Han er på én gang stolt og ked af det.
Spørger man Jens Weise Olesen, hvordan han i dag har det med Eritrea-sagen, er svaret tvetydigt. Han har det »meget dobbelt«. Glad og trist.
»Jeg har det godt med, at jeg fortalte, hvad jeg oplevede under sagen. Der var nogle principielle ting på spil, fordi min arbejdsplads var i gang med at bryde med mange års sagligt dokumentationsarbejde. Det var vigtigt at få frem i offentligheden. Men det er frustrerende og beklageligt, at jeg mistede mit arbejde gennem 20 år,« siger han.
{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}
For et år siden medvirkede Jens Weise Olesen til, at den såkaldte Eritrea-sag detonerede, da han fortalte, hvordan han og kollegaen Jan Olsen var blevet udsat for massivt pres under og efter en rejse til Eritrea. Begge arbejdede dengang i Udlændingestyrelsens dokumentationskontor og skulle skaffe oplysninger til en ny rapport om det nordøstafrikanske land.
På det tidspunkt havde de to embedsmænd foretaget talrige af disse missioner for Udlændingestyrelsen. Faktisk viste en opgørelse, at Jens Weise Olesen havde deltaget i næsten halvdelen af alle Udlændingestyrelsens såkaldte fact finding-missioner i nyere tid, ligesom han selv havde bidraget til skabelonen for, hvordan de efterfølgende rapporter skulle skrues sammen. Men rejsen til Eritrea 1. til 17. oktober 2014 blev på alle måder usædvanlig. Arbejdet skulle gå hurtigere. Rapporten skulle sættes sammen på en ny måde. Kildernes udtalelser skulle skrives sammen i en indledende sammenfatning. Og de to erfarne embedsmænd havde konstant på fornemmelsen, at de helst skulle nå til et bestemt resultat; at få skrevet en rapport, der kunne bidrage til, at Danmark fremover kunne sige nej til asylansøgere fra Eritrea.
»Jeg vidste, at noget var helt galt, da vi blev bedt om at lave et helt nyt format til rapporten med en sammenfatning. Vi havde tværtimod haft et princip om aldrig at drage konklusioner, men kun lægge fakta frem,« forklarer den 64-årige Jens Weise Olesen.
Daværende justitsminister Karen Hækkerup (S) havde forinden udsendt en pressemeddelelse om, at hun ville »sætte ind« over for den stigende asyltilstrømning fra Eritrea.
»I dag tænker jeg, at sagen handlede om, at vi var på vej mod et folketingsvalg, og at politikerne ville vise handlekraft. Det havde vores ledelse i Udlændingestyrelsen tolket i så ekstrem grad, at man var klar til at sætte alt forsvarligt dokumentationsarbejde over styr,« siger Jens Weise Olesen.
Forløbet endte i et internt opgør i Udlændingestyrelsen, hvor de to embedsmænd fik skriftlige advarsler – som noget usædvanligt blev trukket tilbage af Justitsministeriet. Formelt endte de med at få frivillige aftrædelser. Så i dag går Jens Weise Olesen hjemme i huset i Humlebæk. Hvor han tidligere skulle skabe overblik over overgreb, tortur og undertrykkelse i afrikanske diktaturer, forsøger han i dag at få overblik over alle blomsterne i baghaven. Han vil gerne lave et stort katalog over sin lidenskab; frø og planter.
»Jeg har ikke et øjeblik fortrudt mine handlinger i Eritrea-sagen,» siger Jens Weise Olesen, men tilføjer:
»De har fået alvorlige konsekvenser for mig.«
Eritrea-sagen handler om, hvorvidt de danske udlændingemyndigheder agerede sagligt, da de i efteråret 2014 forsøgte at håndtere det stigende antal asylansøgere fra Eritrea. Politikerne på Christiansborg sendte muligvis så kraftige signaler, at embedsværket lod sagligt og grundigt dokumentationsarbejde blive overtrumfet af kreative tiltag. Centralt står den såkaldte Eritrea-rapport, som blev brugt til at konkludere, at Danmark fremover kunne sende eritreere trygt hjem. Men gradvist kom det frem, hvordan rapporten byggede på en stribe uregelmæssigheder. Organisationer og eksperter kunne ikke genkende resultatet. De citerede kilder i rapporten kunne ikke genkende resultatet. Og selv embedsmændene Jens Weise Olesen og Jan Olsen, som havde indhentet oplysningerne til rapporten i Eritrea, kunne ikke stå inde for resultatet. Det endte med, at Udlændingestyrelsen trak den nye, skrappere asylkurs over for eritreere tilbage.
