Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Henrik Day: Skal en præsident kunne lyve?

»Jeg kan ikke få nok af hverken Trump eller Clinton. Løgn er en fascinerede størrelse.«

25debHenrikDayPoulsen.jpg
Henrik Day Poulsen Fold sammen
Læs mere

Jeg er p.t. i USA, hvor kampen mellem Hillary Clinton og Donald Trump kører for fuld musik. Her på Cape Cod sælges Trump-dukker, hvor der står »I’m huge, you’re stupid« (jeg er stor, du er dum), der skal signalere Trumps urealistiske selvovervurdering, og Hillary-dukker med »I’m anti whatever, I’m pro whatever«, der skal betyde, at Hillary er en politisk vendekåbe, blot folk stemmer på hende.

Mine amerikanske venner stemmer primært republikansk, men er dybt frustreret over både Trump og Clinton, idet de mener, at begge har et stort troværdighedsproblem og lyver gang på gang.

Medierne fokuserer også meget på kandidaternes troværdighed. Begge er blevet taget i at omgå sandheden på en lemfældig måde og f.eks. nægte at offentliggøre deres årsopgørelser fra Skat eller kommentere bagvaskelse af modkandidater. Gang på gang mestrer både Clinton og Trump at svare udenom, og ofte ikke svare, på spørgsmål om deres evne til at tale sandt.

Det får mig til at stille spørgsmålet, om et krav til en toppolitiker er, at man kan lyve? I Danmark er der flere eksempler på, at politikere er blevet fanget i en løgn, og da de fleste politikere er veluddannede, må man gå ud fra, at de udmærket ved, når de stikker en løgn.

Min interesse for løgn har fået mig til at samarbejde med mind control-ekspert, Mikkel Severin, som arbejder med at afsløre signaler på folks løgne. Der foreligger viden og objektive tegn på, at folk lyver. Bl.a. CIA og FBI anvender dette. Det kan være usikker tale, hurtige øjenbevægelser, tendens til at gentage den samme sætning og svare udenom eller overdreven gestikuleren. Det interessante er, at en lille del af befolkningen er såkaldt »Natural Performers« eller »naturlige løgnhalse« og mestrer løgn så godt, at det kan være stort set umuligt af afsløre løgnen objektivt.

Tilhører man gruppen af »Natural Performers«, har man en stor fordel, hvis man vil være toppolitiker. For det blot at få mistanken om, at personen lyver, er langt sværere hos »Natural Performers«, som, når de lyver, kan sætte det mest fantastske pokerfjæs op.

Journalister er eksperter i at finde fodfejl hos politikere. Alle mennesker har ting i fortiden, som er mindre heldige, og som vil kunne gøre én til en god historie i agurketiden. Så bliver man kendt, er der hos os alle altid lidt »guf«, som kan blive til en god sladderhistorie.

I denne uge var det, at Donald Trumps kone havde arbejdet ulovligt i USA som 17-årig, og at Hillary Clinton havde haft et intimt forhold til Yoko Ono, som fyldte mediebilledet »over here«.

Om Trump og Clinton er patologiske løgnere, ved jeg ikke. Med det er interessant at iagttage, hvordan de taler og begår sig på TV. Holder de en forberedt tale, er det langt sværere at afsløre, end hvis de »grilles« i et direkte interview. Derfor kan det også være en god idé for en toppolitiker at undgå for mange »Hard Talk«-interviews og i stedet satse på velforberedte taler.

Amerikansk valgkamp er for mig også underholdning i topklasse. Jeg kan ikke få nok af hverken Trump eller Clinton. Løgn er en fascinerede størrelse. Og husk, inden du bliver for hellig: Vi lyver alle engang imellem!