Under mandagens høring i Folketinget om hvidvasksagen i Danske Bank kunne man høre whistlebloweren Howard Wilkinson berette, hvordan han som medarbejder hos Danske Bank i Tallinn over en lang årrække forgæves forsøgte at henlede Danske Banks hovedsæde og forskellige landes myndigheders opmærksomhed på, at der foregik uregelmæssigheder i et hidtil uset omfang.
Howard Wilkinson fortalte, hvordan hans bestræbelser på at advare myndighederne blev vanskeliggjort af, at der ikke er regler i Danmark om beskyttelse af whistleblowere. Howard Wilkinson sagde blandt andet, at de danske regler efter hans opfattelse yder den svageste beskyttelse af whistleblowere, som han er stødt på.
Under høringen svarede Dansk Bank tilbage, at det ikke er korrekt, når Howard Wilkinson hævder, at medarbejderne skulle underskrive en klausul, som forhindrede dem i at tale med myndighederne om konkrete mistanker. Ifølge Danske Bank forhindrer klausulen kun, at medarbejderne omtaler kunder og samarbejdspartnere, da dette ville kunne være i strid med lov om bankhemmeligheder og persondatalovgivningen.
Whistleblowere skal beskyttes i Danmark
Efter Amnestys opfattelse viser Danske Banks svar netop, hvor vanskeligt det er for whistleblowere at gå til myndighederne, hvis de ikke må fortælle, hvilke personer eller selskaber de mistænker for hvidvask, eller hvilke konkrete transaktioner de har mistanke om.
For det første bør der være en lovgivning i Danmark, som kan beskytte whistleblowere, der i god tro går til myndighederne mod strafferetlige sanktioner eller civilretlige gengældelsesaktioner.
Myndigheder må kunne håndtere forretningshemmeligheder, som de bliver bekendt med under efterforskningen af mistanke om hvidvask. Og whistleblowere må have mulighed for at gå til myndighederne, uden at det betyder, at de sætter deres job og økonomi over styr.
Det er i enhver retsstats interesse, at vi ikke er afhængige af enkeltpersoners personlige mod og vilje til at afsløre økonomisk kriminalitet, men har myndigheder, som gør det muligt.
Behov for en generel beskyttelse
Derfor glæder det Amnesty International, at erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) i forlængelse af høringen meldte ud, at han var klar til at se på behovet for bedre regler til at beskytte ansatte, som opdager mistænkelige forhold på deres arbejdsplads.
Men samtidig er det helt afgørende, at de nuværende afsløringer ikke fører til en smal lov om whistleblowere i finanssektoren. Vi har behov for en generel beskyttelse af enkeltpersoner, som ud fra en oprigtig opfattelse af, at deres oplysninger er af afgørende interesse for samfundet, kan gå roligt til de danske myndigheder med deres mistanke om kriminalitet eller magtmisbrug.
Vi har brug for en whistleblowerordning, der kan være med til at forhindre, at vi ser sager som den mod Frank Grevil, der lækkede en række hemmelige Irak-vurderinger til pressen, som viste, at Forsvarets Efterretningstjeneste var mere forsigtig end regeringen i sin vurdering af, om Irak havde masseødelæggelsesvåben. Eller sagen om Anders Kjærgaard, der afslørede, at danske soldater så passivt til, mens irakiske fanger blev mishandlet. Eller den fængselsbetjent, som anmeldte en kollega for vold mod en kvindelig indsat, og som måtte forlade sit job, fordi hun blev frosset ud af kollegerne, der så hende som en forræder. Eller de to højt respekterede researchere, som måtte forlade deres job i Udlændingestyrelsens Dokumentationsafdeling, fordi de kritiserede en rapport om Eritrea for at være usaglig og ikke underbygget, hvori Udlændingestyrelsen konkluderede, at det var sikkert at vende tilbage til Eritrea.
Venstre og Socialdemokraterne har for nylig afvist at ændre offentlighedslovens »mørklægningsbestemmelser«. Man ønsker altså, at det fortsat skal være muligt for den til enhver tid siddende regering at afskære Folketinget og borgerne fra at skaffe sig indsigt i regeringens og centraladministrationens arbejde med vigtige eller kontroversielle sager. Det er altså ikke herfra, vi skal vente en styrkelse af den gennemsigtighed, som er så vigtig for et retssamfund.
På den baggrund er det så meget desto vigtigere for gennemsigtigheden i vores samfund, at der etableres en whistleblowerordning, som kan sikre, at enkeltpersoner, der får viden om ulovlig eller direkte strafbar adfærd eller myndighedspraksis, kan handle i vores fælles interesse uden at skulle frygte uforholdsmæssige sanktioner eller retlige gengældelsesaktioner.
