Efter den tragiske skudepisode i Field's er udfordringerne på psykiatriområdet pludselig noget, alle gerne vil tale om. For os, der i mange år har oplevet psykiatrien som pårørende, kommer beskrivelse af et mangelfuldt system desværre ikke som nogen overraskelse. Overraskende er det derimod at høre politikere, som tilsyneladende først nu har fået øjnene op for det, der foregår.
Efter flere års mistrivsel fik vores datter som 14-årig en psykiatrisk diagnose. Atypisk autisme. Hun fik en grundig udredning i børne- og ungepsykiatrien og efterfølgende behandling med fokus på at passe sin skole og fastholde sine sociale relationer. Behandlingen var sparsom. Vi måtte selv supplere med private psykologtimer. Men de tog opgaven alvorligt og tog udgangspunkt i vores datters behov. På intet tidspunkt blev hun sluppet helt. Ikke før hun blev 18 og overgik til voksenpsykiatrien. Og det var her, de egentlige problemer startede.
