Poul Schlüter er død. Det er ingen tragedie at dø i en alder af 92, og slet ikke når resultaterne af ens livsværk lever i bedste velgående.
Økonomiprofessor Nina Smith leverede torsdag sit første bud på den næste fase af dansk reformpolitik i regeringens kommission for andengenerationsreformer. »Erkendt, forsøgt løst, uløst« er overskriften på rapporten, som indrammer, at Danmark siden september 1982, da Poul Schlüter overtog Danmarks statsministerembede (som den første konservative statsminister siden Hannibal Sehested og systemskiftet i 1901), blev et land, hvor man hellere fører reformpolitik end krisepolitik modsat så mange andre lande:
»Vi risikerer at ryge direkte ind i en mur. Vi skal videre med reformerne, hvis vi vil bevare den velfærdsmodel, vi har, og ikke rende ind i økonomiske kriser som tilbage i 70erne med meget høj arbejdsløshed og store underskud på de offentlige finanser,« sagde Nina Smith i Berlingske. Kan man tænke på en større anerkendelse af Schlüters resultater – og så på hans dødsdag?
Skræmmebillede i dansk politik
Årene under statsminister Anker Jørgensen (S) er stadig et skræmmebillede i dansk politik, selvom statsminister Mette Frederiksen (S) forsøger at mildne eftertidens opfattelse af årene med Anker. Nina Smith har mere ret end Mette Frederiksen.
Schlüter var aldrig blevet statsminister og slet ikke i 11 år, hvis ikke De Radikale, og især den daværende radikale leder Niels Helveg Petersen havde haft dyb tillid til ham. Stærke personlige relationer, en dyb enighed om behovet for en ny økonomisk kurs og så Schlüters egne resultater i 1970erne under det konservative slogan »borgerlige stemmer, der arbejder« fik De Radikale til at skifte side. Venstres økonomiske troværdighed var stærkt svækket efter det mislykkede regeringsprojekt mellem Socialdemokratiet og Venstre i 1978-1979.
De Radikale var også afgørende i at holde Socialdemokratiet fra magten helt frem til 1993, da så statsminister Poul Nyrup Rasmussen og hans finansminister, Mogens Lykketoft, var blevet omvendt til ansvarlig økonomisk politik og effektivt høstede gevinsterne af Schlüter-årene.
Kernen i Poul Schlüters eftermæle er 38 års genopretnings- og reformpolitik forankret i den håndfaste fastkurspolitik.
Reformstatsminister eller kriseminister
Derfor kan man sagtens diskutere, hvad Poul Schlüter skal have æren for, og hvad han ikke skal have æren for. Man kan også diskutere, om Schlüter var en reformstatsminister eller en krisestatsminster. Og man kan diskutere, om dansk økonomi var i god forfatning, da Schlüter gik af i januar 1993 på grund af Tamilsagen.
Det kan dog slet ikke diskuteres, at Schlüter grundlæggende ændrede retningen i dansk økonomi, og at han lagde grunden til reformpolitikken.
Historien er skrevet om de dramatiske dage, hvor det skulle afgøres, om landets statsminister skulle være Poul Schlüter eller den senere finansminister og EU-kommissær Henning Christophersen fra Venstre. Næsten endnu vigtigere var de skæbnesvangre dage 8. og 9. september, hvor der var pres på den danske krone i forventning om, at en ny regering måske ville forsøge en ny devaluering af kronen for at forbedre konkurrenceevnen og sætte gang i økonomien.
Et nøglepunkt i regeringsperioden
Efter intense konsultationer med departementschef Erling Jørgensen og et møde med nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer 8. september om aftenen udsendte Schlüter og Christophersen 9. september en fælles erklæring om, at kronen ikke ville blive devalueret, hverken nu eller i fremtiden. Fastkurspolitikken var etableret. Et nøglepunkt i Schlüters regeringsperiode.
