Vi skal gøre op med de unges natteorgier – uden at slå nattelivet ihjel

København skal være en levende, aktiv og festlig by med plads til, at unge mennesker holder fest, men beboere og andre skal også kunne leve og sove i byen.

Debatten raser i disse uger om, hvilken retning det københavnske natteliv skal tage. Nogle glæder sig over den nyvundne coronafred og ønsker et totalt stop for al natteliv efter klokken 24.00. Andre skælder ud over unge menneskers hærgen på Islands Brygge. På Amager Strand rapporteres om nattefester, slåskampe og salg af stoffer. Og sådan kunne vi blive ved.

Det ér et dilemma, at vi bliver stadig flere københavnere, især flere unge københavnere, der naturligt gerne vil feste og more sig – samtidig med at der bliver stadigt flere naboer at genere. Ikke mindst liberaliseringen af lukkeloven, der muliggør salg af alkohol til unge ned til 16 år døgnet rundt, og rygeloven, der sender unge rygere ud på gaden, gør, at festen ofte flytter ud i gaden, hvor larmen og støjen får en tak opad.