Vesten svigter Latinamerika. Imens rykker Kina i overhalingsbanen

Mens Vesten stort set har ignoreret Latinamerika eller forsøgt at tvinge regionen til at danse efter sin pibe, har Kina tilbudt et væld af frynsegoder med handel og investeringer uden at knytte betingelser til dem (i hvert fald ikke direkte). Hvis ikke USA og Europa ændrer taktik, risikerer de at tabe en kritisk vigtig region – og en ny kold krig.

Vesten svigter Latinamerika, men har ikke råd til at tabe indflydelse hverken økonomisk, geopolitisk eller på vigtige områder som klimaforandring, offentlig sundhed og migration, skriver Spaniens forhenværende udenrigsminister, Ana Palacio. Ricardo Moraes/Reuters/Ritzau Scanpix

Er Vesten ved at tabe Latinamerika? Under Den Kolde Krig blev det spørgsmål diskuteret hedt i Washington, D.C. og andre steder. Og nu er stormagtskonkurrence og dyrkning af potentielle interessesfærer vendt tilbage – mens venstrefløjen har hentet en bølge af valgsejre i regionen – og spørgsmålet trænger sig på igen.

For Vesten har udsigten til en varm konflikt med autoritære regimer fra Rusland til Kina netop understreget Latinamerikas betydning som samarbejdspartner. Men samtidig er USA og dets allierede langt mere optagede af krigen i Ukraine, og hvad den betyder for verdens energimarkeder og økonomi.