Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Udrejsecenter Sjælsmark er moralsk begrundet

Selv om vi er moralsk forpligtet til at hjælpe nogle flygtninge, er vi ikke forpligtet til at behandle dem så godt som vores landsmænd.

sj
»Jeg er enig i, at vi skal give disse udlændinge ly, mad og lægehjælp, nu hvor vi har taget imod dem. Men jeg er uenig i, at vi skal behandle dem på lige fod med vores landsmænd og give dem ret til at bo, arbejde og gå i skole uden for centret,« skriver Kasper Støvring. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

»Vi er forpligtet til at hjælpe mennesker i nød«, hører vi ofte i debatten om indvandrere og flygtninge. Men hvor kommer denne forpligtelse fra? Hvad kræver den af os? Og er der nogle mennesker, vi skylder mere end andre?

Professor Peter Lauritsen forsvarede for nylig i Politiken danskernes humanisme og kristendom:

»Alt det, vi har bygget vores samfund på, gennemsyres af en forestilling om, at mennesker er lige – alene i kraft af, at de er mennesker«. Ordene var kritisk vendt mod udrejsecenter Sjælsmark, hvor udviste udlændinge henslæber deres liv i årelang trøstesløshed.

Kasper Støvring Fold sammen
Læs mere
Foto: Kasper Støvring SH KasperStø.

Jeg er enig i, at vi skal give disse udlændinge ly, mad og lægehjælp, nu hvor vi har taget imod dem. Men jeg er uenig i, at vi skal behandle dem på lige fod med vores landsmænd og give dem ret til at bo, arbejde og gå i skole uden for centret. Jeg mener også, at vi bør opsige konventionerne om universelle menneskerettigheder, der f.eks. giver flygtninge ret til at søge asyl i mit land. Opholdstilladelser til ikke-vestlige udlændinge bør nemlig være så få som muligt af hensyn til sammenhængskraften og bevarelsen af den kultur, der overhovedet gør humanisme og kristendom mulig.

Til denne politiske begrundelse kommer en moralsk. Den handler bl.a. om kollektive forpligtelser, vi ikke selv som enkeltpersoner har valgt.

Danmarks krig i Irak har været med til at skabe strømme af flygtninge. Derfor er vi som danskere – uanset om vi har støttet eller deltaget i krigen – forpligtet til at hjælpe disse flygtninge. Løsningen er at etablere flygtningelejre i et tredje land. For vi er ikke forpligtet til at lade udlændinge indvandre til vores land, ligesom vi altså heller ikke er forpligtet til at behandle de herboende udlændinge så godt som vores landsmænd.

Alligevel får afviste asylansøgere på Sjælsmark bedre mad end mange danske pensionister, og mens alle flygtninge får anvist en bolig, er der ældre danskere, der ikke engang kan få plads på et plejehjem, selv om de hele deres liv har bidraget til vores samfund. Mange danskere synes da også at bekymre sig mere om udlændinge end om deres landsmænd. Det vækker f.eks. ofte større harme, når udviste kriminelle forvises til en øde ø, end når endnu en dansker voldtages, røves eller overfaldes af en udlænding.

På en måde kan forskelsbehandling til fordel for udlændinge være berettiget, for det er betydeligt bedre for en flygtning at bo i sikkerhed i Danmark, end det er værre for en pensionist ikke at bo på et plejehjem. Men det er en ren nyttekalkule, der ikke siger noget substantielt om vores moralske forpligtelser.

Så hvordan kan jeg begrunde, at vi danskere skylder vores landsmænd mere end andre, og at det endda er en forpligtelse, vi ikke selv har valgt? Bemærk, at Peter Lauritsen også skriver om et »vi«, om danskernes universelle forpligtelse til at behandle alle lige – også udviste udlændinge – og uanset om vi selv har valgt at tage imod dem her i landet.

Jeg er enig i, at vi er kollektivt ansvarlige, men drager altså de stik modsatte, partikulære konklusioner. Når vi efter min mening er særligt forpligtet over for vores landsmænd – som over for vores børn og forældre, vi heller ikke selv har valgt – skyldes det, at tilknytningen til vores land har formet os som de personer, vi dybest set er. Som med familien er jeg bundet sammen med mine landsmænd i et slags skæbnefællesskab: Det, der er godt for dem, er godt for mig. Og omvendt.

Det er derfor, den danske sammenhængskraft er verdens stærkeste: Vi føler os forpligtet til at hjælpe mennesker i nød. Ikke primært fordi de er mennesker, men fordi de er danskere.