Whistleblowerordning i staten, ja tak, men det er ikke nok

En whistleblowerordning i staten kan kun bydes velkommen, men den må følges op af initiativer, som understøtter en ledelse, der skaber en sund åbenhedskultur.

Det er godt med en statslig whistleblowerordning, men den skal matches af en sund kultur. F.eks. består Tibetsagen af to dele. Først er der selve skandalen, hvor man knægter borgernes grundlovssikrede ret til at ytre sig og demonstrere. Den skandale blev fulgt op af en lige så stor skandale, hvor politiet i årevis forsøgte at dække over, hvad der var foregået. Dennis Lehmann / Ritzau Scanpix

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Regeringstoppen har med Lars Løkke Rasmussen i spidsen i en kronik i Berlingske bebudet, at der skal indføres en whistleblowerordning i staten. De ansatte skal anonymt kunne »blæse i fløjten«, hvis der foregår noget snavs. »Den offentlige sektor fungerer godt. Som regel,« skriver ministrene, men, tilføjer de, »i den seneste tid har der været nogle grelle undtagelser«. Det sidste har de helt ret i. De nævner selv Tibetsagen, svindlen i Socialstyrelsen og sagen om udbytteskat. Ministrene udtrykker med rette bekymring for, »at den slags sager slår revner i borgernes tillid til fællesskabet«, i hvert fald hvis de sætter »fællesskabet« lig med staten.