I dag er fastkurspolitikken så stærkt forankret i dansk økonomisk politik, at den næsten er glemt. En fare i sig selv.
Man kan betragte konsekvenserne af fastkurspolitikken i enkle nominelle termer. I 1982 var renten 20 procent. I dag er den nul procent.
Kernen i fastkurspolitikken var imidlertid noget andet, nemlig at den økonomiske politik blev bygget op omkring et enkelt klart mål, nemlig kronens kurs i forhold til i dag euroen, dengang D-marken. Problemet under Anker Jørgensen i 1970erne var, at regeringerne det ene øjeblik jagtede arbejdsløsheden som mål, det næste de voksende underskud på betalingsbalancen og så i næste omgang hullet på statsfinanserne.
Tårnhøje renter kunne falde
Økonomisk politik bliver lettere, når den ikke bryder sammen under alt for mange konkurrerende og indbyrdes uforenelige mål. En troværdig fastkurspolitik havde så til overflod den oplagte gevinst for Schlüter, nemlig at en troværdig fastkurspolitik ville få devalueringspræmien på den danske rente til at svinde ind, så de tårnhøje renter kunne falde.
Den lange danske rente blev mere end halveret mellem 1982 og 1985. Når man ser på, hvordan nulrenterne lige nu sender de danske boligpriser i vejret, er de første år af Schlüters regeringstid en parallel. Lavere renter sendte huspriserne skarpt i vejret, og lidt overraskende for Schlüter selv blev de første år med firkløverregeringen præget af en stærk økonomisk forbrugsoptur – indrammet af ordene »det går ufatteligt godt« (altså undtagen med betalingsbalancen).
Schlüter ville selv indrømme, at de grundlæggende problemer i dansk økonomi ikke blev løst i hans regeringstid. Men grundlaget for at løse dem blev lagt. Opsvinget efter 1982 var ikke holdbart. Forbrugsboomet udløste et voksende pres på betalingsbalancen, som selvsagt var en akut trussel mod kronen og fastkurspolitikken. Så i 1986 må Schlüter slå bremserne i og gennemføre Kartoffelkuren, som formentlig stadig er det voldsomste kriseindgreb i efterkrigstiden. Arbejdsløsheden tordnede op i 450.000 mennesker.
Økonomerne taler i dag om, at Kartoffelkuren var for hård. Det kan være. Man kan også pege på årene efter Kartoffelkuren som en næsten nødvendig afbetaling på et par årtiers løsagtighed i den økonomiske politik. Krisebevidstheden skulle indpodes i danskerne. Det ansvar tog Schlüter på sig.
Schlüters store bedrifter
Og et par af Schlüters andre store bedrifter hører netop til i kriseårene efter Kartoffelkuren.
Det var Fælleserklæringen fra 1987 mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. Med erklæringen påtog fagbevægelsen sig for første gang et ansvar for konkurrenceevnen. Et ansvar som fagbevægelsen på det private område har stået ved lige siden, og som har gjort det lettere og sikrere at føre økonomisk politik i Danmark. Det var også med Fælleserklæringen, at der blev indført arbejdsmarkedspensioner, så Danmark i dag har et af verdens stærkeste og mest veludviklede pensionssystemer.
Der ligger en bro mellem fastkurspolitikken fra 9. september 1982 og Fælleserklæringen fra 8. december 1987. Fastkurspolitikken sikrer, fordi kronen er låst til et lavinflationsområde, at der er ro om prisudviklingen, mens fælleserklæringen har som afsæt, at sund økonomisk udvikling i Danmark vil sikre løbende reallønsvækst, jobvækst og fornuftige aftaler om udviklingen af arbejdsmarkedet. Det var Schlüter, som fik fagbevægelsen til at vælge jobfest frem for lønvækst.
Også efter Poul Schlüters død er der brug for et nuanceret billede af ham og hans resultater. Det svækker ikke engang hans økonomiske eftermæle.
