Brügger og Bertelsen er så frittænkende anarkistiske idémagere, at de muligvis vil betakke sig for at blive proppet ned i en borgerlig kasse.

Men Fonsmark-prisen gives til danskere, der har flyttet den borgerlige idédebat. Og det er hævet over enhver tvivl, at Mads Brügger og Mikael Bertelsen gennem otte år som programchefer på Radio24syv blev ganske afgørende katalysatorer for en helt ny form for borgerlig idédebat.

Ved at udvikle magasinformater båret af værter med stærke personlige holdninger skabte de en række radioprogrammer, der stak i alle mulige retninger. Men det indbefattede markante borgerlige debat-, magasin- og satireformater, hvor værter, der aldrig ville have fået en chance i DR, pludselig fik lov.

Det gav ind imellem genlyd, når folk som Mikael Jalving eller Selsing-ægteparret fik adgang til at bestyre programmer. Eller når en Mads Holger efter sit eget politiske sammenbrud som K-kandidat i 2015 gennemgik Det Konservative Folkepartis krise. Men det skete også i debatprogrammer med et langt liv, hvor borgerlige dagsordener fik substantiel plads i æteren. Det var ikke sket før. Alene det rækker rigeligt til, at Brügger og Bertelsen indstilles til Fonsmark-prisen.

Mads Brügger, 47, og Mikael Bertelsen, 52. Forhenværende programchefer på det nu hedengangne Radio24syv. Tidligere begge tilknyttet DR. Mads Brügger står samtidig bag en række roste dokumentarfilm.