Christian Egander Skov har de seneste år bidraget både ved egen pen og som redaktør på de to tidsskrifter Critique og Replique med stor indsigt og klare holdninger, der løfter niveauet for konservativ og borgerlig idédebat i Danmark.
Hans tekster er intelligente, dybdegående og perspektivrige. Han er ikke bange for at sætte barren for den offentlige debat højt og søger aldrig laveste fællesnævner hverken som skribent eller redaktør.
Han har desuden bidraget til den borgerlige idédebat som fast skribent for Altinget, hvor han især skriver om konservatisme og manglen på ideologisk tyngde i borgerlig realpolitik.
Selvom Egander Skov ikke har været en del af dansk politisk debat i årtier, analyserer han den politiske situation i blå blok mere intelligent og med langt større historisk bevidsthed end de fleste politiske kommentatorer.
Som redaktør og skribent har han ligeledes kvalificeret den borgerlige kultur- og idédebat, så det er klart for enhver, at borgerlighed er mere og andet end skattelettelser.
Han har som redaktør og en af de frivillige drivkræfter bag Årsskriftet Critique været ansvarlig for et af de vægtigste kontinuerlige bidrag til den konservative idédebat, siden Årsskriftet Critique første gang udkom i 2008. Derudover er han redaktør på tidsskriftet Replique, der udkommer løbende online med borgerlig kulturkritik om så varierede emner som Dannebrogs betydning, stress blandt unge og anmeldelse af nyoversættelse af Thomas Mann.
Christian Egander Skov, 34 år, er postdoktor ved NTNU, Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet, og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet.