Statsministerens deltagelse ved FN-mødet i Marrakesh om migration afføder respekt langt ind i Det Konservative Folkeparti. Ikke fordi vi er enige i alt i pagten, han skal skrive under på, men fordi hos os er et ord et ord.
Derfor har jeg og mange af de konservative, jeg møder rundt i landet, stor respekt for, at statsministeren selv tager til Marrakesh og underskriver FN-pagten, selv om den er forhandlet af integrationsminister Inger Støjberg (V), som åbenbart ikke vil underskrive den.
Pagten kan muligvis kollidere med regeringens stramme udlændingepolitik, men jeg konstaterer også, at den ellers så hårde og kontante integrationsminister har accepteret aftaleteksten. Og igen: Har man givet sit ord, må man stå ved det.
Det gør Danmark uden tvivl, når statsministeren møder op til mødet i Marrakesh.
Internationalt samarbejde har aldrig været vigtigere, og jeg er 100 pct. enig i, at Danmark har en stærk interesse i en international orden og struktur for dialog om globale udfordringer.
Alligevel er det underligt, at vi har forhandlet en FN-pagt på plads, der vækker tvivl om, hvorvidt den potentielt begrænser vores nationale suverænitet. Det er ikke sundt for udvikling af befolkningens opbakning at give plads til nye naboer i eget kvarter og på arbejdspladserne.
Vi danskere vil gerne internationalt samarbejde, men kun når det medvirker positivt til at sikre et stærkt Danmark og et sikkert Europa. Kun, når samarbejdet fokuserer på grænseoverskridende udfordringer. Udfordringer som klima, terror eller skatteunddragelse - og selvfølgelig også migration.
Men dette skal altid foregå med respekt for nationalstaten og viljen til at skabe en stemning der siger »du er velkommen«, mere end den opleves som et tvunget værtskab.
Hvad vi forhandler
I Europa har Ungarn, Østrig, Bulgarien, Tjekkiet, Polen, Slovakiet og Schweiz valgt ikke at tilslutte sig pagten, og i Tyskland, Norge og Belgien har pagten naturligvis skabt splittelse internt i regeringerne. Men fordi sidstnævnte er konservative, så holder man, hvad man lover. Og underskriver. Uanset om pagten er juridisk bindende eller ej.
Nu underskriver Danmark pagten med statsministerens egen hånd, men fremover bør vi holde bedre øje med, hvad vi forhandler, inden forhandlingerne afsluttes og underskriften skal sættes.
Vi skal ikke overimplementere, hvad der kommer udefra bare for at leve op til vores gode ry og rygte. Indholdet er altid vigtigst.
Vi skal være kritiske og håndhæve, at vi tror på og vil nærhedsprincippet, som tilsiger, at beslutninger altid skal foretages så tæt på borgerne som muligt.
Næste skridt efter mødet i Marrakesh bliver derfor at kæmpe for, at pagten aldrig kommer til at sætte regeringens politik og suverænitet over styr.
