Konservativ spidskandidat: Løber V og LA fra klimaaftale?

Venstre og LA har tidligere lænet sig op ad Bjørn Lomborgs tvivlsomme klimaregnestykker, og det kan få én til at frygte, om partierne ligesom Lomborg ikke bakker op om Paris-aftalen.

»Vi er det eneste parti i blå blok, der har præsenteret en klimalov, hvor bindende CO2-budgetter skal sikre en mindre klimabelastning.« Foto fra klimademonstration i Aarhus, Henning Bagger/Ritzau Scanpix. Henning Bagger

Det er ingen hemmelighed, at vi Konservative er blå bloks grønne stemme. Som det eneste parti i blå blok var vi med til at oprette Klimarådet. Vi var de eneste, der bakkede op om et reduktionsmål på CO2-udledning på 40 pct. for Danmark i 2020, et samlet nationalt reduktionsmål for 2030, og vi er også det eneste parti i blå blok, der har præsenteret en klimalov, hvor bindende CO2-budgetter skal sikre en mindre klimabelastning.

Listen over konservative klimaforslag kan fortsættes, men der er også andre partier i blå blok, som forsøger at gøre sig bemærket på området. For at sikre en større mangfoldighed af stemmer i den offentlige debat har alle andre partier i blå blok haft en besynderlig flirt med Bjørn Lomborg. En flirt der har stået på i en længere årrække. Partierne har sågar ad flere omgange forsøgt at få Lomborg på finansloven. Det har vi Konservative til gengæld afvist.