Få troede på ham – men Schlüter blev en borgerlig kæmpe for hele Danmark

»Schlüter bliver sensationelt god!«

Således faldt ordene i De Radikales gruppeværelse på Christiansborg, da den politiske leder Niels Helveg Petersen gav en første bedømmelse af landets nye statsminister.

Det var i september 1982, og med udnævnelsen af den første konservative regeringschef siden systemskiftet i 1901 var der netop skrevet et stykke danmarkshistorie. Efter et tiår præget af økonomisk krise og i en parlamentarisk situation, hvor det var aldeles umuligt at finde holdbare løsninger på den ubrudte strøm af problemer, der tårnede sig op, valgte statsminister Anker Jørgensen (S) at træde tilbage uden at udskrive valg.

Nu måtte de borgerlige oppositionspartier overtage ansvaret, og de fleste mente nok, at Venstres leder Henning Christophersen ville gribe chancen. Men med behændighed og viljestyrke ved den afgørende forhandlingsrunde om regeringens sammensætning lykkedes det for den konservative delegation at spille kortene således, at Poul Schlüter blev chef for en regering bestående af de to store borgerlige partier plus de to mindre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, og med den afgørende parlamentariske støtte fra De Radikale og Fremskridtspartiet.

Med så stor spændvidde mellem de politiske grundholdninger måtte samarbejdet hurtigt bryde sammen, og mere end en parentes i historien kunne den såkaldte firkløverregering næppe gøre sig håb om at blive. Det var den almindelige mening blandt såkaldte politiske iagttagere, og Schlüter selv tvivlede også på, at det ville lykkes i mere end nogle måneder.

Han spøgte ovenikøbet med, at det var hans håb, at regeringen holdt hen over jul og nytår, således at der ikke blot skulle stå et enkelt årstal ud for hans navn i fremtidens historiebøger. Men han og holdet af fagministre tog fat på opgaverne med uhørt optimisme, og der var nok at se til: en voksende og på sigt helt svimlende statsgæld og en ditto udlandsgæld, et renteniveau på mere end 20 procent og en aldeles ødelæggende inflation, hvortil kom en fastlåst tårnhøj arbejdsløshed og en evig uro rundt om på landets virksomheder.

Lettere at være dansker

»Det skal være lettere at være dansker,« proklamerede statsministeren, og hurtigt viste han sig at være i besiddelse af evnen til at formidle enkle og letforståelige budskaber til en befolkning, som helt overraskende viste sig at være indforstået med, at der skulle tages hårde midler i brug for at vende udviklingen: Sløjfning af den automatiske dyrtidsregulering kombineret med en fast kronekurs og en drastisk gennemført nedskæring af de offentlige budgetter havde en forbløffende virkning.

»Økonomisk genopretning« var slagordet, og efter folketingsvalget i 1984 kunne regeringen fortsætte med fornyet styrke. De Konservative gik frem fra 26 til 42 mandater og oplevede en parlamentarisk styrke, som partiet aldrig nogensinde hverken før eller siden har været i nærheden af. En fantastisk triumf for statsministeren, men valgsejren ændrede ikke på balancen i regeringen, selvom der var adskillige medlemmer af den konservative gruppe, der mente, at statsministeren tog rigelig meget hensyn til de andre partier.

»Vist er jeg konservativ, men ikke så meget, at det gør noget,« kunne man læse i Weekendavisen.

Det blev et bonmot, der meget præcist karakteriserede ham som politisk håndværker, og den midtsøgende politiske kurs understregede han med et andet berømt udsagn: »Ideologi er noget bras.«

Hidtil havde det været kutyme op gennem 1900-tallets politiske historie, at borgerlige regeringer blev væltet ved først givne lejlighed, men det lavede Schlüter om på, og hele fire gange kunne han fortsætte som statsminister efter et folketingsvalg. Ganske vist i forskellige konstellationer, for som en konsekvens af at regeringen hele 23 gange blev bragt i mindretal i sikkerhedspolitiske spørgsmål af det såkaldt alternative flertal i Folketinget, blev De Radikale i 1988 taget med i regeringen på bekostning af CD og Kristeligt Folkeparti.

