Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Afvisning af plejesenge til personer med demens vidner om et kynisk menneskesyn

Kommuner holder stædigt fast i et princip om, at hjælpemidler skal gøre den syge mere selvhjulpen. Derfor må pårørende og plejehjemspersonale ofte kæmpe en hård kamp for at få bevilget en plejeseng til demente borgere.

Pårørende til demente må ofte kæmpe en hård kamp mod kommunen for at få bevilget en plejeseng, så den syge kan få hjælp til at komme ind og ud af sengen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tommy Kofoed/Ritzau Scanpix

Undtagelsesvis vil jeg indlede med et uddrag af en paragraf i Serviceloven, og tro det eller ej: Der er en grund til det, som jeg ved, mange ikke er klar over, og den må frem i lyset.

»§ 112: Kommunalbestyrelsen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet

1. i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne«.

May Bjerre Eiby Fold sammen
Læs mere

Når paragraffen fortjener at blive citeret, er det fordi, den åbenbart er så overfladisk formuleret, at den bliver fortolket helt individuelt – ofte på personniveau – fra kommune til kommune. At »afhjælpe varige følger« betyder nemlig hos nogle kommuner, at man med hjælpemidlet skal kunne blive mere selvhjulpen. Men det bliver man ikke, når man lever med demens og er i den sidste fase af sygdommen. Derfor vil mange kommuner helst ikke visitere dyre hjælpemidler som plejesenge til mennesker med demens. Selv om man ikke nødvendigvis er fysisk lammet, kan man nemlig alligevel have behov for en plejeseng af mentale årsager.

»Det er et frygteligt problem«

Man kan godt have brug for en plejeseng, selv om man er fysisk velbevaret. Man har måske ikke længere forståelsen af, hvordan man kommer ud og ind af sengen. Og da forståelsen af, hvordan man flytter sig, ikke ser ud til at blive forbedret, og da personens krop i princippet kan flytte sig – ja, så er der ingen kære mor fra kommunens side.

Personen, som nu er nået dertil i sin sygdom, hvor han oplever verden begrænset og kommunikerer ligeså, må selv anskaffe en plejeseng til 30.000 kroner. Eller hans pårørende må.

May Bjerre Eiby

»Personale på plejehjem skal have talegaverne i orden og formulere lange udredninger, hvis de skal have godkendt en plejeseng til en beboer, som udelukkende er plaget af mentale udfordringer og derfor ikke kan klassificeres som fysisk svækket.«


Det er et frygteligt problem, fordi en person med svær demens i den sidste tid kan få stærkt brug for en plejeseng. Sengen kan justeres til siddeposition og dermed hjælpe den syge videre i den vanskelige bevægelse, som qua demensen er blevet umulig at forstå.

En kamp med kommunen

Kommunerne er klar over, at en fordobling af antallet af borgere med demens over de næste 20 år vil presse økonomien betydeligt. Måske derfor er der opstået en atmosfære af økonomisk helgardering, hvor kommunen fratager mennesker med demens muligheden for at blive visiteret til en plejeseng ved at holde stædigt fast i princippet om at blive mere selvhjulpen.

De pårørende oplever det i hvert fald som en kamp at få visiteret en plejeseng. Også personale på plejehjem skal have talegaverne i orden og formulere lange udredninger, hvis de skal have godkendt en plejeseng til en beboer, som udelukkende er plaget af mentale udfordringer og derfor ikke kan klassificeres som fysisk svækket.

Med tolkningen af, at man som borger kun kan få en plejeseng, hvis den kan gøre borgeren mere selvhjulpen, viser kommunen et kynisk menneskesyn. Denne problemstilling medfører isolation af mennesker, dvaletilstande såvel som akutte tilstande, magtanvendelse, og jeg kunne blive ved. Men jeg får desværre hjertebanken af forargelse. Derfor håber jeg, at alle engagerede sundheds- og ældreordførere på Christiansborg vågner op eller tager hjem fra deres plejehjemsturnéer med disse ord og kæmper for en særlovgivning for plejesenge til mennesker med demens.