Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Kunst må gerne ville noget med verden

Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

Al god kunst er politisk – og al politisk kunst er dårlig,« sagde Harald Giersing for et århundrede siden.

Den danske maler arbejdede selv med fodboldspillere og kvindelige dansere og holdt sig altså langt væk fra politik. Hans billeder endte til gengæld meget fremsynede og står i dag både nationalt og internationalt som et højdepunkt inden for modernismen.

Så hvad ville Alex Ahrendtsen mene om det hele? Dansk Folkepartis kulturfører har ladet sig interviewe af internetmagasinet Zetland og er som altid klar med en skarp holdning: »Modernismen er en perverteret form for romantik,« mener han for eksempel. Modernismen er »gold og intellektuel« og i sidste ende det modsatte af kultur. Endda inklusive PHs lamper. Ordføreren vil have en kunst med fast forbindelse til folket og dets historie. Han mangler for resten også »saft og kraft« hos nogle af landets kvindelige forfattere og forlanger lidenskabelighed af dem.

Alex Ahrendtsen er ikke hvem som helst. Kulturordføreren er en af Folketingets mest engagerede kulturpolitikere og anklages derfor jævnligt for manglende respekt for det såkaldte armslængdeprincip. Han har igen og igen stødt Statens Kunstfond på manchetterne og vil sikkert give fondens kommende formand i skikkelse af Michael Bojesen de samme udfordringer.

For politikerne skal jo holde sig en armslængde fra selve kunsten og bare smide pengene. Samtlige formænd for Statens Kunstfonds udvalg skrev endda en kronik i Berlingske sidste år med hård kritik af Dansk Folkepartis detailstyring. Politikerne skulle overhovedet ikke spænde kunsten for politiske ideologier og værdier, hed det – politikerne skulle slet og ret sikre kunstens kvalitet.

Kulturpolitikeren og Statens Kunstfond går i virkeligheden lidt skævt af hinanden. Det offentlige skal da ikke investere skattekroner i en kunst, der er pæn og folkeligt forankret, og derfor sagtens kan sælge sig selv. Og politikernes krav om en kunstnerisk interesse i verden uden for det berømte elfenbenstårn virker omvendt ikke helt urimeligt.

Forsangeren i bandet Lukas Graham kom tidligere i år på kant med dansk landbrug for kritiske bemærkninger under et prisshow. Men når denne Lukas Forchhammer synger, handler det mest om kærlighed. Ville lidt samarbejde mellem hans to udtryksformer ikke være en bedre idé?

Kunst må godt være pæn. Men hvis den skabes for offentlige midler, skal den ville noget med os alle sammen. Den skal finde vej til vore hjerter gennem et vist mål af skønhed og godt håndværk – og derpå flytte os et nyt sted hen.

Tag det kommunistiske Sovjetunionen som skrækindjagende eksempel: Sovjetiske kunstnere kunne kun beholde livet ved kreationen af pæne ting. Forfatterne måtte skrive pænt om den seneste femårsplan, musikerne måtte pænt besynge kollektivets nye traktorer. Resultatet var værker uden antydning af evighed og står i dag som skamstøtter over både tidens kunst og det omgivende samfund.

Så ja tak til kunst med passende mål af både skønhed og udfordring!