Sri Lanka er på vej i afgrunden – der er stormagtsinteresser på spil

Rajapaksa-dynastiet har kørt Sri Lanka i sænk, men det kapitel er nu forbi med præsidentens flugt. Økonomien er kollapset, og landet er gået statsbankerot. For den almindelige srilankaner venter det værste forude. Sri Lankas kollaps er en advarsel til omverdenen og er næppe den sidste statsbankerot i denne omgang.

Sri Lankas præsident, Gotabaya Rajapaksa, flygtede onsdag til Maldiverne, efter at store protester havde tvunget ham til at afgive magten. Hans bror Basil, der er tidligere finansminister, er også flygtet. En tredje bror, Mahinda, der er både tidligere præsident og tidligere premierminister, skulle fortsat være i landet. Alle er under mistanke for alvorlig korruption.

Der hersker kaos med nye protester og et forfatningsmæssigt tomrum, hvor den afsatte præsidents allierede forsøger at bevare magten. Den, der ender i præsidentpaladset, vil under alle omstændigheder overtage en uriaspost med den værst tænkelige opgave: at rydde op efter næsten 20 års korrupt styre, der har kørt Sri Lanka i sænk.