeringen vil nedsætte et råd, der kan afdække og diskutere, hvordan kunst og kultur kan bidrage til at løse tidens store kriser, herunder klimakrisen, naturkrisen, velfærdskrisen og trivselskrisen.«
Så for den, der blev kunsten og kulturen da lige gidseltaget. Skal kunst nu løse klimakrisen. Og »velfærdskrisen«, hvad så end den er for én?
Et borgerligt kultursyn betragter ikke kultur som et politisk middel til at opnå samfundsforandringer. Kunst og kultur har værdi i sig selv, og skal derfor ikke bruges eller manipuleres i helt andre sagers tjeneste af magthaverne.
Det skrev jeg allerede om i Berlingskes leder lidt før nytår, da den nye regering var blevet dannet.
Repræsentation og politisering
Men det bliver værre endnu, for samtidig har den nye kulturminister fået den idé, at han som magthaver på en eller anden måde skal blande sig i, hvem der fremfører den kunst, staten giver tilskud til.
Det handler om repræsentation. Ministeren vil gerne se mere diversitet blandt kunstnere. For eksempel blandt rolleindehavere i danske film, som en række skuespillere af anden etnisk baggrund end dansk for nylig krævede i en ret sjov kampagne.
Jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan han vil blande sig. Jakob Engel-Schmidt har nu i flere omgange forsikret blandt andre mig om, at han ikke ønsker kvoter – det gjorde han også i Deadline forleden. Hvad det så er for »værktøjer«, han som politiker og minister vil tage i anvendelse for at sikre nøjagtig den repræsentation, han mener, er ønskværdig på scener, på museer og i film, det står noget hen i det uvisse.
Kan det mon være initiativer som i Københavns Kommune, hvor spillesteder, der vil have støtte fra kommunen fra 2022, har skullet registrere, om de optrædende, de hyrer, er mænd, kvinder, eller har en nonbinær kønsidentitet?
Vi må vente og se, hvilke værktøjer ministeren finder frem.
Den enkeltes drømme er væk
Det der med repræsentation er grundlæggende også en lidt uborgerlig tankegang.
Som om det skulle være et indiskutabelt mål, at alle grupper i samfundet er forholdsmæssigt lige repræsenteret inden for alt, alle brancher og fag, herunder i kulturlivet?
Hvor bliver det enkelte menneskes drømme og lyster lige af i den ligning? Det er jo ikke sikkert, alle mennesker vil forholdsmæssigt nøjagtig det samme her i livet.
Svaret er, at de bliver væk, de tæller ikke, lige som selve kunsten drukner i politiker og krav om gruppers rettigheder til snorlige repræsentation over alt.
Jeg har for eksempel læst Det Danske Filminstituts rapport om etnisk mangfoldighed i danske film (eller mangel på samme), en rapport ministeren også glad refererer til, når han kræver bedre repræsentation.
Her opgør man først, hvor stor en procentdel af danskerne, der er af anden etnisk herkomst. For »ikkevestlige nydanskere«, som det betegnes, er procenten 9,1 i samfundet som sådan. Derefter tæller man så, at eksempelvis hovedroller i danske film i de senere år kun i 6,0 procent af tilfældene har været besat med »ikkevestlige nydanskere«.
Det gør man så til et hovedspørgsmål ved produktionen af danske film. Og det går ministeren så politisk ind i. Med ønske om en eller anden udefinerbar form for regulering. Ikke kvoter, det er forstået. Men hvad så?
Von Triers reaktion
Udgangspunktet i et frit samfund, hvor frie kunstnere virker frit, må være, at de selv vælger. Jeg holder mest af høvisk tale, men på en måde kan man jo godt forstå den reaktion, filminstruktør Lars von Trier kom med over for Berlingske, da vi beskæftigede os med emnet:
»Rend mig i røven! Arbejder kun under total kunstnerisk frihed. Enhver form for censur eller kvotering på området er en indskrænkning af ytringsfriheden og leder dermed slutgyldigt til fascisme.«
Selvom der gives statsstøtte til både kunstnere og til medier, så er det faktisk sindssygt vigtigt, at man præcis på de to områder ikke bruger støtten som magtmiddel i forhold til hverken indholdet, eller hvem der skaber det. Noget-for-noget duer ikke i kulturlivet. Man kommer hvinende tæt på også i den forstand at politisere kunsten – og det er derfor, jeg har kastet mig ud i en kulturdebat med den nu heldigvis kvoteafsværgende minister, både i Berlingskes leder fra sidste uge, i Deadline forleden – og her i et svar fra ministeren, hvor han noterer, at jeg sikkert mener, hvad jeg gør, fordi jeg som hvid mand er bange for at miste mine privilegier.
Den slags tale hører man ellers mest fra wokeismens overdrev. Men nu altså også fra regeringskontorerne.
Jeg er enig med ministeren: Der er vist brug for en vild og intens kulturdebat, og jeg kunne ønske mig, at flere borgerlige gad gå ind i den.
Et forsvar i ruiner?
Jeg plejer jo at bruge mit nyhedsbrev til også at gøre reklame for nogle af de mange andre gode ting, Berlingske har til dig, og i denne uge vil jeg gøre opmærksom på Berlingskes forsvarsreporter Andreas Lindqvists afdækning af de sørgelige forhold i det danske forsvar.
Det handler blandt andet om katastrofal mangel på vedligehold af huse og bygninger, som medvirker til medarbejderflugten i forsvaret. Læs blot indledningen her:
»I Holstebro måtte dragonerne i sommer rømme en femtedel af kasernens bygninger grundet skimmelsvamp. På Livgardens kaserne regner det ind af vinduerne på de trætte murstenshuse fra Anden Verdenskrig.
Og på Antvorskov Kaserne nær Slagelse er beboelsesbygningerne fra 1970erne så slidte og uddaterede, at regimentschefen vurderer, at man sandsynligvis stod sig bedst ved at rive dem ned og starte forfra.«
Afdækningen af forholdene i forsvaret fortsætter i Berlingske i denne uge. Læs med!
Oscars, Oscars
Tilbage til dig er kun ugens sang, som jeg altid (mere eller mindre desperat) forsøger at få til at passe med ugens hovedtema her i Borgerlingske-nyhedsbrevet.
Jeg vælger en lidt særlig tilgang i denne uge. Om godt en uges tid, 12. marts, finder årets Oscar-uddeling sted. Og hvis man vil forvisse sig om, hvad detaljerede krav om repræsentation kan udløse af mareridtsagtige hensyn, der handler om alt andet end selve kunstværket, selve filmen, så skal man blot læse de forskrifter, Hollywoods producenter skal overholde, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at komme i betragtning til en statuette.
Du kan orientere dig i kravene her. En advarsel: Det er grotesk læsning.
I den forbindelse har jeg plukket ugens sang fra feltet af Oscar-nominerede kandidat til titlen som Best Original Song. Værsgo’ derfor til Rihanna med nummeret »Lift Me Up« fra Disney-filmen »Black Panther: Wakanda Forever«. Alle forskrifter skulle være overholdt.