I organisationen Dansk Flygtningehjælp samarbejder man i nogle tilfælde med Udlændingestyrelsen om at lave de såkaldte landerapporter, som er fundamentet bag asylpolitikken. Dansk Flygtningehjælp deltog dog ikke i rejsen til Eritrea i 2014.
»Læren af Eritrea-sagen er, at udlændingemyndighederne skal agere sagligt, og at befolkningen også skal efterlades med det indtryk,« siger Eva Singer, asylchef i Dansk Flygtningehjælp.
Var Udlændingestyrelsen kommet igennem med den nye kurs, kunne det have fået vidtrækkende konsekvenser, for Danmark kunne have endt med forkerte asylafgørelser, hvor folk var blevet sendt hjem til forfølgelse, understeger Eva Singer.
»Udlændingestyrelsen må ikke lade sig påvirke af politikerne, og politikerne skal ikke blande sig i, hvad styrelsen laver på det faglige niveau. Vi risikerer, at folk ikke har tillid til vores egne asylprocedurer,« siger Eva Singer.
Vil asylprocedurer ikke altid være politiske?
»Selve proceduren bør ikke være politisk. Når jeg søger om tilladelse til at bygge en carport, skal afgørelsen heller ikke være politisk. Den skal være saglig,« siger Eva Singer.
I en tid med flygtningekrise og politiske krav om at begrænse tilstrømingen af asylansøgere er det netop ekstra vigtigt, at myndighederne agerer sagligt, påpeger offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
»De politiske signaler skal munde ud i politiske beslutninger, som er truffet efter de demokratiske spilleregler. De politiske beslutninger skal ikke camoufleres som saglig sagsbehandling i Udlændingestyrelsen, og Eritrea-sagen såede tvivl om den skillelinje. Det er vigtigt i et demokrati at fastholde rollefordelingen mellem administrationen og politikerne,« siger Oluf Jørgensen.
I september 2014 bad Berlingske om aktindsigt i Eritrea-sagen. Ifølge offentlighedsloven skal man som udgangspunkt have svar fra myndighederne efter 14 arbejdsdage. Det tog langt mere end et år for Justitsministeriet (senere Udlændinge- Integrations- og Boligministeriet,red.) at finde de relevante dokumenter frem. Store dele af de udleverede dokumenter er overstregede, så offentligheden ikke kan få indblik i, hvad der skete under forløbet.
Den tidligere justitsminister Mette Frederiksen (S), som afløste partifællen Karen Hækkerup, har gentagne gange lagt vægt på, at Justitsministeriet holdt sig på lang afstand af Udlændingestyrelsen i sagen, og at der ikke skete politisk indblanding i forløbet. Alene den 10. december 2014 henviste hun seks gange i folketingssalen til, at der var såkaldt armslængde i Eritrea-sagen.
De udleverede dokumenterefterlader et andet indtryk. Sagens akter viser gennemgående, at Justitsministeriet havde langt større interesse for Eritrea, end regeringen og Justitsministeriet forsøgte at give offentligheden og Folketinget indtryk af. Eksempelvis arkiverede Justitsministeriet i 2014 et internt baggrundsnotat om eritreere, ligesom der blev holdt møder i Justitsministeriet, hvor eritreere var på dagsordenen. I en e-mail fra en kontorchef i Udlændingestyrelsen omtales »den store politiske interesse«, i en anden e-mail fra en kontorchef i Justitsministeriet står der, at ministeriet er meget ivrig efter at lære, hvordan Norge havde bremset asyltilstrømningen fra Eritrea. Og måske endnu mere opsigtsvækkende: I en hidtil ikke offentligt omtalt e-mail fra 5. november 2014 skriver en kontorchef fra Justitsministeriet til en vicedirektør i Udlændingestyrelsen: »Der er meget stor politisk fokus på Eritrea. Vi vil sætte pris på, hvis vi i god tid får en »early warning« før fact-findingrapporten udgives.«
Både Udlændingestyrelsens direktør, Henrik Grunnet, og en afdelingschef i Justitsministeriet var cc på denne mail. Desuden viser sagens akter, at justitsministeren mindst tre gange blev forelagt dele af Eritrea-sagen. Ministeriet vil dog ikke oplyse, hvilke tilfælde der er tale om, eller hvornår det skete.
