Når de voksne skændes, går det ud over børnene. Det håber jeg, at danskerne vil huske under valgkampen. For når vi diskuterer asylpolitik, indvandring og udlændingepolitik på Facebook, følger massevis af børn med på sidelinjen. Nogle af de børn bor på landets asylcentre og føler sig fanget i debatten.

Man behøver ikke være børnepsykolog eller pædagog for at vide, at børn tager skade, når de oplever verbale slagsmål eller bliver taget som gidsel i de voksnes mundhuggeri. Når vi som voksne skændes foran børnene, giver det rifter i deres psyke. De danner følelsesmæssigt arvæv. Sådan er det også, når vi skændes digitalt. Børn bliver bange og kede af det, og de efterligner vores måde at tale på.

Når man klikker ind på Facebook, bliver man mødt af en flodbølge af skældsord, ondskabsfulde kommentarer og digital mobning, og den hårde tone er blevet skærpet op til folketingsvalget. Danskerne peger fingre og forsøger at ydmyge hinanden. En Megafon-måling fra januar viser, at tonen faktisk er så hård, at 61 procent af os danskere afholder os fra at deltage i debatter på sociale medier.

Red Barnet Ungdom kører netop nu en kampagne, hvor vi beder danskerne om at sende venlige hilsner til børnene på Sjælsmark og de andre danske asylcentre, hvor vores frivillige arbejder. Målet er at vise børnene, at der er mennesker uden for asylcentrenes mure, der tænker på dem og vil dem det godt, uanset hvor længe, de skal blive boende i Danmark. Det er nemlig ikke altid tydeligt, når man kigger nærmere i kommentarsporene på Facebook.

»De sorte svin skal bare fucking ud af Danmark,« lyder en kommentar på Red Barnet Ungdoms facebookside.

»Jeg skal fandme ikke sende en hilsen til de satans, ulovlige immigranter. De kan være venlige at skride tilbage til deres lorteland,« lyder en anden kommentar.

Når vi skændes og bruger udtryk som »sorte svin« og »satans, ulovlige immigranter« går den demokratiske debat i stå. Uanset politisk overbevisning, har vi et fælles ansvar for ikke at afspore den.

Samtidig skal vi huske, at vi rent faktisk kommunikerer til et andet menneske, når vi skriver på Facebook og andre sociale medier, og vi bør desuden huske på, at børn over hele landet kan læse med. Man kan jo spørge sig selv, om man foran sine egne børn vredt ville kalde et vildt fremmed menneske for »sorte svin« eller »satans, ulovlige immigrant.«

Hvordan kan vi opdrage vores egne børn til, at det er forkert at mobbe, når vi samtidig bruger de sociale medier til at angribe hinanden med forbistrede, personfikserede og hadefulde kommentarer? De uskrevne regler for god tone gælder også i den digitale verden.

Når børn på asylcentrene læser, at deres forældre er kujoner og samfundsnassere, fordi de ikke tør rejse tilbage til Syrien, Irak eller Somalia, rammer det børnene som en følelsesmæssig mavepuster.

Det gælder også, når børn af venligboere og andre frivillige, der arbejder med flygtninge, kan læse på Facebook, at deres forældre er landsforrædere. Den samme modbydelige sprogbrug rammer børn af danskere, der stemmer til højre for midten, når deres forældre bliver overdynget med skældsord. Det afsporer og fordummer debatten, og det skader vores børn.

Debattér, vær uenig, men hold en ordentlig tone, og har du intet pænt at sige, så skal du måske overveje at tie stille. I Red Barnet Ungdom underviser vi børn i 6. klasse om konsekvenserne ved mobning. Hvis 12 år gamle børn kan lære, hvor skadeligt det er at nedgøre og tale grimt til andre, så kan vi voksne også lære det.