Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Udnævnelsen af von der Leyen til kommissionsformand er symptomet på et større problem i EU

Europas borgere står tilbage som tabere efter udnævnelsen af folk til EUs topposter. Derfor er det glædeligt, at den nye kommissionsformand, Ursula von der Leyen, har udtrykt nødvendigheden af en ny og forbedret model til fremtidens europæiske demokrati.

»Det er glædeligt, at netop von der Leyen i onsdags på eget initiativ udtrykte nødvendigheden af en ny og forbedret model til fremtidens europæiske demokrati,« skriver Pernille Weis efter valget af Ursula von der Leyen som ny formand for Europa-Kommissionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: CLEMENS BILAN

»Den er død!« har i piskeslag haglet ned over EUs Spitzenkandidat-proces de sidste dage. Inklusiv slag til spidskandidaterne for at være enten too-much superstjerne, politisk uspiselig eller simpelthen en nulbon. Benævnelser på den politiske scene, der ikke er godt for andet end tomme likes. Teaterstykkets titel er selvfølgelig »Udpegning af den nye Europa-Kommission«.

Men hvad er trods alt godt? Det er, at kandidaten til at blive kommissionsformand, Ursula von der Leyen, har givet sit ord for en forbedret beslutningsproces i 2024. For når det kommer til opbakning til denne proces, har den været yderst utilstrækkelig denne gang. Det står i stærk kontrast til forløbet i 2014, hvor en spidskandidat faktisk endte med at blive udpeget af stats- og regeringslederne.

Pernille Weiss Fold sammen
Læs mere

Men denne gang kiggede Rådet bort fra Europa-Parlamentet og fandt under meget teatertorden til sidst en kandidat i Berlin. Og hvorfor er dette egentlig et problem? Lad mig starte med at understrege, at jeg har stor respekt for den foreslåede kandidat. Jeg er ikke er i tvivl om, at hun er i stand til at løfte opgaven som kommissionsformand. Men udnævnelsen er desværre symptomet på et større problem: EUs demokratiske underskud, hvor Europas borgere står tilbage som tabere i en situation, hvor flere end længe gik til stemmeurnerne.

Derfor er det glædeligt, at netop von der Leyen i onsdags på eget initiativ udtrykte nødvendigheden af en ny og forbedret model til fremtidens europæiske demokrati, så borgernes stemmer i nationalstaterne bliver sikret. Modsat mediernes dækning de sidste par dage er situationen heldigvis den modsatte. Spitzenkandidat-processen som idé lever. Den vil ikke ende med blot at blive en fodnote i historiebøgerne.

Tværtimod er Spitzenkandidat-processen en proces, hvor forbedringer er nødvendige for at bringe EU derhen, hvor befolkningen i højere grad tager EU i forståelsen »Nationernes Europa« til sig. Vi er et levende demokrati over grænser, der gennem samtale har potentialet til at udvikle sig til et langt stærkere demokratisk projekt.

Det kræver traktatændring, og det giver mere union, indvender nogle. Tværtimod. For Europa-Parlamentet havde held med at introducere den nye procedure tilbage i 2014, og den nye parlamentsforsamling kan gøre det samme i et forbedret format.

»Parlamentet er nøgleinstitutionen, når det kommer til at skubbe EU i en demokratisk retning.«


Parlamentet er nøgleinstitutionen, når det kommer til at skubbe EU i en demokratisk retning. Vi er den eneste institution, der er underlagt direkte valg, hvilket i mine øjne gør os til dem, som repræsenterer Europas borgere tydeligst. Modsat Rådet er Europa-Parlamentet en stabil politisk størrelse, som har de samme medlemmer og politiske koalitioner i fem år ad gangen. Rådet er en flydende størrelse, da dets medlemmer konstant stempler enten ind eller ud.

Ingen er derfor døde – der er puls i det. Det kræver naturligvis, at parlamentets politiske grupper er med på idéen. Vi borgerlige i EPP og socialisterne hos De Grønne vil gerne. De fleste socialdemokrater også. Så mangler vi kun den nye liberale gruppe, som burde kunne finde naturligt fodslag med principperne for det folkebårne demokrati. Jeg tror på det.