Justitsministeriets arm har således haft det med at skifte længde alt efter situationen. Det samme konkluderede Folketingets Ombudsmand efter en nærmere undersøgelse. Ombudsmanden er sat i verden for blandt andet at kontrollere offentlige myndigheder. Efter at have læst sagens dokumenter vurderede ombudsmanden, at Justitsministeriets princip om armslængde var karakteriseret ved »en betydelig uensartethed.« Folketingets Ombudsmand skrev, at denne praksis med at sige ét, men gøre noget andet bidrog »til et problematisk indtryk af myndighedernes håndtering af sagen.«
Ombudsmanden fandt ikke dokumenter, hvor politikere eller embedsmænd havde nedfældet egentlige lovbrud, men udtrykte alligevel kritik: Myndighederne kommunikerede under Eritrea-sagen på en måde, så det havde karakter af usaglig indblanding, og sagen kunne ligefrem skade offentlighedens tillid til myndighederne, konkluderede ombudsmanden.
»Udlændingestyrelsens ageren i denne sag har givet anledning til mistillid. Sagen handler om, hvorvidt en myndighed formår at bevare en streng saglig linje, eller om myndigheden filtrerer oplysninger og vinkler sager afhængigt af signaler og politiske vinde. Her tog styrelsen forskud på den stribe af politiske beslutninger, som siden er truffet, og som klart har handlet om at begrænse flygtningestrømmen til Danmark. Det ser ud til, at styrelsen har været påvirket af de politiske vinde,« siger Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
For en måned siden kastede organisationen Amnesty International yderligere lys over situationen i Eritrea og Eritrea-sagen. Amnesty udgav en omfattende rapport, som bl.a. byggede på 72 interviews med eritreere, som var flygtet fra det nordøstafrikanske regime. Konklusionen flugtede på ingen måde med den danske Eritrea-rapport. Desertører risikerer at blive fængslet. Eller skudt. Familiemedlemmer til desertører risikerer også at ryge bag tremmer. Og rapporten omtalte tilbageholdelser i underjordiske fængsler på ubestemt tid. Amnesty Internationals danske afdeling forsøgte i december 2015 at bruge de nye oplysninger til at presse Udlændingestyrelsen til at trække Eritrea-rapporten tilbage, forklarer vicegeneralsekretær Trine Christensen. Det skyldes ikke mindst, at de britiske myndigheder flittigt har trukket på den danske rapport de seneste måneder til at afvise asylansøgere fra Eritrea. Men forgæves. Udlændingestyrelsen insisterer på at bevare rapporten, til trods for at styrelsen selv for et år siden erkendte, at den varslede asylkurs baseret på rapporten var uholdbar. Til gengæld har Udlændingestyrelsen indvilget i, at Amnestys metodeeksperter fra London snart får mulighed for at dele deres erfaringer med Udlændingestyrelsen, siger Trine Christensen:
»Vi vil gerne sikre, at vi ikke får en ny Eritrea-sag, og at danske rapporter fremover bygger på uvildighed. Derfor har vi aftalt, at vores eksperter kan mødes med folk fra Udlændingestyrelsen.«
Hun mener, at Eritrea-sagen overordnet handler om vores tillid til myndighederne.
»Sagen viser, hvor vigtigt det er, at officielle rapporter er korrekte. Men sagen handler også om, at Danmark kunne have sendt folk tilbage til tortur og overgreb, og derfor er det vigtigt, at rapporten bliver skrottet, nu hvor den bliver brugt i Storbritannien,« siger Trine Christensen.
Hverken tidligere justitsminister Mette Frederiksen (S) eller udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V), der har overtaget ansvaret for asylområdet, har ønsket at kommentere sagen.