Schlüter blev ikke tynget

En urimelig hård behandling af to loyale regeringspartnere, mente mange, og det sled på korpsånden, men sentimentalitet var ikke en egenskab, der tyngede Poul Schlüter, når der skulle træffes hårde beslutninger og skiftes ud på taburetterne. Et halvt hundrede gange skete det gennem hans mere end ti år som landets statsminister.

På det tidspunkt havde justitsminister Erik Ninn-Hansen allerede iværksat en standsning af sagsbehandlingen af familiesammenføringer for tamilske flygtninge i Danmark. I strid med en udlændingelov, som han var lodret imod, og så er resten velkendt, højdramatisk danmarkshistorie. Som konsekvens af højesteretsdommer Mogens Hornslets rapport, der forelå i januar 1993, besluttede Schlüter straks at gå af, og året efter forlod han også Folketinget.

Her havde han haft sæde i 30 år, og han havde oplevet bitre personlige stridigheder med smertelige politiske nederlag til følge, men også de lykkelige år som landets længst regerende statsminister siden Anden Verdenskrig. Så troede mange, at det var slut efter et langt liv i politik.

Ikke helt, skulle det vise sig, for han blev overtalt til at lade sig opstille som sit partis spidskandidat til europaparlamentsvalget, og med næsten en kvart million stemmer fik han det største antal personlige stemmer, der til dato var opnået ved et dansk valg. Blot en enkelt periode blev det til i Europa-Parlamentet, hvorefter han endeligt sluttede sin lange politiske karriere med at varetage opgaver i Nordisk Råd-regi.

Efter så mange aktive år var det svært at blive pensionist på heltid. Og måske også sværere end han havde regnet med, indrømmede han gerne efterfølgende. Men han besluttede sig for ikke at ville blande sig i den politiske debat, da han først havde trukket mig tilbage.

Og det holdt han fast i, selvom han til stadighed gennem medierne fulgte godt med i det politiske liv. Dog ikke altid med udelt tilfredshed, og han lagde ikke skjul på, at der efter hans smag desværre i de senere år har indsneget sig en ond tone, som man ikke kendte før i tiden, hvor partierne selvfølgelig også havde forskellige synspunkter, men hvor man accepterede hinanden og arbejdede sammen på tværs af de politiske modsætninger.

»I dag er de politiske debatter jo ofte skænderier, og det er efter min mening et fattigdomstegn. Det er nok i nogen grad mediernes skyld. Politik bliver i tv jo ofte serveret som underholdning, og det er farligt. Desuden savner jeg de store personligheder og oratoriske begavelser, der før i tiden fandtes i alle de politiske partier,« sagde han i en samtale forud for sin 85 års fødselsdag.

Så længe han havde kræfter, blev det til en daglig spadseretur fra lejligheden i Frederiksberg Allé til Haveselskabets Have, men på grund af problemer med kredsløbet måtte han i de senere år afstå fra større fysiske udfoldelser.

Poul Schlüter blev som landets statsminister ramt af den sorg at miste sin hustru, adjunkt Lisbeth Schlüter. Det var et smerteligt tab, men efterfølgende mødte han den daværende leder af Det Kongelige Teaters Balletskole, Anne Marie Vessel Schlüter, og sammen kunne de i 2014 fejre sølvbryllup.

Politisk udløste Poul Schlüters afgang en lang krise i partiet ledsaget af magtkampe og hyppige skift af formænd. Det Konservative Folkeparti blev lillebror i samarbejdet med Venstre. Først i dag er det magtforhold ved at ændre sig. Og De Konservative er på vej til at mønstre den samme tilslutning blandt vælgerne, som da Schlüter stod i spidsen for partiet.

Lige siden har han været en inspirator i den måde, han formåede at holde sammen på det borgerlige Danmark, som dengang var splittet i lige så mange partier som i dag. Poul Schlüter repræsenterede en særlig udogmatisk konservatisme, som koncentrerede sig om det realistiske og rationelle, om at skabe kompromisser til gavn for Danmark. Den tilgang til politik lever videre i Det Konservative Folkeparti i dag og er den, der måske en dag betyder, at Danmark igen får en konservativ statsminister.