Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En migrant er en fremmed, du ikke har mødt endnu

Hvis Danmark skriver under på FNs nye migrationspagt kan det kun være fordi den ikke er juridisk bindende. For den er lodret i modstrid med både Danmarks og EUs faktiske udlændingepolitik.

Foto: Kate Copeland

Siden flygtningekrisen i 2015 har regeringer over hele EU utrætteligt gentaget, at det gælder om at få skilt flygtninge fra migranter. De første behøver vores beskyttelse og kan blive - i hvert fald til faren driver over. De øvrige har ingen ret til at være her.

Men det bliver sværere at argumentere for, hvis landene skriver under på FNs nye migrationspagt »Global compact for safe, orderly and regular migration« ved en stor ceremoni 10-11. december i Marokko.

For pagten hviler på den præmis, at migration er positiv og skal fremmes. Mere af den, tak! Globaliseringen er, som man forstår på de 34 sider, uafvendelig: Multikulti er allerede normen, og derfor kan vi ligeså godt få bragt orden i den globale landsby.

Allerede i præamblen slås det således fast, at formålet med pagten er at sikre, at migranter fremover ikke skal stilles ringere end flygtninge. For i dag er det kun flygtninge, der er beskyttet af de internationale konventioner, mens migranters retsstilling er langt mere usikker. Det skal pagten lave om på.

Spørgsmålet er så, hvad der egentlig menes med migranter. Og der menes efter alt at dømme alle migranter fra hele verden, der ikke har haft held til at blive anerkendt som flygtninge. Anderledes kan man dårligt forstå ordene om, at staterne forpligter sig til at yde den fornødne støtte til enhver, uanset migrationsstatus, der bliver udsat »for nogen form for diskrimination« eller udnyttelse eller misbrug, herunder f.eks. »migranter, der er blevet udnyttet og misbrugt af menneskesmuglere.«

Spørgsmålet er så, hvordan europæiske lande, som f.eks. Danmark, kan finde på at skrive under på sådan et dokument.

Det er der tre argumenter for. For det første understreger dokumentet, at nationalstaterne har ret til at føre deres egen politik på området, herunder at skelne mellem legale og illegale migranter. For det andet forpligter staterne – herunder de afrikanske lande – sig til at tage deres illegale migranter tilbage i god ro og orden samt at forsyne alle borgere med gyldig legitimation. Og for det tredje og nok så vigtigt: Aftalen er ikke juridisk bindende. Der er ingen sanktioner forbundet med ikke at leve op til den.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at hvis staterne faktisk efterlevede pagten til punkt og prikke, ville en stor del af den førte udlændingepolitik ikke kunne lade sig gøre.

Tag Italien. I pagten lover staterne højtideligt hinanden, at de vil arbejde for at forhindre, at migranter kommer til skade eller dør på rejsen. Til det formål vil de iværksætte redningsaktioner, forbedre modtagefaciliteterne og sørge for, at assistance til nødstedte migranter ikke bliver anset for at være ulovlig. Det betyder på klarsprog, at det vil være i modstrid med pagten for Italien at lukke sine havne for skibe med migranter eller at lægge NGO-skibene i Middelhavet andre hindringer i vejen for at bjerge migranter.

På samme måde er det svært at se, at EUs aftaler med Tyrkiet og nordafrikanske lande som Libyen og Marokko om at forhindre migranterne i at nå frem til EU, ikke skulle være i strid med pagtens bestemmelse om at sikre »respekt, beskyttelse og opfyldelse af alle migranters menneskerettigheder, uanset deres migrationsstatus, på alle stadier af migrationen.«

Eller tag nu Danmark. Detentionscentre som Udrejsecenter Sjælsmark er ifølge pagten helt utilstedelige. Man må ikke forsøge at tilskynde folk, der opholder sig i Danmark illegalt, til at tage hjem ved at internere dem på ubestemt tid. Slet ikke, hvis der er børn indblandet. Detention skal være i yderste nødstilfælde.

Noget tyder da også på, at staterne har forudset visse protester mod pagten i hjemlandene. I hvert fald fremgår det, at der skal arbejdes med at ændre holdningen i offentligheden til folkevandring: Ved at målrette mediestøtten til indvandringspositive medier og samtidig skærpe lovgivningen mod hate speech skal befolkningerne bringes til at sætte pris på migration.

Visse lande har dog allerede vist sig uden for rækkevidde. USA, Ungarn, Australien, Østrig, Polen, Tjekkiet og Bulgarien har meddelt, at de ikke skriver under.

Og måske er det ikke så mærkeligt endda. For i en tid, hvor hele det politiske landskab i Vesten er i opbrud, ikke mindst som følge af modstanden mod yderligere indvandring, er det faktisk ret frisk at udfærdige en pagt, der anpriser den.