Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Frihed og moral skal være bærende værdier

Mette Bock: I dag ser stort set alle partier i Danmark gerne en stærk stat. Senest er det illustreret af De Konservatives naive tro på, at statsfastsatte flagregler og pligtlæsning af 12 hovedværker i skolen kan sikre det særligt danske.

»Lad os håbe, at det århundrede, vi lige har taget hul på, byder på en renæssance for ægte, liberale værdier. Hvor statens dominans, pligten, rettighederne og det styrede liv bliver trængt i baggrunden af et stærkere og mere levende civilsamfund,« skriver Mette Bock og fortsætter:« Værdierne skal ikke dikteres fra oven, men gro i vore hjerter. Dannebrog skal til tops, fordi vi er stolte af det – ikke fordi staten bestemmer det.« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en kendt sag, at noget kan blive så gammeldags, at det pludselig bliver moderne igen. Sådan er det med de borgerlige værdier frihed og moral, som vores grundlov bygger på: Statens rolle skal begrænses, og samfundet skal bygge på tillid til, at frie borgere både kan og vil påtage sig et ansvar.

I Danmark har vi en stolt tradition for foreningsliv og frivillige fællesskaber. I slutningen af 1800-tallet var alt groft sagt tilladt, medmindre det var udtrykkeligt forbudt. Det ansporede til et enormt personligt ansvar og engagement. I dag er det lige omvendt. Alt er forbudt, medmindre det er udtrykkeligt tilladt. Men uden frihed kan vi ikke forvente, at nogen påtager sig et ansvar.

Udviklingen skyldes, at værdierne frihed og moral gennem de seneste hundrede år desværre langsomt, men sikkert er blevet fortrængt af et andet begrebspar, nemlig ret og pligt. Her står den stærke stat i centrum, mens borgernes liv reguleres mere og mere detaljeret.

I dag ser stort set alle partier i Danmark gerne en stærk stat. Senest er det illustreret af De Konservatives naive tro på, at statsfastsatte flagregler og pligtlæsning af 12 hovedværker i skolen kan sikre det særligt danske. Af Socialdemokraternes bemærkelsesværdige skift i retorik efter valget, hvor kravet om flere rettigheder natten over blev udskiftet med en stærk markering af nye statsbestemte pligter. Og af Venstres ønske om fortsat vækst i den offentlige sektor.

Det udtrykker et samfundssyn, hvor den væsentligste relation i samfundet er en bindende kontrakt mellem staten og borgeren. Hvor staten er den store og kloge, mens borgeren den lille og dumme. Staten skal derfor opkræve skatter, udstikke forbud og påbud og omfordele borgernes indtægter. At dette tankegods gennemsyrer både konservative og socialdemokrater kan ikke undre, hvis man kender sin filosofihistorie.

Men at også Venstre har kastet håndklædet i ringen og ukritisk hylder den store og stærke stat, er en gåde, der bl.a. har ført til dannelsen af Liberal Alliance.

Christiansborg bestemmer i dag, hvordan virksomhederne skal drives, hvad vi skal spise, hvad vi skal lære, hvem der skal have vores penge, og hvornår vi skal arbejde. Vi kan næsten fjerne det besvær, det er at tænke selv, for staten klarer alt fra vugge til krukke.

Bag begrebsparret frihed og moral gemmer der sig et liberalt menneske- og samfundssyn, der i den grad trænger til at komme til ære og værdighed igen. Når vi taler om frihed og moral, er den bærende relation i samfundet ikke en kontrakt mellem staten, der bestemmer, og borgerne, der adlyder. Her er omdrejningspunktet relationen mellem frie borgere, der af egen drift påtager sig et ansvar. For en liberal er det dermed civilsamfundet og markedet, ikke staten, der er det centrale i samfundsudviklingen.

Frihed uden moral er naturligvis barbari, egoisme og alles kamp mod alle. Den skal derfor begrænses af moralen. Ikke i form af påbud og forbud eller meterlange løftede pegefingre, hvor staten i detaljer fortæller, hvad der er rigtigt og forkert, og hvor vi i nypuritansk forklædning sætter mærkater i panden på hinanden.

Men moral som den basale menneskelige drivkraft, der får os til af egen drift at påtage os et ansvar for både os selv og samfundet.

Når vi i dag efterlyser mere moral, er det en reaktion på, at de seneste årtiers udvikling har ladt os tilbage med så lidt frihed, at moralen er visnet. For moral uden frihed er en selvmodsigelse, da dens kerne er den frie vilje.

Der er mange tegn på en sult efter mere frihed og moral. Se på alle de unge, der i disse år strømmer til efterskolerne. Hvorfor? Fordi det er her, at de for første gang i deres liv kan møde et frivilligt, forpligtende fællesskab. Hvor der rettes forventninger til dem. Ikke i form af sure pligter, men som en tro på, at de kan og vil. Hvor de ikke blot kan smutte, hvis de møder sten på vejen. Hvor de lærer, at det at give er forudsætningen for at modtage. At frivilligt fællesskab er bedre end påtvungen sammenhængskraft.

Det levende og ansvarlige velfærdssamfund er i dag blevet til sin egen karikatur i form af en stivnet velfærdsstat, præget af et dybt åndeligt og socialt armod. Vi har efterladt over halvdelen af befolkningen på overførselsindkomster. Vi straffer den ekstra indsats i stedet for at belønne den. Vi lever isolerede fra hinanden, fordi vi har vænnet os til, at staten sørger for det hele.

Lad os håbe, at det århundrede, vi lige har taget hul på, byder på en renæssance for ægte, liberale værdier. Hvor statens dominans, pligten, rettighederne og det styrede liv bliver trængt i baggrunden af et stærkere og mere levende civilsamfund. Staten skal ikke spille en hovedrolle, men begrænse sine aktiviteter til at sikre basale, fælles goder som f.eks. adgang til uddannelse, sundhed og infrastruktur.

Det tilbagelænede samfund skal med andre ord rette ryggen og generobre friheden. Værdierne skal ikke dikteres fra oven, men gro i vore hjerter. Dannebrog skal til tops, fordi vi er stolte af det - ikke fordi staten bestemmer det.